Guds tjenere anbefaler sig

I de australske troper

APOSTELEN Paulus, den mest fremtrædende af det første århundredes kristne missionærer, siger i forbindelse med sin bemyndigelse som en Guds udsending på Kristi vegne: „Som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende ved stor udholdenhed i trængsler, under nød og angst“ o.s.v. (2 Kor. 6:4) At Jehovas vidner i dette tyvende århundrede på lignende måde anbefaler sig som Guds udsendinge, fremgår af følgende oplevelse, som et ægtepar i heltidstjenesten havde:

„Vor arbejdsmark var en by i troperne i Queensland, Australien. Vi medbragte et telt i tilfælde af, at vi ikke skulle kunne finde noget logi, og efter at have udtømt alle muligheder og fundet, at der ikke alene var en akut boligmangel, men også en stærk fordom mod Jehovas vidner, måtte vi affinde os med at skulle blive boende i vort telt. I ni måneder gik alt i vor lejr så godt, man kunne ønske, indtil vinterregnsæsonen i februar nåede sit højdepunkt. Og når det regner i troperne, styrter det ned.

Vort telt, der i så mange måneder var blevet gennembagt af den stegende sol, kunne simpelthen ikke tage det, og det varede derfor ikke længe, før vandet begyndte at strømme ind alle vegne, og vi blev tvunget til at flytte ind i et gammelt jernskur, efter at alle vore ejendele var blevet gennemblødt. Da regnen varede ved, begyndte floderne at stige, og radioen udsendte flodvarsler.

Efter at vi i to dage havde opholdt os i vort „hjem“, blev vi klar over, at hvis vi som heltidsforkyndere skulle nå vort mål på 140 timer for måneden, måtte der gøres noget. Vi tog af sted, og da vi havde gået omtrent en kilometer, kom vi til et sted, hvor vandet stod omkring 30 cm over vejbanen. Vi måtte nu vade gennem vand over en strækning på fem kilometer, indtil vi nåede den by, hvor vi udførte vor forkyndergerning. Da vi vendte tilbage, viste det sig, at vandet var steget yderligere 14-15 cm. Efter adskillige dage på denne måde fik vi den idé at gå langs med jernbanelinien; men da vandet blev ved med at stige, betød det snart, at vi måtte vade en kilometer gennem 80-90 cm dybt vand, før vi nåede jernbanelinien, og efter at have vandret fem kilometer langs jernbanelinien måtte vi atter gennem vand for at nå til vort distrikt. Det tog to timer hver vej at gøre denne tur.

Det var ikke så slemt at gå langs jernbanelinien de første dage; men da vandet blev ved med at stige og oversvømmede et område på mange kilometer, fik de krybdyr, der ledte efter et tørt sted, samme idé som vi, og de satte sig jernbanelinien som mål. Der kom de i hundredvis — brune og sorte slanger, klapperslanger og giftige hugorme, nogle røde på bugen, andre gule på bugen; nogle var blot 15 cm lange, andre to meter; nogle var så tynde som regnorme, andre så tykke som en arm. De kom glidende gennem vandet, til de lige fik hovedet op over jernbaneskinnen. Da den var glat, kunne de ikke få resten af deres slimede kroppe over den.

I to uger tog vi denne tur på en kilometer gennem vandet for at nå til jernbanelinien, derpå fem kilometer langs med den, alt imens vi slog slanger ihjel, og til sidst endnu en kilometer gennem 80-90 cm dybt vand for at nå til vort distrikt. Da de to uger var gået, var der så mange døde slanger langs jernbanelinien, at det var vanskeligt at skelne de døde fra de levende, så vi måtte være meget forsigtige. Lige før vandet sank, slap vor nabos proviant op, og han måtte til byen. Han havde repareret sin båd og råbte til os tværs over vandet for at spørge, om vi ville med. Vi var glade for at tage mod tilbudet.

Den dag roede vi over gårdsindhegninger, gennem gader og folks baggårde, syv kilometer til byen, og stanken fra vandet var modbydelig. Mens vi roede af sted under træerne, kunne vi se, at trætoppene var fulde af slanger, der hang ned fra grenene, og det så ud, som om de stirrede truende på os. Vi gøs og håbede, de ville holde sig deroppe.

I denne tid lod tilværelsen i vor lejr også meget tilbage at ønske. Vandet blev stadig ved at komme nærmere, indtil der kun var nogle få kvadratmeter tørt land mellem os og vandet. Som følge heraf måtte vi også kæmpe med alt muligt kryb, alle slags slanger, frøer, rotter, mus o.s.v. Om natten måtte vi binde moskitonettet tæt sammen om vore senge, for at krybet ikke skulle kravle ind i vore klæder. Jorden var helt sort af moskitoer. Det var somme tider næsten uudholdeligt, til trods for al den sprøjtevædske vi brugte.

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget, siger et gammelt ordsprog, og sådan var det også i vort tilfælde. En dag, da en familie, som vi havde bibelstudium med, hørte om vore oplevelser, sagde de: „Mener I virkelig, at I har fundet jer i alt dette, bare for at kunne fortælle folk som os om Guds rige? Vi har her et hus med ni værelser; I kan få et værelse med veranda og have det for jer selv.“ Vi flyttede ind med det samme. Det var første gang i mere end ni måneder, at vi sov i et hus. Som et resultat heraf var det unge ægtepar med os ude i tjenesten og forkyndte det gode budskab fra hus til hus, inden der var gået en måned.

På vor syv kilometer lange vandring til byen havde vi måttet passere nogle nybyggerhuse, hvis beboere havde vist en stærk modvilje mod vort arbejde, da vi besøgte dem første gang. Men da de daglig havde set os vandre til byen til trods for oversvømmelserne, skete der en forandring med dem, og efter den tid viste de os en sådan venlighed, når de så os komme forbi, at der åbnede sig mange muligheder for at give dem et vidnesbyrd om Riget. Vor udholdenhed blev rigeligt belønnet, for vi fik begyndt mange interessante studier hos mennesker i denne tropiske by i Queensland, mennesker, som viste sig at være retsindige og af den gode hyrde Kristi Jesu „andre får“. — Joh. 10:16.“