Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor siger New World Translation, at Kristi efterfølgere fik navnet kristne „efter guddommeligt forsyn“? Jeg mener, det er et smædenavn, som de vantro gav dem. I 1 Mos. 4:26 fortælles der, hvordan menneskene hyklerisk kaldte sig med Jehovas navn; bliver de, der kalder sig med Kristi navn, ikke et modbillede til dem? — F. B., England.
Ap. G. 11:26, NW, siger: „Det var først i Antiokia, at disciplene efter guddommeligt forsyn fik navnet „kristne“.“ Oversættelsen lyder således, fordi det øjensynligt er, hvad det originale græske ord betyder. Verbet chrematízo, som der her er tale om, forekommer ni gange og navneordet chrematismós een gang, og ved at slå disse steder efter og lægge mærke til, hvordan oversættelsen lyder i hvert enkelt tilfælde, vil De se, at disse græske ord altid bruges i forbindelse med det, der er fra Gud og altså i den forstand er guddommeligt. Se Matt. 2:12, 22; Luk. 2:26; Ap. G. 10:22; 11:26; Rom. 7:3; Hebr. 8:5; 11:7; 12:25 Og Rom. 11:4. Da Ap. G. 11:26 er temmelig omdiskuteret, har New World Translation-komiteen gjort ret i at oversætte ordet med „efter guddommeligt forsyn“. Hvad enten det var fjenderne eller Gud, der ved Kristus kaldte de troende for kristne, så var denne benævnelse ifølge den bibelske anvendelse af det græske ord i harmoni med det guddommelige forsyn. Det græske ord, der bruges i 1 Mos. 4:26 i den græske Septuaginta, er ikke det samme som i det her omtalte skriftsted, men det ord, der er brugt i Ap. G. 2:21 og Rom. 10:13.
● Hvorfor siger Es. 45:7, AS, at Jehova skaber ondt, når vi ved, at han er god og retfærdig i alle sine gerninger? — C. S., Ontario, Canada.
Es. 45:7 lyder: „Jeg danner lyset og skaber mørke, jeg giver fred og skaber ondt; jeg er Jehova, som gør alt dette.“ (AS) Jehova Gud sender lys til de retsindige og oplyser deres sind gennem sit ord, bibelen, men han sender åndeligt mørke over dem, der med vilje fortsætter en uret handlemåde. (Sl. 82:5-7; 97:11; 2 Pet. 2:4; Jud. 13) De, som er indviet til Gud og hans tjeneste, får allerede fred i sindet nu, og i den nye verden under hans fredsfyrstes regering vil alle, der lever, for evigt glæde sig over denne velsignede tilstand. (Sl. 72:1, 4, 7, 8; Es. 9:6, 7) Med hensyn til udtalelsen om, at Gud skaber ondt, så hentyder det ikke til noget, der er moralsk forkert eller ondt, hvad Gud aldrig kunne gøre sig skyld i, men det hentyder til en ødelæggende ulykke eller katastrofe af den art, som han bringer over de fjender, der ikke angrer — og det vil han særlig gøre i slaget ved Harmagedon. Siden den oprørske Adams tid har Gud straffet dem, der med vilje har været onde, og dette har været fuldstændig retfærdigt fra Guds side, men det har været som et onde for dem, der fortjente det. Dette spørgsmål er udførligt behandlet i to artikler, „Fred og Ulykke“, som stod i Vagttaarnet for 1. og 15. juli 1930.