Et eksempel til efterfølgelse

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I CHILE

Giacomo Castelli bor i en lejlighed i Antofagasta, en by med cirka 170.000 indbyggere i det nordlige Chile. I juni måned sidste år stod han på sin altan og iagttog en gruppe mennesker i en park. „Det var utroligt at se teenagere more sig sammen med deres forældre,“ skrev han i et læserbrev til avisen El Mercurio. Han gik over i parken for at få bekræftet det han havde set.

„Dér ventede mig endnu en overraskelse,“ fortæller den nysgerrige skribent. „Når en familie var færdig med at spise frokost, tog hvert enkelt familiemedlem en affaldspose i hånden og ryddede op efter sig. . . .“

Skribenten fortsætter: „Jeg ville mægtig gerne vide hvem disse usædvanlige mennesker var, så jeg gik hen og spurgte en sød pige der, hvis hun ville, havde kunnet vinde en hvilken som helst skønhedskonkurrence. Hun fortalte mig venligt: ’Vi er Jehovas vidner, og vi er samlet til et stævne på Regional-stadionet.’“ Nogle af de 3000 der overværede kredsstævnet, var i middagspausen gået over i parken for at spise deres frokost.

„Jeg er apostolsk romersk katolik,“ skriver skribenten. „Jeg overværer trofast gudstjenesten og har endda foretaget en pilgrimsrejse til Lourdes i Frankrig for mange år siden.

Med al respekt for den kristne opdragelse jeg har fået, må jeg ærligt spørge mig selv: Hvad er det Jehovas vidner har, som vi katolikker, der jo for øvrigt udgør den største trosretning i Chile, mangler? Hvorfor ser disse teenagere ud til at have det rart sammen med deres forældre, mens mine tre døtre febrilsk løber deres vej bare jeg så meget som foreslår at vi kan tage ud og opleve noget sammen som familie?

Hvorfor er børn af katolikker voldelige; hvorfor råber de, leger ’Power Rangers’ mens de slår andre børn, . . . når disse børn [af Jehovas vidner] er venlige, fredsommelige og miljøbevidste? Hvorfor kan katolikker ikke samles til stævner uden at det bliver udnyttet kommercielt, som det beskæmmende sker ved vore helligdomme, for eksempel La Tirana, Andacollo og andre?“

Castelli afslutter sit læserbrev med følgende spørgsmål: „Vil vi der betragter os selv som katolikker og kristne, nogen sinde blive som dem? Måtte Gud og den hellige Jomfru udvirke at det en dag vil ske.“