Guds navn pryder tjekkisk arkitektur
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I TJEKKIET
I STORE dele af verden forbindes navnet Jehova udelukkende med trossamfundet Jehovas Vidner. Måske overrasker det dig at tetragrammet, de fire hebraiske bogstaver (יהוה) som det guddommelige navn, Jehova, består af, indgår i udsmykningen af adskillige historiske bygningsværker i Tjekkiet.
Det bedst kendte eksempel er nok tetragrammet på Karlsbroen, som i 1357 blev bygget over den smukke flod Moldau nær Prags gamle bydel. Begge sider af broen er udsmykket med skulpturer, og en af disse fanger næsten alle forbipasserendes opmærksomhed. Det er en statue af Jesus på korset, omkranset af funklende hebraiske guldbogstaver som danner sætningen „Hellig, hellig, hellig er Hærstyrkers Jehova“, inklusive tetragrammet.
Hvordan er denne udtalelse fra Esajas 6:3 i Bibelen kommet til at stå på denne statue? En inskription på statuens fod fortæller om en jøde som, en dag i 1696 mens han gik forbi statuen, angiveligt omtalte korset på uærbødig vis. Af den grund blev han stillet for Den Kongelige Appelret og idømt en bødestraf. Som betaling indrammede han korset med ovenstående tekst i en gylden ring.
Den Gammelnye Synagoge og den ældste jødiske kirkegård i Europa ligger lige i nærheden. På kantorens plads i synagogen ses tetragrammet i en sølvramme. Det findes imidlertid mange andre steder end på jødiske bygninger. Sydøst for Prag, på en klippe med udsigt over floden Sázava, ligger middelalderborgen Český Šternberk. Over alteret i borgens kapel er der fire gyldne bogstaver — tetragrammet. Da bogstaverne er ophængt i metaltråde, hænger de tilsyneladende frit i luften. Bag dem ses et svagt lysskær, men ikke fra en lampe. Det kommer fra et tagvindue som ikke kan ses indefra, og kaster et rosenrødt lys på det hvide alter hvorover tetragrammet svæver.
Tetragrammet forekommer også på freskomalerier i andre tjekkiske bygninger, hvilket yderligere bekræfter at mange her førhen kendte Guds navn. I dag glæder Jehovas vidner i Tjekkiet og mere end 200 andre lande sig over at kende og fortælle andre om Guds navn. (Esajas 43:10-12) Esajas’ Bog fortæller også at der vil komme en tid hvor Guds navn — såvel som hans egenskaber, hensigt og virke — „gøres kendt på hele jorden“. — Esajas 12:4, 5.