MAKEDONIEN, MAKEDONIERE

(Makedoʹnien).

Makedonien er et område i Sydøsteuropa i den centrale del af det der nu kaldes Balkanhalvøen. Det strakte sig fra Adriaterhavet i vest til Det Ægæiske Hav i øst og lå nord for Achaia. Der er talrige frugtbare sletter i Makedonien skønt landet for størstedelens vedkommende er et bjergland. I oldtiden tjente Makedonien som et vigtigt forbindelsesled mellem øst og vest. Den velkendte romerske vej Via Egnatia førte fra Dyrrhachium og Apollonia på halvøens vestkyst til Neapolis på østkysten, og videre.

Makedonierne var efterkommere af Jafet, muligvis gennem Javans søn Kittim. (1Mo 10:2, 4, 5) Skønt navnet Kittim i første række forbindes med øen Cypern, blev det i oldtiden også brugt om andre områder. Josefus skriver at hebræerne kaldte øerne og de fleste af kysterne (åbenbart i Middelhavsområdet) for „Chethim“. (Jewish Antiquities, I, 128 [vi, 1]) Dette kan være grunden til at Makedonien kaldes „Chittim“ eller „kittæernes land“ i den apokryfe Første Makkabæerbog (1:1, Ka, DA53), og at makedonierne betragtes som efterkommere af Kittim.

Historie. Makedonien blev en førende magt under Filip II’s herredømme. Det lykkedes Filip at forene Makedonien og de tilgrænsende områder, og som følge af hans sejr i slaget ved Chaironeia (338 f.v.t.) opnåede Makedonien førerstillingen blandt de græske stater. Efter at Filip var blevet snigmyrdet, besteg hans søn Alexander (den Store) tronen. To år senere indledte Alexander sine omfattende erobringer. Ved sin død i Babylon (323 f.v.t.) havde Alexander som følge af sine militære sejre opbygget et imperium der strakte sig så langt mod øst som til Indien og omfattede Mesopotamien, Syrien, Palæstina, Ægypten, Lilleasien, Thrakien, Makedonien og Grækenland. — Se Daniel 2:31-33, 39; 7:6; 8:1-7, 20, 21; ALEXANDER, 1; BILLEDE; DYR, SYMBOLSKE.

Antipatros, der havde hersket over Makedonien mens Alexander førte krige i øst, bevarede sin stilling da riget blev delt efter Alexanders død. Før sin død overgav Antipatros herredømmet til Polysperchon i stedet for til sin søn, Kassander. Derpå fulgte en række politiske kampe der kulminerede i at Kassander blev anerkendt som konge af Makedonien. Han blev efterfulgt på tronen af sin søn Alexander, som imidlertid kort efter blev dræbt af Demetrios Poliorketes (søn af Antigonos Kyklops, en af Alexander den Stores generaler). Igen herskede der forvirring. Til sidst bemægtigede Antigonos Gonatas, søn af Demetrios Poliorketes, sig tronen. Han blev fordrevet to gange, men genvandt herredømmet hver gang, og Makedonien blev regeret af Antigoniderne indtil det kom under romersk herredømme. I midten af det 2. århundrede f.v.t. blev Makedonien en romersk provins. I en periode i det 1. århundrede var det lagt sammen med Achaia mod syd og Møsien mod nord som en kejserlig provins der var underlagt legaten i Møsien. I år 44 e.v.t. blev Makedonien imidlertid igen en senatsprovins som var underlagt en romersk landshøvding. — Se også GRÆKENLAND, GRÆKERE.

