Det kloge ved afholdenhed og monogami
INDTIL dato er omkring 30 millioner mennesker blevet inficeret med aids-viruset, og over 6 millioner er døde af sygdommen. Der diagnosticeres cirka 8500 nye tilfælde om dagen, hvoraf de 1400 er børn, som almindeligvis dør inden for deres første leveår. Kampagner for såkaldt „sikker sex“ har vakt offentlighedens opmærksomhed, men nogle mener ikke at det er godt nok. Dr. Steven J. Sainsbury skriver i avisen The Tampa Tribune: „Aids er en dræbersygdom, og enhver forholdsregel der træffes for at hindre overførelsen af den, skal være 100 procent sikker.“
Angående brugen af kondomer som beskyttelse mod aids siger Dr. Sainsbury: „Problemet kan illustreres på denne måde: Lad os antage at alle biler af ukendte årsager pludselig eksploderer hver gang nogen drejer tændingsnøglen, og bilister overalt bliver sprængt i luften. Til sidst kommer myndighederne med en løsning. Hvis blot man tilsætter en bestemt væske i brændstoffet, siger de, vil risikoen for eksplosioner falde med 90 procent. Ville man i så fald mene at problemet var løst? Ville man stadig benytte sin bil? Det tvivler jeg på. Hvorfor accepterer vi da kondomer som løsningen på aids-problematikken?“
I erkendelse af at aids hovedsagelig overføres gennem seksuel kontakt, fremsætter Dr. Sainsbury følgende løsning: „Ingen sex før man er klar til at leve i et monogamt forhold med en ikkeinficeret person. Nøgleordene er afholdenhed og monogami.“
Bibelen påbyder ugifte at være seksuelt afholdende og gifte at leve monogamt. Dens høje normer forbyder utugt, ægteskabsbrud og homoseksualitet. (Mattæus 19:4-6; 1 Korinther 6:9, 10; 7:8, 9) Skønt mange kritiserer disse normer og siger at de er gammeldags, har Bibelens morallove ikke desto mindre fremmet folks fysiske helbred og givet dem en indre fred. — Esajas 48:17.