Missionærarbejde spreder frihed og kærlighed

Eksamen for Gileads attende klasse

FOR seks og tyve århundreder siden skrev profeten Esajas om sin tro på missionærarbejde med disse ord: „Sig til fangerne: Gå ud!“ Den samme bibelske forfatter stillede sig villigt til rådighed for en sådan frigørende virksomhed hvor som helst, den var påkrævet, da han sagde: „Her er jeg, send mig!“ (Es. 49:9, KJ; 6:8) I dag står Vagttaarnets bibelskole Gilead i staten New Yorks naturskønne egn omkring Finger Lakes i nærheden af Ithaca som et moderne vidnesbyrd om den samme indstilling. Hedenske lande, der er i fuldstændigt mørke angående den sande Guds hensigter, bliver betjent af missionærer, som er udgået derfra, men virksomheden er slet ikke begrænset til disse lande. Kristenhedens selvretfærdighed er blot et skjul for dens hedenske tro og afslører dens åndelige behov.

Derfor uddanner Jehovas vidner deres heltidsforkyndere på Gilead, for at de kan udføre Kristi befaling: „Gør alle folkeslagene til mine disciple.“ (Matt. 28:19) Hvem vil benægte, at dette at sprede kundskab om Gud og kærlighed til ham og andre mennesker er i høj grad praktisk i vor tids krigshærgede verden? Denne hensigt blev klart fremstillet ved afslutningen for Gileads attende klasse den 10. februar 1952.

Denne søndag formiddag klokken 9 havde den største skare, der nogen sinde har overværet en vintereksamen på Gilead, taget plads i fire forskellige sale. Handlingen begyndte, da landbrugstjeneren og skolens fire instruktører holdt deres afskedstaler, hvori de gav deres afsluttende råd og vejledning. Så blev der oplæst lykønskningstelegrammer fra kristne ud over hele verden, hvis tanker på denne dag var vendt mod Gilead. Derefter begyndte N. H. Knorr, præsident for skolen og Vagttaarnsselskabet, på sit foredrag over emnet „Arbejd sammen med ham“.

Broder Knorr var netop vendt hjem fra en lang tjenesterejse, hvorunder han havde talt med Selskabets missionærer i lande så langt borte som Indien. Det var tydeligt for de tilstedeværende, at han ønskede at fremføre noget, der lå ham på hjerte, noget, han havde tilegnet sig ved sin intime kontakt med udbredelsen af den sande tilbedelse, der finder sted over hele verden. I måske den skarpeste og mest direkte eksamenstale i skolens historie fortsatte han med at uddybe den sande tjeners enestående stilling som en Kristi „stedfortræder“, der sørger for retsindige menneskers åndelige behov. Foredraget var baseret på apostelen Paulus’ brev, 2 Korinter, kapitlerne 5 og 6.

„Du har haft den mest vidunderlige lejlighed til at studere og dygtiggøre dig,“ sagde han, „men vil du nu arbejde sammen med ham? Vil du virkelig være en stedfortræder for Kristus ved at hjælpe hans får til at opnå modenhed? Hvilken rolle vil du nu spille? Du har måske megen kundskab, men hvis du ikke viser virkelig kærlighed fra hjertet, vil du ikke være til nogen gavn for Herren. Du vil ikke gøre noget som helst godt for de ærlige mennesker i disse andre lande.“

Han fortsatte med at vise, hvordan større kundskab somme tider kan give et forkert resultat, nemlig stolthed. „Der hviler et stort ansvar på jer. Jeres brødre på arbejdsmarken vil vente meget, meget mere af jer. Vil I føre an med hensyn til at vise kærlighed?“ Desværre har nogle missionærer ikke gjort dette, og kontrasten mellem dem og de mange, som har, blev trukket op, og det blev vist, at det er muligt for stolthed og overlegenhed eller kulde og ufølsom ligegyldighed at vinde indpas og få en til at gøre skade i stedet for at hjælpe Herrens får.

Med en indtrængende opfordring til alle tilstedeværende til at studere apostelens brev, specielt kapitel 6, fremdrog taleren otte og tyve punkter, som Paulus nævner som vigtige for at bevise, at man er en virkelig, moden Kristi tjener. Til sidst opsummerede han pointen i sit foredrag ved at læse følgende korte personlige brev, der lå i en konvolut, som hver af eleverne havde fået:

„KÆRE ELEVER I GILEADS ATTENDE KLASSE!

I dag betragtes I som kvalificerede til at deltage i uddannelsesarbejdet og til at vi jeres anstrengelser til fremme af varig fred mellem alle mennesker, der elsker retfærdighed. Jeres brødre overalt venter meget af jer. De regner med, at I er blevet modne, nu I har gennemgået Gilead-skolen. Jeres brødre venter, at I skal sætte et godt eksempel i ord og gerning. I har kundskaben. I har haft lejlighed til at forny jeres sind grundigt under de fem måneders studium.

Vil denne undervisning genspejle sig i jeres daglige handlinger? Vil I vise kærlighed og tålmodighed over for jeres brødre? Vil I være langmodige ved at hjælpe dem, der er børn i sandheden, til at vokse op? Kort sagt, vil I vise jeres modenhed inden for Herrens organisation? „Enhver, som har fået meget givet, af ham skal man kræve meget.“

Behandl aldrig blot for et øjeblik nogen fremtidig tjeneste i Herrens organisation overfladisk. Jeres brødre i alle dele af verden venter så meget af jer. Skuf dem ikke. Vis virkelig indvielse og oprigtig kærlighed over for alle jeres brødre; og sig til dem, der stadig er fanger: „Gå ud.“

Her er en lille gave, der vil hjælpe jer i gang nu, da I forlader skolen. Brug den på en klog måde, nemlig til at kunne fortsætte i arbejdet: Tilrettelæg jeres forhold, så I kan være virkelig travlt optaget med at forkynde evangeliet. Vi beder for, at I må gøre dette. Vi elsker vore brødre ud over hele verden, og vi ønsker, at I skal deltage i denne kærlighed ved at hjælpe dem. Vore bedste ønsker følger jer.

VAGTTAARNETS BIBEL- OG TRAKTATSELSKAB

N. H. Knorr, præsident.

Den 10. februar 1952.“

Indtil denne formiddag vidste eleverne endnu ikke, hvor de ville blive sendt hen. Forestil jer deres spænding, da nu broder Knorr kaldte dem frem efter de grupper, hvori de var delt, og bekendtgjorde, hvor hver gruppe skulle hen! Fem og halvfems af de ni og halvfems elever fik diplom for skolemæssig dygtighed, og alle fik tjenester, der vil føre dem til fem og tyve lande. Denne klasse vil hjælpe med at sætte åndelige fanger fri i de Forenede Stater, Quebec, Bahama-øerne, Central- og Sydamerika, dele af Europa og det Nære Østen, Indien og Afrika.

Lige før missionærerne blev sendt ud, forelagde en af dem en resolution, hvori eleverne erkendte deres nye ansvar og lovede at leve op til det så godt, de formåede. Dette fremkaldte bifald fra de mange tilhørere. En fælles bøn sluttede den højtidelige handling og udløste den ivrige skares opdæmmede begejstring. Deres fremtidsudsigter var emnet for samtalen resten af dagen. Der er lang vej fra Gileads fredfyldte enemærker til deres nye virkefelter. Imidlertid starter den attende klasse godt udrustet til sin opgave, at byde de villige tilhørere i mange lande: „Gå ud!“

(The Watchtower, 15. maj 1952)