Hvorfor nægter Jehovas vidner militærtjeneste?
Vor samvittighed forbyder os at gøre militærtjeneste. At lære hvordan man dræber og lemlæster andre, at skulle gøre brug af det man har lært i den retning, ja, selve ånden i soldatens verden, føler vi er i modstrid med den kristne ånd.
Vi har pligt til i vor kristne tjeneste at vise kærlighed mod vore medmennesker uanset hvilken nation, race eller sproggruppe de hører til. Vi skal endog elske vore fjender.
Vi har kristne brødre og søstre i så godt som hvert land der har et militært program. Hvis Jehovas vidner ikke konsekvent nægtede militærtjeneste, kunne de komme i den situation at de under en militær aktion mod et andet land kom til at dræbe eller såre egne trosfæller. En sådan situation kan vi ikke tillade os at komme i.
Vi har pligt til at kæmpe mod det onde, men Bibelen siger udtrykkeligt at vor kamp ikke er mod mennesker, men mod „ondskabens åndemagter“. Samtidig beskrives den kristnes udrustning og bevæbning: retfærdigheden som brynje, troen som skjold og Guds ord som „Åndens sværd“. Skoene på fødderne beskrives som „villighed til at forkynde fredens evangelium“.
Om det bogstavelige sværd sagde Jesus: „Alle, som griber til sværd, skal falde for sværd.“
På dette grundlag nægter vi også at medvirke til fremstilling af militærudrustning. I det andet århundrede skrev en af kirkefædrene: „Vi der var optaget af krig, indbyrdes myrderi og enhver form for ondskab, har hver især i hele verden lavet vore krigsvåben om — vore sværd til plovjern og vore spyd til landbrugsredskaber — og vi opdyrker fromhed, retfærdighed, menneskekærlighed, tro og håb, hvad vi får fra Faderen selv gennem ham som blev korsfæstet.“ — Justinus Martyr i „Samtale med jøden Tryfon“ (det 2. århundrede), oversat fra The Ante-Nicene Fathers (Grand Rapids, Michigan), redigeret af Alexander Roberts og James Donaldson, bind I, s. 254.
Vor samvittighed byder os også at nægte civil statstjeneste, der i nogle lande pålægges militærnægtere som en erstatningstjeneste. Vi kan godt være ansat i statens tjeneste, for eksempel som postbud, hvor forholdet er som en arbejders til en arbejdsgiver. Men det forhold man træder ind i ved at acceptere en tvungen erstatningstjeneste, er helt anderledes. Det kan snarere sammenlignes med en træls eller slaves forhold til sin herre, og her gælder da Jesu ord om at vi kun kan have én herre. Vi er allerede købt og betalt. Vi kan ikke give staten ret i at den har et sådant krav på os.
Dette konsekvente standpunkt har ført til at Jehovas vidner nu i flere lande helt fritages både for militærtjeneste og civil erstatningstjeneste. For eksempel i Sverige, Holland og Østrig.
Litteratur:
Sandheden der fører til evigt liv, s. 159-162
Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? s. 126-128
Jehovas vidner og Guds gerning, s. 154-174
[Oversigter på side 17]
For åndens og samvittighedens skyld
For kærlighedens skyld
[Oversigter på side 18]
For trosfællernes skyld
Vi har fået ordre til at bekæmpe det onde med åndelige våben
Nægter også civil statstjeneste som en erstatning for militærtjeneste