Spørgsmål fra læserne
● Eftersom Johannes Døber havde set ånden komme ned fra himmelen som en due og blive over Kristus Jesus, i overensstemmelse med det tegn, Jehova havde sagt til ham, at han skulle se efter for at kunne identificere Messias (Joh. 1:32-34), hvorfor sendte han så senere sine disciple hen for at spørge Jesus, om han var den, der skulle komme? — E. P., Bolivia.
Mattæus 11:2-6 lyder: „Men da Johannes i sit fængsel hørte om Kristi gerninger, sendte han bud ved sine disciple og spurgte ham: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden? Da svarede Jesus og sagde til dem: Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: blinde ser, og lamme går, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige; og salig er den, som ikke forarges på mig.“
Johannes sendte bud efter denne rapport, ikke fordi han tvivlede på, at Jesus var Messias, men fordi han ønskede en bekræftelse. Han vidste, at profetien havde forudsagt visse gerninger, som Messias skulle udføre, og at få en sådan rapport om disse ting, der fandt sted, ganske særlig en førstehåndsrapport, ville være meget styrkende for ham, mens han der vansmægtede i fængslet. Jesus betragtede ikke Johannes’ spørgsmål som et udslag af mangel på tro og sendte Johannes en irettesættelse, men han sendte en opmuntrende rapport om, hvad der foregik, og viste, at sådanne profetier som f. eks. Esajas 35:3-6 var ved at blive opfyldt i både fysisk og åndelig henseende. Derfor var det en passende anmodning om en bekræftelse på den forkyndelse af Jesus som Messias, som Johannes tidligere havde bragt. At høre en så vidunderlig beretning om, hvorledes Jesus levede op til de messianske krav, var styrkende for den fængslede Johannes, som stod overfor at skulle halshugges.
● Hvorfor blev Aron ikke straffet, fordi han lavede en guldkalv, som israelitterne kunne tilbede? — A. F., California.
2 Mosebog 32:1-6 viser, at Aron gjorde dette for at imødekomme folkets krav, og deltagelsen i den orde handling synes at have været ret generel, eftersom den fik Jehova til at sige til Moses: „Lad mig nu råde, at min vrede kan blusse op imod dem, så vil jeg tilintetgøre dem.“ (2Mo 32 Vers 10) Mens det er sandt, at Aron samarbejdede med oprørerne i denne afgudsdyrkelse, antyder vers 25 muligheden af, at denne udskejelse blev tilladt i en bestemt hensigt: „Da Moses så, at folket var uregerligt (for Aron havde ladet dem blive uregerlige og til spot for deres angribere), stillede Moses sig ved porten til lejren og sagde: Kom hen til mig, enhver, som er for Herren! Da samlede alle levitterne sig om ham.“ (2Mo 32 Versene 25-27, AT) Aron var levit, og vi har lov til at forudsætte, at han ved denne lejlighed tog sit standpunkt sammen med dem, der var for Jehova, og imod dem, der modstod Moses. Omkring tre tusinde mennesker blev dræbt for denne afgudsdyrkelse. Endnu flere var skyldige i misgerningen, for efter at de tre tusinde var borte, påmindede Moses folket om, at det havde begået en stor synd. Altså var der flere end Aron, der ved denne lejlighed nød godt af Jehovas barmhjertighed. Øjensynligt var de cirka tre tusinde, der omkom, hovedmændene ved iværksættelsen af det afguderiske vovestykke, og de ville ikke tage imod tugtelse, ikke ydmygt angre eller indrømme deres onde handling og atter vende sig til Jehova. De fortjente ingen barmhjertighed. Men Aron opførte sig anderledes og viste, at han i hjertet ikke sympatiserede med afgudsdyrkelsen og kun handlede på pøbelens befaling og i virkeligheden stod på Jehovas side, da Moses trak linierne klart op i denne sag. — 2Mo 32 Versene 28-35.
● Hvad betyder Esajas 4:1, hvor der står: „Syv kvinder skal på hin dag gribe fat i een mand og sige: Vi vil spise vort eget brød og holde os selv med klæder, blot vi må bære dit navn. Tag vanæren fra os!“ — C. S., Washington.
Dette vers har nær tilknytning til de foregående. De sidste vers i det forudgående kapitel lyder: „Dine mænd skal falde for sværd, dit unge mandskab i strid. Hendes porte skal sukke og klage og hun sidde ensom på jorden.“ (Es. 3:25, 26) Esajas fortalte de brødebetyngede israelitter om den krigens og ødelæggelsens tid, der ville komme, og viste, hvilket indhug i nationens mandlige befolkning, denne tid ville bringe, og at der derved ville opstå en sådan mangel på mænd, at flere kvinder ville forene sig med en og samme mand. De ville med glæde bære hans navn og være genstand for hans opmærksomhed i nogen udstrækning, selv om de blev nødt til at dele ham med andre kvinder. De ville finde sig i polygami eller konkubinat for at få en lille andel i en mands liv.
Også i vore dage, i disse nødens, stridens og krigens sidste dage, hvor mange mænd er blevet dræbt og andre er afskåret fra det civile liv på grund af militære forpligtelser, er de giftefærdige mænd fåtallige. Nogle sociologer har for nylig offentligt givet udtryk for det synspunkt, at flere kvinder skulle slutte sig til en mand, at det er bedre at have del i en mand end slet ingen at have. I nogle nationer praktiseres polygami, og overalt bliver kønsforbindelserne mere og mere tilfældige og med mindre troskab over for lovformelige ægtefæller, selv der, hvor monogami officielt er den antagne skik. Mange kvinder finder sig i at dele en mand med andre kvinder, hvis det er nødvendigt, for at få del i en mands opmærksomhed og selv opnå tilfredsstillelse. I betragtning af sammenhængen ser det altså ud til, at Esajas 4:1 forudsagde den mangel på mænd, som senere skulle indtræffe, både på tidspunktet for Jerusalems ødelæggelse og nu i tiden. Imidlertid er denne tilstand ikke den af Gud godkendte måde for mænd og kvinder at leve sammen på i dag.