BELIAR

(Beʹliar) [gr.: Beliʹar, af hebr. belījaʹ‛al, „uduelighed, nedrighed“, en sammensætning af belīʹ, „ikke, uden“, og ja‛alʹ, „at være af værdi; at være gavnlig, nyttig“].

Den egenskab eller tilstand at være ubrugelig, unyttig eller nedrig. Det hebraiske ord belījaʹ‛al anvendes om tanker, ord og råd (5Mo 15:9; Sl 101:3; Na 1:11) eller om en situation man befinder sig i (Sl 41:8); men som oftest anvendes det om nedrige personer, uslinge af værste slags. Eksempler på denne anvendelse er: mænd der forleder andre til at dyrke falske guder (5Mo 13:13); de benjaminitter der begik en seksualforbrydelse i Gibea (Dom 19:22-27; 20:13); Elis ugudelige sønner (1Sa 2:12); den uforskammede Nabal (1Sa 25:17, 25); modstandere af David, Guds salvede (2Sa 20:1; 22:5; 23:6; Sl 18:4); de usle mænd der sluttede sig til Jeroboam (2Kr 13:7); de mænd der på Jesabels foranledning sammensvor sig imod Nabot (1Kg 21:10, 13); og personer i almindelighed som sår splid (Ord 6:12-14; 16:27; 19:28). Jehova viste at fjendtlige magter ikke længere ville forhindre hans folk i at udøve den sande tilbedelse i landet, da han ved sin profet erklærede: „Det skal ikke ske igen at en usling drager igennem dig. Han vil blive fuldstændig udryddet.“ — Na 1:15; se også 1Sa 1:16; 10:27; 30:22; Job 34:18.

Da nedskrivningen af Bibelens græske skrifter blev påbegyndt i det 1. århundrede, var „Belial“ eller „Beliar“ blevet en betegnelse for Satan. Når Paulus i sin række af parallelle kontraster i 2 Korinther 6:15 skriver: „Hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar?“, er der derfor almindelig enighed om at han med „Beliar“ sigter til Satan. Sådan gengives udtrykket i den syriske Pesjitta.