Er du en ensom og bedrøvet fugl?
DEN ville ikke vinde nogen skønhedskonkurrence for fugle — hverken for farvevalg eller for elegance. Jeg har set brune eksemplarer i Florida i USA dykke for at fange fisk på samme måde som de tyske styrtbombefly Stuka under den anden verdenskrig.a I Chile var de hvide med sorte vingefjer. (Se billedet.) De hvilede sig i en melankolsk stilling på en af klipperne i Stillehavet ved Valparaiso — tilsyneladende for at fordøje føden.
Den kan veje op til 14 kilo, blive over 1,5 meter i højden og opnå et vingefang på 3 meter. Det er en af de største fugle der findes. På land virker den klodset og komisk, men når den flyver er den en fryd for øjet. Den flyver tilsyneladende uden særlig store anstrengelser. Når den fouragerer kan den øse cirka 10 liter vand med fisk op! Hvad er det for en fugl? Det er en pelikan.
Pelikanen findes ved søer og floder og langs kyster i mange dele af verden. Dens lange næb og enorme næbpose er perfekt designet til dens specielle form for fiskefangst. Den dykker ned i vandet, fylder næbposen med vand og fisk, hvorefter den hurtigt tømmer vandet ud og synker det lille måltid.
Pelikaner nævnes adskillige gange i Bibelen. På grund af sin forkærlighed for øde, ensomme steder bruges denne fugl i Bibelen som symbol på et fuldstændig øde sted. (Esajas 34:11; Zefanias 2:13, 14) I opslagsværket Hjælp til forståelse af Bibelen siges der: „Når pelikanen har indtaget et stort måltid flyver den ofte til et øde sted hvor den sætter sig [og] lader hovedet synke ned på skuldrene . . . Fuglen kan indtage denne melankolske stilling i flere timer ad gangen, svarende til den bedrøvede uvirksomhed salmisten sigtede til da han beskrev sin dybe sorg med ordene: ’Jeg ligner pelikanen i ørkenen.’ (Salme 102:6)“ Hvis du en gang imellem er ensom og bedrøvet, så tænk på at du måske også ligner en pelikan. — Indsendt.
[Fodnote]
a Det tyske Junkers Ju 87 bombefly der set forfra har en karakteristisk W-formet vingekonstruktion.
[Illustrationer på side 15]
Pelikaner i Chile
Indsat: Den brune pelikan fra Florida