Forkyndelsen i Vestafrika

MISSIONÆRER, der forlader deres eget land og folk for at forkynde det gode budskab om Guds rige i verdens fjerneste afkroge under fremmede forhold, bliver rigt belønnet med mange velsignelsesrige oplevelser. Som eksempel herpå tjener følgende uddrag af en rapport, som vi nylig har modtaget fra en missionær, der virker i Accra på Guldkysten i Vestafrika, og som har været på en fjorten dages rejse i Britisk Togoland.

„Mens jeg aflagde vidnesbyrd i et hus i landsbyen Klefe, kom en dannet mand til stede og satte sig roligt ned. Da jeg var færdig, spurgte han, om jeg kunne komme hen et sted og holde foredrag. Han førte mig til sin skole og fortalte mig, at han var presbyteriansk lærer, og at han ikke havde haft brug for Bibelen eller vore bøger, som forklarer den, men i dag var han blevet undervist i Bibelen på en helt anden måde end tidligere. „Religion er ingen nytte til“, sagde han. Efter at vi havde diskuteret Bibelens pålidelighed, modtog han bogen „Let God Be True“ („Gud maa være sanddru“) og bad om, at der måtte komme en eller anden og studere den sammen med ham. Dette blev ordnet.

I Peki aflagde jeg et genbesøg hos en kvinde, der havde vist nogen interesse. Hun sagde, at det, jeg fortalte hende, måtte være sandheden, for en hvid mand fra et så fjernt land ville aldrig komme til hendes ringe hjem og sidde sammen med hende og forklare Bibelen, hvis ikke det var sandheden. „Siden jeg var lille, er jeg blevet undervist i den presbyterianske kirke, men i alle disse år har jeg aldrig set en af denne kirkes hvide tjenere gå fra hus til hus og forkynde,“ sagde hun. Da hun blev spurgt, om ikke hun ville deltage i forkynderarbejdet sammen med os, svarede hun: „Hvorfor ikke? I har vist mig, at jeg bør forkynde. Jeg vil med.“

I Toh brugte vi et stort horn for at kalde folk sammen til et offentligt foredrag. Landmændene var netop vendt hjem fra det hårde arbejde i den brændende sol, og de indtog nu deres pladser på rødderne af et stort, skyggefuldt træ. Efter foredraget, som blev hørt af 106, beklagede landsbyens høvding, at vi ikke havde bekendtgjort vor ankomst noget før, så mange flere kunne have hørt foredraget. En af dem udtrykte sin forbavselse over, at en hvid mand ville komme til dem, sidde på en rod og tale med dem, skønt de var sorte.

En indfødt broder forklarede en katolsk præst om helvede og beviste sine udtalelser ud fra Douay-oversættelsen af Bibelen. Præsten bad broderen komme med sig hjem, for at de kunne tale mere sammen. Præsten bemærkede, at skønt han havde gået på de teologiske seminarier i Akropong og Kumasi, havde han aldrig hørt dette emne fremstillet på den måde. Hvorfra fik broderen en sådan oplysning? Da han fik at vide, at han kunne finde den i bogen „Let God Be True“, købte han øjeblikkelig et eksemplar, men advarede broderen: „Fortæl ikke til nogen, at jeg har købt denne bog.“ En lignende oplevelse havde vi med en katolsk kateket.

For to år siden besøgte en europæisk broder fra afdelingskontoret de spedalskes koloni ikke langt fra Ho, hvor en broder lever blandt de 200 spedalske. På den tid blev denne broder udsat for megen forfølgelse på grund af den fordom, lejrens europæiske, katolske leder lagde for dagen, og han blev endog truet med at blive bortvist fra lejren. Mens jeg var der, havde jeg den forret at forkynde et virkeligt håbets budskab for 34 spedalske, hvis legemer var blevet således ædt op af spedalskheden, at de udgjorde et rædselsfuldt syn. Nogles ansigt så sådan ud, at man næppe kunne få sig selv til at se på det. Foredraget blev holdt i en lige fuldført sal med tilladelse fra en ny europæisk leder, der med glæde modtog tre af vore bøger som et bidrag til deres bibliotek. Broderen, hvis fingre er blevet ædt bort af spedalskheden, har en forbavsende færdighed i at vende bladene, når han læser. Han har fået fuld bemyndigelse i kolonien til at lede byggearbejdet, da han er uddannet bygmester. Han er derfor meget lykkelig.

I Ho blev der holdt to offentlige foredrag, hvor der i alt var 288 til stede; i Dene hørte 74 foredraget. Det tog os halvanden time at tilbagelægge de fem kilometer til fods over et klippefuldt bjergpas for at nå Tsito, hvor vi foruden forkynderarbejdet fra hus til hus holdt et offentligt foredrag, som blev påhørt af 60 af beboerne. I Avetile-Peki samlede vi 260 og i Jaki 320 til foredraget. I de to uger hørte 1142 foredraget „Fanger, gå ud!““