Fra vore læsere
Vågn op! forbedret For nylig fandt jeg et eksemplar af Vågn op! for 8. april 1994 ved min dør. Hvad er der dog sket? I har skabt et tidssvarende, oplysende blad. Det har undergået en forbløffende forvandling, og for første gang har jeg faktisk læst artiklerne. (Jeg plejer ellers at tænke: ’Åh, . . . nu har de været her igen,’ hvorefter jeg har smidt bladet væk.) Der var noget for alle i dette blad. Jeg var især begejstret for artiklen om kræft og om „Canadas fantastiske ’søvej’“. I er på rette spor. Fortsæt det gode arbejde, og jeg kan love jer at jeg ikke vil smide flere eksemplarer ud før jeg har læst dem.
D. G., De Forenede Stater
Forveksling af stednavne I artiklen „Mod vest til Europa“ om missionærernes bedrifter (22. oktober 1994) skrev I at Bonifatius „vovede ... at fælde Thors hellige eg“ i Geismar i nærheden af den tyske by Göttingen. Så vidt jeg ved ligger byen Geismar som der er tale om, ikke ved Göttingen men nærmere Fritzlar.
A. L., Tyskland
Det er fuldstændig korrekt. Det viser sig at der er to byer ved navn Geismar, og vi fik dem forvekslet. Tak fordi De gjorde os opmærksom på fejlen. — RED.
Religion og krig I artikelserien „Når religionen tager parti i krig“ i udgaven for 22. oktober 1994 lød det som om de katolske gejstlige svigtede ved ikke direkte at fordømme krigen. Men historien viser noget andet. Da Hitler begyndte sin forfølgelse af tyske jøder, forsvarede kardinal Faulhaber fra München jøderne i sine prædikener. Andre modige gejstlige fordømte i klare vendinger de af nazisternes love som forbød ægteskab mellem ’ariere’ og jøder. Efter den anden verdenskrigs udbrud i Europa lukkede Hitler katolske skoler, forbød den katolske presse og lukkede i Polen alle munke- og nonneklostre samt præsteseminarier.
J. L., De Forenede Stater
Artiklerne var baseret på anerkendte og pålidelige kilder. For eksempel bogen „German Catholics and Hitler’s Wars“, der er skrevet af Gordon C. Zahn, som er katolsk professor. Der er overvældende beviser for at det katolske hierarki, i hvert fald i krigens tidlige stadier, ydede Nazistpartiet fuld støtte. Dermed være ikke sagt at der ikke var enkelte katolske gejstlige som modsatte sig nazisterne. Men der var tydeligvis tale om undtagelser. — RED.
Amning Artiklen „Gode råd til dem der ammer“ (22. august 1994) behandlede emnet mere detaljeret end foregående artikler har gjort. I de fleste tilfælde hjælper fædrene ikke deres hustruer så de kan få ro til at amme. Men artiklen fortalte fædre og andre af familiens medlemmer hvad de kan gøre for at støtte moderen.
D. D., De Forenede Stater
Jeg har haft den skønne oplevelse at amme begge mine børn. Der var begyndervanskeligheder, som for eksempel ømhed, men med opmuntring fra min søster og råd fra min læge overvandt jeg dem. Jeg vil anbefale alle mødre at amme deres barn hvis det kan lade sig gøre, da den tætte binding mellem moder og barn er en oplevelse man aldrig vil glemme.
U. B., Tyskland
Mystisk sygdom Jeg har læst jeres blade siden jeg var fem år, og jeg var meget glad for at læse artiklen „Guams mystiske sygdomme“. (8. august 1994) Min mor, som trofast tjente Gud til sin død i 1972, led af denne sygdom. Mange tak for oplysningerne og den grundige redegørelse I bragte. Jeg har givet min familie og mine venner et eksemplar af dette nummer for at vise dem hvor godt bladet er.
W. A., De Forenede Stater