Paulus’ tjeneste. Makedonien var det første område i Europa som apostelen Paulus besøgte på sin anden missionsrejse. Da han opholdt sig i Troas i det nordvestlige Lilleasien, fik han et syn. „En makedonisk mand stod og bønfaldt ham og sagde: ’Kom over til Makedonien og hjælp os.’“ (Apg 16:8, 9) Paulus fulgte opfordringen og rejste sammen med Lukas, Timoteus og Silas (og muligvis andre rejsefæller) til Makedonien. Efter ankomsten til Neapolis (Filippis havneby i det nordøstlige Makedonien) tog Paulus til Filippi og forkyndte den gode nyhed dér. (Apg 16:11-40) Det lader til at Lukas blev tilbage i Filippi da Paulus, Silas og Timoteus rejste videre gennem de makedoniske byer Amfipolis (ca. 50 km vestsydvest for Filippi) og Apollonia (ca. 50 km sydvest for Amfipolis). Derefter forkyndte Paulus i de makedoniske byer Thessalonika (ca. 60 km vestnordvest for Apollonia) og Berøa (ca. 80 km vestsydvest for Thessalonika). (Apg 17:1-12) Da det trak op til pøbeloptøjer i Berøa, så Paulus sig nødsaget til at forlade Makedonien. Men han efterlod Silas og Timoteus i Berøa for at de kunne tage sig af den nye gruppe af troende dér. De skulle så senere slutte sig til ham igen. (Apg 17:13-15) Nogen tid efter sendte Paulus, der var bekymret for den nyoprettede menighed i Thessalonika, Timoteus dertil for at han kunne styrke brødrene dér. (1Ts 3:1, 2) Det er muligt at Timoteus sluttede sig til Paulus i Athen (i Achaia) og derefter blev sendt tilbage til Thessalonika. Men det er mere sandsynligt at Paulus sendte bud til ham i Berøa om at tage til Thessalonika. Den gode rapport Timoteus aflagde da han kom tilbage, fik Paulus til at skrive sit første brev til thessalonikerne. (1Ts 3:6; Apg 18:5) Ikke længe efter fulgte hans andet brev til thessalonikerne.

Under sin tredje missionsrejse havde Paulus planer om at vende tilbage til Makedonien. (1Kor 16:5-8; 2Kor 1:15, 16) Mens han selv blev nogen tid i Efesus, sendte han Timoteus og Erastus i forvejen dertil. (Apg 19:21, 22) Det var efter dette at sølvsmeden Demetrius i Efesus rejste en opstand mod Paulus. Byen fyldtes af forvirring, og indbyggerne stormede ind i teatret og førte med magt „makedonierne Gajus og Aristarkus, Paulus’ rejsefæller,“ med derind. (Apg 19:23-29) Da uroen havde lagt sig, tog Paulus af sted til Makedonien. (Apg 20:1) Undervejs gjorde han åbenbart ophold i Troas, hvor han blev skuffet over ikke at træffe Titus, som var blevet sendt til Korinth i Achaia for at hjælpe til med indsamlingen til de hellige i Judæa. (2Kor 2:12, 13) Paulus fortsatte da til Makedonien, hvor Titus sluttede sig til ham og forklarede ham hvordan korintherne havde reageret på apostelens første brev. (2Kor 7:5-7) Derefter skrev Paulus sit andet brev til korintherne og tog senere mod syd til Grækenland. Han havde haft i sinde at sejle fra Grækenland til Syrien, men en jødisk sammensværgelse imod ham fik ham til at ændre planer og vende tilbage gennem Makedonien i stedet. (Apg 20:2, 3) Blandt hans rejsefæller var der tre makedoniere, Sopater, Aristarkus og Sekundus. — Apg 20:4.

Skønt de kristne i Makedonien var fattige, var de meget gavmilde. De gav endog „over evne“ til deres trængende brødre i Judæa. (2Kor 8:1-7; jf. Ro 15:26, 27; 2Kor 9:1-7.) Filipperne støttede i særlig grad Paulus i hans tjeneste. (2Kor 11:8, 9; Flp 4:15-17) Selv under apostelens første fængselsophold i Rom sendte menigheden i Filippi en udsending, Epafroditus, til ham for at han kunne sørge for ham. (Flp 2:25-30; 4:18) Og thessalonikerne blev på grund af deres store tro og udholdenhed „et eksempel for alle de troende i Makedonien og i Achaia“. — 1Ts 1:1-8; 4:9, 10.

Det ser ud til at Paulus efter fængselsopholdet i Rom atter tog til Makedonien og derfra skrev det brev der kaldes Første Timoteusbrev. (1Ti 1:3) Brevet til Titus er muligvis også skrevet fra Makedonien.