Spørgsmål fra læserne
● Eet barn lever, fordi det har indviede forældre. Et andet dør sammen med sine onde forældre. Nogle mennesker hører Rigets budskab og lever. Andre hører det måske aldrig og dør i Harmagedon. Deres lejlighed er ikke lige stor. Kræver retfærdighed ikke lige stor lejlighed for alle? — L. S., Ohio.
Retfærdighed ville fordre alles død, for ingen er retfærdig i sig selv. Alle er syndere og fortjener syndens løn, som er døden. (Rom. 3:10; 6:23) Det var ikke retfærdighed, men kærlighed, som lå til grund for, at der blev tilvejebragt en genløsningsbetaling, og værdien og fortjenesten af den tilhører Gud og Kristus, og de kan bruge den, som de ønsker. Hvem er vi, at vi skulle fortælle dem, hvorledes de skal bruge det, der tilhører dem? I en af Jesu lignelser forsøgte nogle vingårdsarbejdere at gøre det, da de mente, at de var blevet forfordelt, og de blev strengt irettesat. (Matt. 20:1-16) Når Gud har vist os i sit ord, at han undertiden praktiserer principper som familie- og samfundsansvar, og når vi har set, at nogle af disse tilfælde er forbilleder på Harmagedon og viser, at genløsningens velsignelser forholdes dem, der udslettes, hvordan kan vi så tænke os, at han skulle handle i modstrid med disse principper? Lige stor lejlighed for hver enkelt? Hvilke skriftsteder viser, at det er et guddommeligt princip, og at familie- og samfundsansvar ikke eksisterer?
At lade alle få lige stor lejlighed i begrebets egentlige betydning ville desuden betyde meget mere end blot at lade alle høre budskabet. Der er mange ting, som den enkelte ikke kan have nogen indflydelse på, der spiller ind i forbindelse med vedkommendes standpunkt over for sandheden. Onde forældre, som holder budskabet borte fra deres små børn, er kun eet tilfælde. Tyranniske herskere, der holder det borte fra de mennesker, der står under deres kontrol, er blot et andet tilfælde. Der kunne nævnes mange flere. I et hedensk land er der blevet forkyndt i mange år med praktisk taget intet resultat, i hvert fald hvad angår dem, der er indfiltret i de lokale religioner. Er det deres fejl, at de er født og opvokset i omgivelser, der forhærdede deres sind over for modtagelse af sandheden? Nogle nationaliteter eller racer synes at være særlig hårdnakkede. Andre karakteriseres af ydmyge og lærvillige egenskaber. Flere af de første afviser sandheden; flere af de sidste antager den. Ikke mange kloge eller mægtige eller fornemme får sandheden — det er ikke Guds hensigt. Han udvælger med forsæt flest blandt de dåragtige og svage og uvidende for at gøre verdens store til skamme. (1 Kor. 1:26-31) Det er derfor ikke blot onde forældre eller tyranniske herskere, der har indflydelse på et menneskes skæbne. Andre forhold, som han ikke selv har kontrol over, som for eksempel den nation eller race eller stand, hvori han er født, er vægtige faktorer.
Foruden disse vanskeligheder er der mange andre forhold, der spiller ind. En er opdraget af stærkt katolske forældre og er nu gammel. En anden er opdraget af forældre, der ikke oplærte ham i nogen falsk religion, og er ung. Begge hører sandheden for første gang. Har de lige stor lejlighed til at tilegne sig den? Ikke i egentlig forstand, for det er lettere for det unge, modtagelige sind, som er fri for falske lærdomme, at tage imod sandheden, end det er for det gamle, rodfæstede sind, der er forvirret af religiøse vildfarelser. En tredje er måske opdraget i sandheden. Er hans lejlighed til at antage den, når han når til skelsår og alder, ikke langt bedre end de andres? Afgjort. Vi kan ikke ignorere den vigtige rolle, som oplæring hjemme spiller, sådan som Ordsprogene 22:6 også viser. De forskellige omgivelser i hjem og skole, fabrik og kontor påvirker ens mentale udsyn og modtagelighed. „Lad jer ikke lede vild! Slet omgang fordærver gode sæder.“ (1 Kor. 15:33) Denne ødelæggelse kan fortsætte, til man bliver som et fornuftløst dyr, kun tjenlig til at blive udslettet. (2 Pet. 2:12) En fordærvet verden, en diktatorisk nation, et degenereret samfund, onde forældre, en dårlig omgangskreds — alt dette er ydre forhold, som kan fordærve det opvoksende barn i dets tidlige år, indtil det som gammelt er uimodtageligt for genoprettelse og forbedring. Selv nedarvede personlige træk kan gøre det lettere for en at tilegne sig sandheden end for en anden. Nøjagtig lige stor lejlighed er derfor ikke blot et spørgsmål om at høre budskabet.
Lad os betragte sagen fra et andet synspunkt. Nogle oplever deres domsperiode nu og hører budskabet. Andre oplever den først under Tusindårsrigets regering. Det vil uden tvivl blive lettere at modtage sandheden til den tid, i en retfærdig ny verden. Og — hvis vi søger efter noget at anke over — fik de trofaste mennesker før Kristus lige så stor lejlighed som andre? De havde ingen lejlighed til at opnå himmelsk liv som udødelige, uforgængelige skabninger, hvis privilegium det ville være at regere sammen med Kristus og komme frem for Jehova selv. Deres jordiske belønning kan ikke stilles på lige fod med det himmelske kald. Og de „andre får“ nu, skulle de knurre mod Jehova, fordi de ikke har samme lejlighed som de salvede til at komme i himmelen?
