Stævner på tegnsprog
FRA juni 1995 og sommeren igennem afholdt Jehovas Vidner i De Forenede Stater 181 områdestævner under temaet „Glade lovprisere“. Ved to af disse stævner — et i øst og et i vest — blev hele programmet fremført på amerikansk tegnsprog. Dette gav de døve langt større udbytte af programmet, eftersom en direkte fremstilling på tegnsprog er meget mere forståelig end tolkning fra det talte ord.
Der var delegerede fra de 11 døvemenigheder og omkring 30 døvegrupper i De Forenede Stater. Blandt stævnedeltagerne var der også delegerede fra Canada, Danmark, Den Dominikanske Republik, Ecuador, Japan, Mexico, Norge, Puerto Rico, Rusland, Storbritannien, og Tyskland. Dette bidrog til en international atmosfære.
Der var opstillet videoskærme så programmet kunne følges via internt tv. Blandt de tilstedeværende var der imidlertid nogle som var både døve og blinde. Hvordan kunne de få gavn af programmet? Det var meget bevægende at betragte over hundrede frivillige som skiftedes til at videregive stævnets program ved hjælp af tolkning hvor følesansen udnyttes.
Ved disse to stævner symboliserede 36 deres indvielse til Jehova Gud ved vanddåben. Et andet højdepunkt var skuespillet Vis de trofaste ældre iblandt os ære. Det var spændende at følge dette skuespil på tegnsprog som mange døve hjalp med at fremføre.
Derefter blev den nye bibelstudiehåndbog Kundskab der fører til evigt liv frigivet. Stævnedeltagerne var især glade for meddelelsen om at en tegnsprogsudgave af denne bog var under udarbejdelse på videobånd. Det første bånd blev frigivet ved stævnet og indeholder de første tre kapitler. Yderligere fem bånd vil følge efter. „Vi er meget taknemmelige for dette nye videobånd,“ sagde en delegeret fra Ohio. „Det vil være en stor hjælp når vi forkynder for døve.“
De 2621 der var til stede ved disse to stævner følte sig åndeligt opbyggede da de tog hjem. De var mere end nogen sinde før besluttede på at gentage salmistens ord: „Lad alt hvad der ånder lovsynge Jah. I skal lovsynge Jah!“ — Salme 150:6.