Spørgsmål fra læserne
● Da David mishagede Gud ved at holde mandtal over Israel, siger 2 Samuel 24:1, at det var Gud, der fik ham til det, hvorimod 1 Krøniker 21:1 siger, at det var Satan. Ligeledes opgiver 2 Samuel 24:9 det samlede antal til 800.000 israelitter og 500.000 judæere, hvorimod 1 Krøniker 21:5 opgiver tallet på Israels våbenføre mænd til 1.100.000 og Judas til 470.000. Hvorledes kan disse uoverensstemmelser passe sammen? — H. B., Massachusetts.
I Bibelen omtales Gud undertiden som den, der gør, hvad han blot tillader andre at gøre. Således siges der i 2 Samuel 24:1: „Jehovas vrede blussede atter op mod Israel, så at han æggede David mod dem og sagde: Gå hen og hold mandtal over Israel og Juda.“ Men det var ikke Jehova, der fik David til at synde. Som 1 Krøniker 21:1 siger, var det Satan: „Satan trådte op mod Israel og æggede David til at holde mandtal over Israel.“ Gud var utilfreds med Israel, og derfor tillod han Satan at bringe denne synd over dem, og det er grunden til, at 2 Samuel taler, som om Gud selv gjorde det. Rotherhams oversættelse viser, at det var med Guds tilladelse i stedet for på hans tilskyndelse: „Yahwehs vrede blussede op mod Israel, så han tillod David at gå imod dem, idet han sagde: Gå hen og tæl Israel og Juda.“ Septuaginta går så vidt, at den i sin engelske oversættelse sætter „Satan“ i stedet for stedordet „han“. Margenen i King James-oversættelsen siger ligeledes „Satan“ i stedet for „han“.
Der var til stadighed indrulleret 288.000 soldater i den kongelige tjeneste, og de var inddelt i 12 grupper på hver 24.000 mand. De benyttede et afløsningssystem, således at hver gruppe på 24.000 mand gjorde tjeneste een måned i løbet af et år. Der var ekstra 12.000 mand, som gjorde tjeneste hos stammernes tolv fyrster, således at det samlede antal i alt bliver 300.000. Øjensynlig indbefatter de 1.100.000, der nævnes i 1 Krønikebog, disse 300.000, som allerede var opført, hvorimod 2 Samuel ikke tæller dem med. (4 Mos. 1:16; 5 Mos. 1:15; 1 Krøn. 27:1-22) Med hensyn til Juda tæller 2 Samuel tilsyneladende de 30.000 med, som var stationerede ved grænsen til filisterlandet som observatorer, og disse er ikke medregnet i tallet i 1 Krøniker. (2 Sam. 6:1) Vi lægger mærke til, at i 2 Samuel siges der ikke „hele Israel talte“, sådan som 1 Krøniker gør i sin fuldstændige summering, men blot „Israel talte“ uden at bruge det alt indbefattende udtryk „hele“, da angivelsen i 2 Samuel jo ikke indbefatter den stående hær. Ligeledes siger beretningen i 1 Krøniker ikke „hele Juda talte“, som den gør i tilfældet med Israel, men blot „Juda [talte]“, eftersom den udelader 30.000 og altså ikke omfatter „hele“ Juda.
Når vi derfor tager alle forhold i betragtning i vor undersøgelse og husker på, at de to beretninger blev skrevet af forskellige mænd, som så sagen under forskellige synsvinkler, kan vi få dem til at harmonere uden vanskelighed.
● Levede der andre mennesker på jorden før Adam? Hvor fik Kain sin hustru fra? — G. B., Alberta, Canada.
Adam og Eva var de første mennesker; alle andre nedstammer fra dem. 1 Mosebog 5:4 siger: „Adam . . . avlede sønner og døtre.“ Kain giftede sig med een af disse døtre. Ingen af dem omtales i den del af beretningen, der omhandler tiden omkring deres fødsel, men de nævnes alle i slutningen af fortællingen om Adams liv. Det er sjældent, at Bibelen særskilt nævner pigers fødsel. I beretningen forud for 1 Mosebog 5:4 omtales andre mænd, der havde hustruer og fik børn, og dog siges der ikke noget om disse kvinders fødsel. Kains tilfælde danner ingen undtagelse. (1 Mos. 4:16-26) I øvrigt mener selv videnskabsmænd, der er tilhængere af evolutionsteorien, at der oprindelig kun var eet menneskepar, og at deres børn indgik ægteskab med hinanden, brødre og søstre.
● Hvorfor omtaler Paulus sig selv som korinternes åndelige fader i betragtning af Jesu påbud i Mattæus 23:9? Se 1 Korinter 4:15. — D. A., Illinois.
Paulus skrev til korinterne: „Thi om I så havde ti tusinde opdragere [formyndere, NW] i Kristus, har I dog ikke mange fædre; thi jeg er i Kristus Jesus blevet jeres fader ved evangeliet.“ (1 Kor. 4:15) Paulus var den første, der gav den livgivende sandhed til menigheden i Korint, og han var således som en fader for dem eller tjente som en stedfortræder for den himmelske Fader. Formyndere, som senere kom til, byggede blot videre på den livgivende grundvold, Paulus havde lagt. På grund af dette omtaler han somme tider dem, som han hjalp til at begynde at vandre ad livets vej, som sine børn for at vise sit særlige forhold og ansvar, sin interesse og hengivenhed. — 1 Kor. 4:17; Gal. 4:19; 1 Tim. 1:2; 2 Tim. 1:2; Tit. 1:4; Filem. 10; 3 Joh. 4.
Ikke desto mindre er Jehova den store Fader og den, der med rette må tiltales således af alle, som anerkender ham som deres livgiver og forsørger. For de „andre får“ vil Kristus blive Evigheds-Fader. (Matt. 6:9; Es. 9:6) Ingen andre bør vi give sådanne titler. Paulus brugte ikke benævnelsen „fader“ som en titel, men som en illustration. Han brugte det jordiske forhold i en menneskelig familie for at fremstille et sandt billede af sin stilling over for de korintiske kristne. Intet sted tiltales han som fader Paulus. Peter omtaler ham som „vor elskede broder Paulus“. (2 Pet. 3:15) Ingen af apostlene blev nogen sinde tiltalt med titlen fader. At lade sig benævne således af andre ville for dem have været at overtræde Jesu befaling: „I skal ikke kalde nogen på jorden jeres fader; thi kun een er jeres fader, han, som er i himlene.“ Sammenhængen viser, at han hentydede til smigrende Titler. (Job 32:21, 22; Matt. 23:6-12) Derfor var Paulus’ brug af illustrationen „fader“ for nøjagtigt at skildre sit forhold til kristne menigheder og enkeltpersoner, og ikke som en menneskeophøjende titel, ikke en overtrædelse af Mattæus 23:9.