Denne talen om „lige stor lejlighed for alle“ har sin rod i den menneskelige tendens til at overvurdere menneskets betydning. Vi må ikke begå samme fejl som Adam og Eva ved at forsøge at afgøre, hvad der er godt, og hvad der er ondt, hvad der er retfærdigt, og hvad der er uretfærdigt. (1 Mos. 3:4-6, 22) Vi må være villige til at give afkald på vore egne tanker og derved gøre plads for Guds tanker og bøje vor tankegang efter Guds principper, sådan som de vises i hans ord, selv i dette spørgsmål om familie- og samfundsansvar. (Es. 55:8, 9) Når vi frigør os for fordomsfulde, ensidige menneskelige synspunkter, kan vi se på sagen, som Gud gør, og anerkende den store pottemagers magt over sine skabninger af ler, anerkende, at han kan lave eet kar til ære, et andet til vanære, at han i den ene kan vise sin herlighed og barmhjertighed og i den anden sin retfærdige vrede mod det onde efter at have vist megen langmodighed. Hvis Jehova vælger en bestemt fremgangsmåde, „hvad så? O menneske, hvem er da du, at du skulle modsige Gud?“ (Rom. 9:24, 20, NW) Når vi ser, at alle ikke kan få lige stor lejlighed, sådan som vi mente, da vi så sagen fra vort fejlbare menneskelige synspunkt, hvordan skulle så vi reagere, som har den store forret at være i sandheden? Det skulle gøre os ydmyge og fylde os med taknemmelighed mod Gud for hans ufortjente godhed imod os. Og i stedet for at ønske, at Gud skulle rette sig efter vore opfattelser med hensyn til at frelse mennesker, vil vi gøre alt, hvad der står i vor magt, for at de, der endnu ikke har hørt budskabet, virkelig kan stifte bekendtskab med det som et resultat af vort nidkære forkynderarbejde, hvis vi er virkelig interesserede i deres velfærd. Lad derfor din iver i vidnearbejdet være den virkelige målestok for din interesse for menneskers velfærd.
● Er det tilladeligt for et Jehovas vidne at indgå ægteskab, når den ene part er i sandheden og den anden ikke er det? Når den ene eller begge ikke bibelsk set er fri til at gifte sig igen? Når den ene er i sandheden, men den anden er blevet af den „onde tjener“-skare? — M. L., Ohio.
Hvis en, der er i sandheden, ønsker at gifte sig med en, der ikke er det, må han selv træffe sin afgørelse og tage ansvaret. Selve handlingen gør ikke den, der er i sandheden, uren eller uegnet til omgang med Herrens folk. Det gør ikke organisationen uren eller nødvendiggør, at vedkommende udstødes. Det er uklogt og imod de råd, der gives kristne, og en, der således tilsidesætter disse råd, kan bringe betydelige bekymringer og vanskeligheder over sig selv; men hvis han vælger at ignorere den guddommelige vejledning, er det hans personlige valg, og andre behøver ikke at blande sig i det. Den, der anmodes om at forrette vielsen, har måske 1 Korinter 7:39 i tanke, hvor der siges: „Hun kan gifte sig, med hvem hun vil, blot det sker i Herren“, og nægter det måske derfor. Den anden parts giftefoged kunne så forrette ceremonien.
Hvis imidlertid den ene af dem, der ønsker at gifte sig, eller de begge ikke har frihed til at gøre det ifølge Bibelens principper, så må det Jehovas vidne, der anmodes om at udføre ceremonien, nægte at gøre det. Han kan ikke indstifte et ægteskab, som Gud udtrykkeligt forbyder, og som ville gøre det gifte par urene, skyldige i hor og uværdige til at komme i menigheden, fordi Herrens organisation skal bevares ren. (Matt. 19:9; Mark. 10:11, 12; 1 Kor. 5:5-11) Jehovas tjener vil ikke ønske at bringe sig selv i en sådan situation. Heller ikke kan han forrette en vielse mellem et af Jehovas vidner og en, der hører til den skare, Bibelen kalder den „onde tjener“ eller „lovløshedens menneske“. (Matt. 24:48; 2 Tess. 2:3) Disse mennesker er at betragte som udstødte, og et sådant ægteskab vil overhovedet ikke være gyldigt i Guds øjne.
Men hvad der her er sagt, må ikke opfattes således, at den tjener, der anmodes om at forrette vielsesceremonien, skal iværksætte en undersøgelse med hensyn til ægteskabets berettigelse. Hvis det på en eller anden måde kommer til hans kundskab, at de, der ønsker, at han skal vie dem, ikke ifølge Bibelen har frihed til at gifte sig, og at de ved at gøre det, vil gøre sig fortjent til udstødelse, så kan tjeneren med rette nægte at have noget med sagen at gøre. Men han er ikke forpligtet til selv at foranstalte en undersøgelse, og han bør ikke gøre det. Han vil spørge dem, der kommer til ham i dette ærinde, om de bibelsk set er frie til at gifte sig. Hvis parret, der gifter sig, giver forkerte oplysninger om deres stilling, er det dem, der har ansvaret ind for Herren.