Årsrapport for Danmark

OPFORDRINGEN til fangerne om at forlade deres gamle religiøse bosteder og komme hen til Herrens rene tilbedelsessted går stadig ud. Befolkningen i Danmark gør dette i et antal, der er alt for stort til, at præsterne synes om det. Over hele Danmark udfolder præsteskabet en virkelig anstrengelse for at holde på deres tilhængere, og de forsøger at forhindre dem i at høre, hvad Jehovas vidner har at sige. Dette har ikke hjulpet dem særlig meget, fordi Jehovas vidner kan give det svar, folk mangler. De giver dem Guds ord fremfor menneskers teorier og læresætninger. Der afholdes mange offentlige møder ud over hele landet imod Jehovas vidner; disse bliver organiseret af præsteskabet. Landstjeneren giver os nogle interessante oplysninger.

Vi begyndte tjenesteåret med at afholde et sektionsstævne i København, og det blev til det største stævne, vi endnu har haft. Det vakte vore fjenders vrede; disse havde i nogen tid været optaget af en bagvaskelseskampagne imod vor forkyndelse og vort arbejde i det hele taget. En avis, der kaldes „Kristeligt Dagblad“, og som ikke synes at leve op til sit navn, hader sandheden. Den skrev en ærekrænkende artikel om vort stævne og anklagede Jehovas vidner for at vildlede folket.

Det skal siges, at ikke alle præsterer imod Jehovas vidner. Her følger nogle uddrag af en artikel, der er skrevet af en dansk pastor. „Med undtagelse af nogle små kristne bevægelsers bestræbelser for at opnå fred ser vi ikke nogen anstrengelser for at vinde frem til enighed mellem de kristne. . . . Jehovas vidner er militærnægtere. Det er kvækerne også, og nogle få andre kristne og ikke-kristne indtager et lignende standpunkt; men verdens store kirkesamfund er fuldstændig tavse under de i øjeblikket forøgede forberedelser til krig. Det kan tyde på, at der er et misforhold mellem tro og gerning. Hvis det er sandt, at et træ kendes på dets frugter (og jeg tror, det er sandt), så er der noget alvorlig galt med kundskaben om Gud for de kristne nationers vedkommende.“

Den store begivenhed i tjenesteåret var naturligvis Londonkonventet. Mange venner havde i lang tid forberedt sig til at overvære det. Der blev arrangeret særtog fra København til London med 367 venner. På toget blev der anbragt bannere med teksten „Jehovas vidner — Londonkonvent“. På køreturen gennem Danmark havde vi teksten på dansk. Da vi kørte gennem Tyskland, satte vi den tyske tekst på, og i Belgien havde vi teksten på fransk.

Over 400 danske venner (ca. 7 procent af forkynderne) overværede den store fest. Alle transportmidler blev taget i brug — tog, biler, motorcykler, cykler — og en pioner „kørte på tommelfingeren“ til London. Vi blev alle forfriskede af de vidunderlige sandheder, der blev fremholdt. De fleste af de danske venner havde kun meget lidt kendskab til det engelske sprog, men de fik hovedpunkterne forklaret af dem, som kendte sproget. De opsummeringer, der blev givet ved de danske møder, viste sig også at være til stor hjælp.

Ved slutningen af tjenesteåret havde vi den store glæde at få besøg af Selskabets præsident, broder Knorr, hans sekretær, broder Henschel, og broder K. M. Jensen. De instruktioner og kloge råd, der blev givet af disse kære tjenere for den Højeste, bragte i sandhed glæde til vore hjerter. Ved konventet nåede vi en tilhørerrekord ved det offentlige møde, hvor 6912 hørte „Er religion en løsning på verdenskrisen?“ Broder Knorr viste meget klart, at den organiserede religions indsats ifølge beretningen var meget ussel.