Når mad er ens fjende

Når Jean tænker tilbage på sine teenageår, husker hun tydeligt at hun ofte blev mødt med drillerier og latterliggørelse. Hvorfor? Fordi hun var den højeste og største pige i klassen. Men det var ikke den eneste grund. „Noget der var endnu værre end at være stor, var at jeg var meget genert,“ siger Jean. „Jeg var ofte ensom, og selv om jeg havde lyst til at få venner, følte jeg mig for det meste udenfor.“

Jean var overbevist om at det var hendes vægt der var årsagen til alle hendes problemer, og at en slank, velformet figur ville være løsningen. Det var ikke fordi Jean var tyk. Tværtimod. Med en højde på 183 centimeter og en vægt på 66 kilo kunne hun bestemt ikke betegnes som overvægtig. Alligevel følte Jean sig fed, og i en alder af 23 besluttede hun at tabe sig. Hun tænkte: ’Hvis jeg bliver tynd, vil andre have lyst til at være sammen med mig. Så vil jeg føle mig accepteret og blive betragtet som noget særligt.’

Jean fortsætter: „Denne irrationelle tankegang var begyndelsen til et tolvårigt mareridt i form af nervøs spisevægring og bulimi. Jeg blev også tynd, så tynd at jeg var nær ved at dø, men i stedet for at blive lykkelig ødelagde jeg mit helbred og var deprimeret og havde det elendigt i over ti år.“

JEAN er ikke et særtilfælde. Ifølge en undersøgelse udvikler én procent af de amerikanske kvinder nervøs spisevægring (anorexia nervosa) som teenagere eller i begyndelsen af deres voksne liv, og tre procent menes at lide af bulimi (bulimia nervosa).a Psykologen Mary Pipher siger: „Jeg har i mange år arbejdet på skoler og universiteter, og jeg kan personligt bekræfte at spiseforstyrrelser er mere udbredt nu end nogen sinde før.“

Spiseforstyrrelser er en kompleks lidelse. Engang troede man at det kun var et problem blandt de bedrebemidlede, men nu ved man at spiseforstyrrelser forekommer blandt folk med vidt forskellig racemæssig og økonomisk baggrund og inden for alle sociale lag. Også et stigende antal mænd udvikler sygdommen, hvilket har fået tidsskriftet Newsweek til at kalde spiseforstyrrelser „sygdommen der ikke gør forskel på kvinder og mænd“.

Det mest alarmerende er dog at gennemsnitsalderen for de sygdomsramte synes at blive lavere og lavere. Margaret Beck fra et center i Toronto der beskæftiger sig med spiseforstyrrelser, siger: „Piger under 10 år, nogle helt ned til seksårsalderen, bliver hospitalsindlagt. Indtil nu er det kun få, men antallet vokser.“

Alt i alt lider millioner af spiseforstyrrelser, især piger og unge kvinder.b Socialrådgiver Nancy Kolodny siger: „De tænker ikke på mad og gør ikke brug af mad på samme måde som de fleste andre. I stedet for at spise når de er sultne — for at få tilstrækkelig næring og et godt helbred, for nydelsens skyld eller for at hygge sig med andre — har de et mærkeligt forhold til mad og gør ting der ikke er ’normale’. Nogle udfører ligefrem ritualer før de tillader sig at spise, eller føler trang til straks at skille sig af med den mad de har spist.“ Vi vil nu se nærmere på to udbredte former for spiseforstyrrelser: nervøs spisevægring og bulimi.

[Fodnoter]