Inficeret blod skaber bekymring
DEMETRIO PESSOA, en biokemiker fra Bolivia, fik foretaget et kirurgisk indgreb. Efter operationen stødte der komplikationer til, og han blev straks indlagt på en klinik. Her fik han en blodtransfusion, og hans tilstand blev stabil. Kort efter fik han imidlertid feber. Hr. Pessoa blev undersøgt, og lægerne gav ham den dårlige nyhed at han havde fået blod der var inficeret med parasitten Trypanosoma cruzi. Som følge heraf havde han pådraget sig Chagas’ sygdom.
Hr. Pessoas tilfælde er ikke nogen undtagelse i Bolivia, skriver Panos, et nyhedsbureau i London. En omfattende medicinsk undersøgelse der er foretaget i 12 latinamerikanske lande, viser at folk i denne del af verden hver dag pådrager sig infektioner på grund af inficeret blod. I ét latinamerikansk land er situationen sådan at for hver 10.000 patienter som modtager en blodtransfusion, bliver 220 smittet med en infektionssygdom. Det betyder at hver 45. patient der har fået en blodtransfusion, bliver smittet.
Chagas’ sygdom er dog ikke den eneste trussel. Den samme undersøgelse viser at adskillige latinamerikanske lande ikke screener donorblod for hepatitis C, og at nogle lande kun en gang imellem screener blod for syfilis. Derudover manglede flere lande det nødvendige udstyr til at kunne screene blod for hiv-smitte. Bolivias sundhedsminister, Tonchi Marinkovic, siger om inficeret blod: „Jeg håber Gud kan redde os fra en katastrofe, for det kan blive resultatet af sygdomme som syfilis, hepatitis, Chagas’ sygdom og aids.“
Denne regeringsembedsmand var uden at vide det på rette spor i forbindelse med at stoppe denne truende medicinske krise. Tidsskriftet Notícias Bolivianas skrev for nogle år siden i en artikel der behandlede risikoen ved blodtransfusion: „Det kan anbefales at man afholder sig fra blod i overensstemmelse med Bibelens bud.“ Det bud som den bolivianske avis henviser til, kan man læse i Apostelgerninger 15:29. Her står der: ’Afhold jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt.’ — Se også Første Mosebog 9:4; Tredje Mosebog 3:17.