SELVBEHERSKELSE

Det at kunne beherske sig, styre sig selv, lægge bånd på sin person, sine tanker, sin tale og sine handlinger. (1Mo 43:31; Est 5:10; Sl 119:101; Ord 10:19; Jer 14:10; Apg 24:25) De hebraiske og græske ord for selvbeherskelse indeholder tanken om at have magt eller kontrol over sig selv. Selvbeherskelse er en frugt af Guds ånd. (Ga 5:22, 23) Skønt Jehova ejer ubegrænset magt, har han altid udvist selvbeherskelse. I stedet for straks at skride ind over for dem der overtræder hans love, lader han nogen tid gå så de får lejlighed til at vende om fra deres onde handlinger og genvinde hans gunst. — Jer 18:7-10; 2Pe 3:9.

Når det imidlertid er blevet klart at de der har fået tid til at angre, ikke vil benytte sig af hans barmhjertighed, ophører han med rette med at holde dommen tilbage. Sådan var det i forbindelse med babylonierne, som ødelagde Jerusalem i 607 f.v.t. Da de ikke indså at Jehova blot havde givet dem lov til at underlægge sig Israel for at tugte israelitterne for deres troløshed, behandlede de israelitterne nådeløst og førte tugten langt videre end Guds dom havde krævet. (Jf. Es 47:6, 7; Zak 1:15.) Jehova havde forudset dette, og gennem profeten Esajas havde han vist at den tid ville komme da han ikke længere ville vise selvbeherskelse og afholde sig fra at straffe ødelæggerne: „Jeg har tiet i lang tid. Jeg forblev tavs. Jeg beherskede mig. Nu stønner jeg som en kvinde der føder, gisper og snapper samtidig efter vejret. Jeg vil afsvide bjerge og høje, og alle deres planter vil jeg udtørre.“ — Es 42:14, 15.

Kristus Jesus viste også selvbeherskelse. I forbindelse med en vejledning om at tjenere i et hus skulle underordne sig deres herre, skrev apostelen Peter: „Det var jo det I blev kaldet til, for også Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor. . . . Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig til ham der dømmer retfærdigt.“ — 1Pe 2:21-23.

I „de sidste dage“ ville mangel på selvbeherskelse være et typisk træk hos dem der ikke var sande kristne. (2Ti 3:1-7) Men da de kristne skal efterligne Gud og hans søn (1Kor 11:1; Ef 5:1), må de stræbe efter at opdyrke selvbeherskelse i alle ting. (1Kor 9:25) Apostelen Peter skrev: „[I skal] til jeres tro føje dyd, til jeres dyd kundskab, til jeres kundskab selvbeherskelse, til jeres selvbeherskelse udholdenhed, til jeres udholdenhed gudhengivenhed, til jeres gudhengivenhed broderlig hengivenhed, til jeres broderlige hengivenhed kærlighed. For hvis disse egenskaber er i jer og strømmer over, vil de afholde jer fra at blive uvirksomme eller uden frugt med hensyn til den nøjagtige kundskab om vor Herre Jesus Kristus.“ — 2Pe 1:5-8.

Selvbeherskelse må især kendetegne dem der tjener som tilsynsmænd i den kristne menighed. (Tit 1:8) De må kunne beherske sig både i ord og handling for at kunne løse de problemer der opstår i menigheden. Apostelen Paulus gav Timoteus denne vejledning: „Afvis tåbelige og dumme diskussioner, idet du ved at de afføder stridigheder. Og en Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle, egnet til at undervise, idet han finder sig i ondt og med mildhed belærer dem som ikke er gunstigt stemt.“ — 2Ti 2:23-25.

Hvis man i en given situation glemmer at vise selvbeherskelse, kan det sætte en plet på ens omdømme selv om man har en lang og tro tjeneste bag sig, og det kan medføre mange vanskeligheder. Det fremgår blandt andet af kong Davids eksempel. Skønt David var loyal mod den sande tilbedelse og elskede de retfærdige principper i Guds lov (jf. Sl 101), begik han ægteskabsbrud med Batseba, og det førte igen til at han lod hendes mand, Urias, blive sat på en post hvor han næsten med sikkerhed ville blive dræbt. Som følge af disse handlinger var David i mange år udsat for svære problemer i sin familie. (2Sa 12:8-12) Hans eksempel understreger desuden visdommen i at undgå situationer som kan føre til at man mister sin selvbeherskelse. Han kunne være gået ned fra taget af sit palads, men han blev åbenbart ved med at nyde synet af Batseba mens hun badede sig, og kom derved til at begære hende. — 2Sa 11:2-4.

Det vil ikke være klogt af en der mangler selvbeherskelse, at forblive ugift hvis han kan indgå et ærefuldt ægteskab og derved beskytte sig selv mod at begå utugt. I denne forbindelse skrev apostelen Paulus: „Hvis ikke de har selvbeherskelse, så lad dem gifte sig, for det er bedre at gifte sig end at være optændt af lidenskab.“ — 1Kor 7:9, 32-38.