„Det var en fornøjelse at læse brochuren“
I SOMMEREN 1993 i byen Altus i Oklahoma, USA, bad en bekymret far, oversergent i det amerikanske luftvåben, Gud om råd så han kunne hjælpe sin datter. Hun havde ægteskabelige problemer og overvejede at lade sig skille. Om formiddagen den næste dag fik han besøg af et Jehovas vidne som tilbød ham Vågn op! for 8. juli 1993 med titlen „Skilsmisse — døren til et bedre liv?“
Manden havde aldrig brudt sig om Jehovas vidner og aldrig lyttet til dem. Alligevel tog han straks imod dette nummer af Vågn op! og læste det. Senere talte han med sin datter om det der stod i bladet, deriblandt nogle skriftsteder. Han læste også det nummer af Vagttårnet som fulgte med Vågn op! Heri var der en artikel som fik ham til grundigt at overveje sin livslange tro på treenigheden. Han var klar over at hans bøn om hjælp i forbindelse med hans datter var blevet besvaret, men han studsede over at Gud benyttede nogle som ikke troede på treenighedslæren, til at besvare hans bønner. Han ræsonnerede sig frem til at Gud ikke ville bruge folk til at besvare bønner medmindre de underviste i sandheden.
Det fik ham til at ringe til en af Jehovas Vidners rigssale for at få nogle publikationer der mere detaljeret forklarede deres standpunkt i forbindelse med treenighedslæren. Den mand der tog telefonen, overværede et møde for kristne ældste. Oversergenten tog straks hen til rigssalen, hvor han modtog bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden og brochuren Skal man tro på treenigheden?
Om aftenen læste manden hele brochuren. Han har senere fortalt at han under læsningen blev så begejstret at han måtte holde en pause og sige til sig selv: ’Tag det roligt. Det er umuligt. Det er simpelt hen for godt til at være sandt.’ Han fortæller at brochuren fremlagde Bibelens beviser imod treenighedslæren på en så logisk måde at „det var en fornøjelse at læse brochuren“. Den følgende aften overværede han sit første møde hos Jehovas Vidner og var glad for det han hørte.
Første gang han studerede Bibelen med Jehovas vidner, drøftede de Bibelens syn på rygning. Bagefter destruerede han alle sine cigaretter, og han har ikke røget siden. Han studerede Bibelen flere gange om ugen. Tre måneder efter at han havde læst ’Treenighedsbrochuren’ — og efter at han havde taget sin afsked fra militæret — begyndte han at deltage i den offentlige forkyndelse sammen med Jehovas vidner. Da der var gået yderligere tre måneder, symboliserede han sin indvielse til Jehova Gud og blev døbt. Han er nu heltidsforkynder.