Spørgsmål fra læserne
● Hvor mange dage var Jesus i graven? Nogle siger tre hele dage. Er det rigtigt? — Læser i Vermont.
Nej. Men nogle drager denne slutning fra Jesu ord: „Ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød.“ (Matt. 12:40) Dette kunne synes at betyde i alt 72 timer, men vi må ikke overse andre lignende udtryk, som viser den virkelige betydning af disse ord. I bibelens sprog betyder „tre dage“ ikke nødvendigvis tre fulde dage, men kan betyde dele af tre forskellige dage. Når Rehabeam derfor sagde til folket, at de skulle komme igen om „tre dage“, kom de tilbage på „tredjedagen“, „som kongen havde sagt“. (1 Kong. 12:5, 12) Jesus sagde om sig selv, at han var opstået „på den tredje dag“. (Luk. 24:46) Gentagne gange taler bibelen om, at Jesus er oprejst på den tredje dag; men hvis han forblev i graven tre fulde dage eller 72 timer, ville det have været den fjerde dag. Jesus blev dræbt fredag eftermiddag, lå i graven lørdag og blev oprejst søndag morgen. En detailleret behandling af dette spørgsmål findes i Vagttaarnet, 15. oktober 1944.
● Hvordan skal Åbenbaringen 20:5 forstås, når der siges: „De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende“? — Læser i Kentucky.
Dette betyder ikke, at „de andre døde“, de, der ikke hører til Kristi legemes lemmer, som skal regere sammen med ham i himmelen i tusinde år, ikke får nogen opstandelse for ved slutningen af Tusindårsriget. I de forgangne årtusinder har menneskeslægten i almindelighed været regnet for „døde i . . . overtrædelser og synder“, under dødsstraffen, som er nedarvet fra Adam, uden ret til liv, og derfor uden del i livets fylde, set fra Guds synspunkt. Først ved udløbet af den tusindårige regering, efter at prøven har fundet sted ved, at Satan er kommet tilbage for en kort tid, vil fordelene ved Kristi genløsningsoffer til gavn for dem, der skal arve jorden, nå deres højdepunkt. Da er det, at Jehova erklærer dem for retfærdige og indskriver deres navne i „Livets bog“ for stedse, og de indgår helt og fuldt til evigt liv. Da vil, når den adamitiske død er afskaffet, jordens beboere først blive „levende“ i den virkelige betydning af liv set fra Guds synspunkt. — Ef. 2:1; Åb. 20:7-9, 12, 15; 22:19.
● Hvorledes kunne Jesus med rette fordømme det figentræ, som ikke havde båret frugt, og bevirke, at det visnede, i betragtning af at det ikke var figentid? — Læser i Oklahoma.
Beretningen herom lyder: „Da han langt borte så et figentræ, som havde blade, gik han derhen for om muligt at finde noget på det. Men da han kom hen til det, fandt han ikke andet end blade; thi det var ikke figentid.“ Straks efter visnede træet og gik ud. (Mark. 11:12-14, 20) Forskellige bibelfortolkere forsøger at påvise, at under visse omstændigheder kunne der være figener på træerne på den tid af året, men deres argumenter synes ikke at være alt for stærke, og de opvejer ikke skriftens forklaring, at „det var ikke figentid“. Hvorfor da fordømme træet? Fordi træets udseende lod iagttageren formode, at der var figener på det. På figentræer kommer frugten før bladene, og når bladene er udsprunget, skulle man kunne vente at finde frugt. Dette træ havde blade. Jesus så det på lang afstand. Han havde ret til at vente frugt på det, i betragtning af, at der var blade på det, så han gik hen til det for at plukke nogle figener til at stille sin sult med. Da han ingen fandt, forbandede han træet. Det var ikke figentid, men øjensynlig var dette træ en undtagelse, usædvanlig tidligt udsprunget af en eller anden grund, og dets blade gav løfte om frugt. Det minder os om det jødiske folk, der var i pagt med Gud og havde loven og iagttog en ydre form for gudsdyrkelse og således udadtil gav det udseende af at bære frugt for Gud; men da Jesus Kristus kom til jorden og inspicerede dette folk, fandt han, at dets foregivende af at bære frugt var falsk, og han forbandede dette folk, idet han sagde: „Jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ Det visnede og døde som Guds hellige folk, for han forkastede det, og derefter kom romerne og ødelagde Jerusalem. — Matt. 23:38.
● Kan man sige, at Harmagedon begyndte i 1914 med, at Satan blev kastet ud af himmelen og ned på jorden? — Læser i Connecticut.
Da hedningernes tider udløb og Jesus blev sat på tronen i 1914, anerkendte Satan ikke den nye konge, og det resulterede i en krig i himmelen, som endte med, at Satan blev udstødt derfra. Den krig var begyndelsen til „endens tid“ for Satans verden, men den blev ikke ført igennem til Satans tilintetgørelse. Trængselen blev afkortet for at tillade forkyndelsen af Rigets gode budskab og indsamlingen af Herrens andre får på jorden. Når vidnesbyrdet er blevet forkyndt, og får og bukke er adskilt, da vil den absolutte ende på Satans verden komme. Det vil være Harmagedon, krigen på Guds, den Almægtiges, store dag, og det vil rense hele universet for Satan og hans dæmoner og hans synlige repræsentanter på jorden. — Matt. 24:14; Åb. 12:7-12; 16:14-16; 19:11–20:3.