„Det usynlige varer evigt“

VATIKANSTADEN drager turistens øjne. Peterspladsen, basilikaen, haverne, museerne, de ubetalelige kunstværker af verdens største mestre og juvelskattene, der næsten tager vejret fra en, pirrer den besøgendes fantasi, når de stråler ham i møde. En rigdom af traditioner rivaliserer desuden med den materielle herlighed. Den kommer til udtryk i schweizergarden, de pavelige ceremonier og den religiøse fromhed, besøgende katolikker lægger for dagen over for de mange statuer og billeder. Dog ligger der en uro i luften, som den årvågne iagttager ikke kan undgå at lægge mærke til. Det katolske Italien er ikke et land, hvor man ser nogen eksemplarisk kristen nidkærhed. Nogle få husblokke fra Vatikanet skifter billedet pludselig til Roms gader med deres lurende farer, smuds, umoralitet og kommunisme.

Alene det sidstnævnte onde har slået det katolske hierarki med frygt. Det har givet de pavelige taler et voksende islæt af politik. Det har forårsaget en desperat kamp, i hvilken kirken ved hjælp af Italiens gejstlige parti, de kristne demokrater, med nød og næppe har holdt fronten imod en mere og mere truende kommunistisk flodbølge. Italiens ynkværdige bondestand og kommunismens storslåede politiske løfter er en stadig kilde til næring for denne frygt. Men det er den åndelige fattigdom frem for den materielle, der bør give grund til uro.

I England, protestantismens gamle højborg, er de religiøse forhold kun lidt, hvis overhovedet, bedre. Det engelske blad Everybody’s Weekly bragte i sit nummer for 17. maj 1952 en artikel, hvori der spørges: „Er den engelske statskirke ved at dø?“ Forfatteren henviser til en bølge af bitter uvilje mod det afmægtige præsteskab og bemærker: „Efter alt at dømme er den engelske statskirke ved at dø.“ Og nedenunder et billede af den pragtfulde protestantiske katedral, York Minster, læser vi: „Er det muligt, at sådan en tro kan blive betydningsløs for mennesker, der er arvinger til en sådan herlighed?“

Denne åndelige forarmelse midt i en materiel pomp og pragt, som er almindelig både blandt protestanter og katolikker, er i skærende modsætning til de første kristnes forhold. Apostlene og disciplene fulgte Jesu Kristi eksempel og fortsatte efter hans død, opstandelse og himmelfart med at forkynde og forvente det kommende himmelske rige og dets retfærdige styre. Det gjorde dem neutrale med hensyn til denne verdens politik og sektvæsen, og disse sande kristne blev genstand for foragt, latterliggørelse og korporlig vold. Men til alt dette siger Paulus: „Derfor taber vi ikke modet; tværtimod, selv om også vort ydre menneske går til grunde, fornys dog vort indre menneske dag for dag. Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os, som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun til en tid, de usynlige varer evigt.“ — 2 Kor. 4:16-18.

Paulus og hans kristne fæller så det synlige romerske rige, der dengang stod på sin magts tinde, Men de vidste, at det ikke ville bestå. De vidste med sikkerhed, at det ikke var nogen konkurrent til Jehova Guds teokrati i hans salvede konges, Jesu Kristi, hænder. De kunne ikke se den teokratiske regering med deres bogstavelige øjne. Den var på det tidspunkt noget, der hørte fremtiden til, og når den kom, ville den være åndelig, usynlig for mennesker.

Men de, hvis rige er nedenfra og tilhører det synlige, forstår kun at skaffe sig materielle besiddelser, som de så må beskytte med vold og magt. Således beklager den engelske ærkebiskop af York sig i en nylig udkommen bog (In an Age of Revolution) overkommunismens udbredelse og efterlyser en løsning på fattigdommens problem for således at afværge truslen. Forfatteren til artiklen i Everybody’s Weekly, C. E. M. Joad, var vågen nok til at se den svaghed, denne udtalelse røber. Han kommenterer ærkebiskoppens forslag således: „For at kirken kan gøre dette effektivt, må den først bringe sit eget hus i orden. Den må erfare en trosfornyelse, og den må kraftigt tilstræbe at opfylde det kristne krav om enhed. Intet virker mere afskrækkende på den forhåbningsfulde agnostiker, der gerne vil tro, end den iøjnefaldende splittelse inden for kirkerne.“ Den indbyrdes enhed, de ikke kan opbyde mod kommunismen eller andre onder i fredstid, er en endnu mere følelig mangel i krigstid, når de nationale grænser adskiller sekternes tilhængere, der kæmper for at beskytte deres rigdomme og formuer imod hinanden. „Dette gøres“, siger Joad, „i Fredsfyrstens navn, han, der ikke brugte vold, men bød sine efterfølgere at elske hinanden.“

Yderligere spørger hr. Joad angående kristenhedens stædige anstrengelser for at påtvinge „hedningerne“ sin religion: „Hvilken bemyndigelse findes der i Bibelen eller i Kristi lære, der støtter den antagelse, at den nogen sinde vil omvende dem?“ Der er ingen. Jesus efterlod sine efterfølgere bemyndigelsen til at forkynde hans rige „til et vidnesbyrd for alle nationerne“. Han sagde intet om tvungen omvendelse eller om opbygning af religiøse organisationer med kjoleklædte, titelbærende præster, udsmykkede bygninger, ophobning af enorme rigdomme, ørekildrende „hellige år“ eller blændende ceremonier, der munder ud i mennesketilbedelse.

Er dette praktisk i vor tid? Det er meget praktisk og meget lønnende, hvilket de sande kristne beviser nu i tiden. Deres retfærdige gerning samler sig om forkyndelsen af det gode budskab om Kristi rige på offentlige steder og i folks hjem, og dette bringer ikke alene sandheden ud til de retsindige, men giver også forkynderne fred og glæde i sindet, fordi de følger Guds hellige ånds vejledning. Dette er ikke praktisk, hvis du ønsker at opbygge et rige eller et stort religiøst hierarki, hvor du selv indtager en høj stilling, og hvor folket er tvunget til at komme til dig for at få hjælp og til at støtte den fabelagtige organisation. Men alt sådan noget er i sig selv upraktisk, eftersom det ikke vil overleve Harmagedon. Det vil ikke kunne yde nogen beskyttelse, men selv gå til grunde. Men, som vi ved, „det usynlige varer evigt“.