TARSJISJ

(Tarʹsjisj) [af en rod der betyder „at sønderslå, ødelægge“].

1. En efterkommer af Benjamin og en søn af Bilhan. — 1Kr 7:6, 10.

2. En fyrste, en af kong Ahasverus’ syv rådgivere som fik forelagt sagen om den oprørske dronning Vasjti. — Est 1:12-15.