Vågn op! skrev det i 1990
SPREDNINGEN af „kogalskab“ har for nylig vakt stor opstandelse i Europa. Mange frygter at sygdommen kan overføres til mennesker. Nogle mener desuden at der er forbindelse mellem indtagelse af kød fra dyr der har „kogalskab“, og udviklingen af Jakob-Creutzfeldts sygdom, en fremadskridende og uafvendeligt dødelig lidelse der rammer menneskets centralnervesystem. Ikke overraskende faldt forbruget af oksekød brat i takt med udbredelsen af nyheden om „kogalskab“.
I det italienske tidsskrift TuttoReggio for maj 1996 skrev Stefania Ferrari interessant nok: „Vi har opdaget at bladet Vågn op! der udgives af Jehovas Vidner, allerede i 1990 omtalte denne forfærdelige sygdom.“ Hun henviste til artiklen „Storbritanniens syge køer“ der blev bragt i Vågn op! for 8. november 1990. Efter at have citeret de fire første paragraffer i artiklen gav Ferrari udtryk for sin forbavselse over at denne artikel blev publiceret „seks år før hele historien blev almindeligt kendt på verdensplan“. Hun fortsatte: „Efter at have set artiklens utrolig aktuelle oplysninger har nogle spurgt: ’Hvis Jehovas Vidner havde kendskab til en så alvorlig og vigtig sag, hvorfor gjorde de så ikke alle opmærksomme på det, også dem der ikke hørte til deres trossamfund?’ Men lad os nu være ærlige. Hvis et af Jehovas vidner havde banket på vores dør i 1990 for at vise os Bibelen og den pågældende artikel i deres blad, hvor mange af os der tilhører et andet trossamfund, ville så have taget dem alvorligt?“
Da artiklen „Storbritanniens syge køer“ blev publiceret i 1990, havde Vågn op! som dengang blev udgivet på 62 sprog, et gennemsnitligt oplag på næsten 12 millioner eksemplarer. Jehovas vidner uddelte flittigt dette aktuelle blad i mere end 200 lande. I dag har Vågn op! der nu udgives på 82 sprog, et gennemsnitligt oplag på 18.350.000 eksemplarer. Dette blad bringer stadig oplysende artikler der er helt up to date. Hvis du fremover kunne tænke dig at modtage Vågn op!, er du velkommen til at kontakte de lokale Jehovas vidner. Du kan også skrive til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk.