Mød den irske ulvehund
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I IRLAND
„Hundeverdenens venlige kæmpe.“
Sådan lyder en af beskrivelserne af den irske ulvehund. Har du nogen sinde mødt én? Det er sandt at der ikke længere er ulve i Irland. Men det har der været. Der var også vildsvin og kæmpeelge. Det siges at den sidste ulv i Irland blev dræbt for cirka to hundrede år siden. Før den tid var ulvehunden kendt for at jage ulve og andre større dyr. I nyere tid fortælles det om en ulvehund der i 1892 blev sendt til Rocky Mountains i USA, at „den alene dræbte fyrre ulve i løbet af en vinter“. Men bare rolig. Ulvehunden hverken jager eller dræber mennesker.
IFØLGE nogle historikere kan ulvehunden have været almindeligt kendt i Irland i år 500 f.v.t. Senere brugte kelterne ulvehunden til andet end jagt. Sagnet og historien fortæller at hundene også var med i kamp sammen med irske konger og krigere.
Rygtet om denne specielle hunderace, ulvehunden, blev spredt i hele verden. Ulvehunden blev endog bragt til Rom for at blive vist frem i arenaen. I optegnelserne om en romersk konsul ved navn Quintus Aurelius Symmachus kan man se at han i år 393 e.v.t. skrev et brev til sin bror og takkede ham for at han havde sendt syv irske ulvehunde til Rom. Det lader til at romerne var virkeligt betagede af hundene. „Hele Rom betragtede dem med forundring og forestillede sig at de måtte være bragt hid i jernbure,“ skrev Symmachus.
Måske var det hundenes størrelse der gav folk den forestilling at de måtte være transporteret i jernbure. Hannen har en skulderhøjde på cirka 85 centimeter, men nogle er endnu højere. Rekorden blev sat af en ulvehund der var over 1 meter høj over skuldrene. Tæven er almindeligvis 3-6 centimeter mindre end hannen. Jo større de er, des mere mad kan de sætte til livs. Den skotske romanforfatter Sir Walter Scott advarede en af sine venner om at være forsigtig ved spisetiderne. Ellers ville hans ulvehund, der „fra snude til halespids var cirka 2 meter lang, spise rub og stub fra hans tallerken uden at den behøvede så meget som at plante en pote på bordet eller stolen“.
Disse hunde er forholdsvis små når de kommer til verden — de vejer kun omkring 0,7 kilo når de bliver født — men de vokser hurtigt. En lykkelig ejer af en ulvehund siger at som hvalpe er de „charmerende små skabninger“, men „forbavsende hurtigt forandrer de sig fra små og buttede bylter til ranglede, blide væsener med altdominerende lange ben“.
Det er ikke så tit man hører dem gø, da de har en venlig og rolig natur. Men hører man dem gø, er det en uforglemmelig oplevelse. En mand som hørte dette, skal have sagt at det var „den mest melankolske og dybeste gøen han nogen sinde havde hørt“.
Den irske ulvehunds udseende er blevet beskrevet som „glubsk, med gennemborende øjne, buskede øjenbryn og en strid, mørkegrå pels“ — lige den type hund man ved første øjekast helst vil undgå. Men det siges også at den er „så skikkelig at selv et barn kan lege med den“. Som en kyndig ejer udtrykker det, er den i virkeligheden „overordentlig kærlig“. Og den er ikke kun grå. Nogle har hvid, gyldenbrun (hvedefarvet), rød eller sort pels.
Den kendte forfatter Oliver Goldsmith priste dem i høje toner og skrev: „Den store irske ulvehund er overmåde smuk og majestætisk . . ., den største af hunderacen der findes i verden.“ Han var tydeligvis imponeret af det grove ydre som blandt andet dens øjenbryn, øjenvipper og knurhår giver den, og som giver den det såkaldt „ægte irske udtryk“.
Hvorfor uddøde denne race da næsten fuldstændig? En af årsagerne var deres popularitet. Beundrere betragtede hundene som en fornem gave de kunne sende til betydningsfulde mennesker, som for eksempel monarker. Hundene var derfor „eftertragtede og blev sendt til alle dele af verden“. Resultatet var at de blev spredt overalt i mindre antal. Hertil kom at man mistede interessen for racen i Irland da man ikke længere havde brug for hundene som ulvejægere.
I 1839 skildrede en varm tilhænger af ulvehunden den sørgelige situation på denne måde: „Det må give anledning til sorg at denne ædle hunderace snart vil uddø, og at den i løbet af få år uundgåeligt vil være forsvundet medmindre der gøres nogle særlige anstrengelser.“ Der var så få tilbage at det ikke var ualmindeligt at folk påstod at deres ulvehund var „den sidste af denne race“. Men de overlevede.
De blev reddet af de „særlige anstrengelser“ nogle gjorde sig, som for eksempel George A. Graham. I 1862 blev han opmærksom på problemet. Han samlede så mange af de resterende ulvehunde som han kunne finde. Gennem omhyggeligt opdræt lagde han grunden til at bestanden kunne overleve helt frem til i dag. Uden ham, sagde en historiker i 1893, „ville den sidste rest af denne mægtige hunderace måske have været uddød“.
En af deres beundrere, en anset opdrætter af den irske ulvehund, Phyllis Gardner, skrev: „Intet er sikkert i denne verden, men katastrofer til trods lader det til at denne ædle race ikke længere befinder sig på udslettelsens rand, og at dens popularitet er stadig stigende.“
[Illustration på side 23]
Ulvehundehvalpe der er cirka fire uger gamle
[Illustrationer på side 23]
Den skikkelige ulvehund fotograferet i Newtownards, Nordirland