Spørgsmål fra læserne
● På hvilket grundlag kunne der skelnes mellem rene og urene dyr før Vandfloden, før mennesket begyndte at spise kød og før Moseloven blev givet? — E. M., Nigeria.
At der blev skelnet mellem rene og urene dyr, viser 1 Mosebog 7:2: „Af alle rene dyr skal du tage syv par, han og hun, og af alle urene dyr eet par, han og hun.“ Grundlaget herfor kan næppe have været, hvad der måtte spises og hvad der ikke måtte, for forud for Vandfloden blev der ikke spist kød; det var først efter den, at kød blev føjet til den vegetabilske føde som et supplement. Og selv da var der ingen begrænsninger med hensyn til hvilke dyr, mennesket måtte spise, men alle kunne tjene til føde for ham efter hans eget valg. (1 Mos. 1:29, 30; 9:2-4) Hvad dette at spise kød angår, blev der først trukket en skillelinie mellem „rene“ og „urene“ dyr, da Moseloven blev givet, og den blev ophævet igen sammen med denne. (Ap. G. 10:9-16) Det, der dannede skillelinien før Moseloven, var sandsynligvis, om dyrene var passende som ofre i tilbedelsen af Jehova eller ej. Det ser ud til, at Abel havde kendskab til, hvilke dyr det var passende at ofre. De dyr, han siges at have brugt til dette formål, viste sig at høre til dem, der senere benævnes som „rene“. At Noa skelnede mellem rene og urene dyr i forbindelse med ofring og ikke i forbindelse med at spise kød, vises ved hans handling lige efter, at han havde forladt arken, da Vandfloden var forbi: „Derpå byggede Noa Jehova et alter og tog nogle af alle de rene dyr og fugle og ofrede brændofre på alteret.“ — 1 Mos. 8:20.
● I 1 Samuel 16:21 vises det, at Saul lærte David at kende og gjorde ham til sin harpespiller og våbendrager. 1 Samuel 17:15 fortæller, at David af og til vendte hjem for at vogte får for sin fader, og da han ved en lejlighed kom tilbage til Saul og kæmpede imod Goliat, syntes Saul ikke at vide noget om David, som det fremgår af 1 Samuel 17:55-58. Hvorfor vendte David tilbage til sin hyrdegerning, efter at han var blevet optaget i Sauls hof, i betragtning af, at Saul havde forespurgt hos hans fader Isaj, om denne tillod, at David blev hos ham? Og hvorfor genkendte Saul ikke David, da han igen kom til at stå ansigt til ansigt med ham? — D. B., Ontario, Canada.
Vi må huske på, at den danske bibeloversættelse, såvel som den engelske King James Version, er baseret på den masoretiske hebraiske tekst, og at der fandtes andre tekster tidligere end denne, som havde en anden læsemåde. Man er enige om, at Septuaginta-oversættelsen er en oversættelse af en mere nøjagtig hebraisk tekst, som er ældre end den masoretiske og forskellig fra denne.
Når vi derfor vender os til den græske Septuaginta, bliver vi klar over, at i det 17. kapitel af 1 Samuel er versene 12 til 31 udeladt. Det samme er tilfældet med 1Sa 17 versene 41, 50, 55-58. I 1 Samuel 18 udelader Septuaginta versene 1-5, 9-11, 17-19, 30. Disse vers findes altså ikke i de berømte græske manuskripter fra det fjerde århundrede, det Vatikanske nr. 12 og og det Sinaitiske, da de ligger til grund for Septuaginta-oversættelsen for de Hebraiske Skrifters vedkommende.
Det er bemærkelsesværdigt, at ved disse udeladelser bortelimineres de vanskeligheder, der findes i den danske oversættelse og i King James Version. Ifølge Septuaginta forstår vi, at David aldrig vendte tilbage til sin hyrdegerning, efter at han var blevet optaget i Sauls hof som harpespiller og våbendrager, at han var til stede, da Goliat første gang udslyngede sin pralende udfordring, og han kunne derfor opmuntre den forfærdede og panikslagne kong Saul og tilbyde at prøve kræfter med kæmpen. Saul kendte den unge David, men ikke som kriger; derfor fortalte David kongen om sine bedrifter, hvorledes han som hyrdedreng havde dræbt løven og bjørnen ved Jehovas kraft. Så opfordrede Saul David til at gå ud og kæmpe imod Goliat, og ønskede, at Jehova ville være med ham. Og da David gik ud mod kæmpen, behøvede Saul ikke at spørge om, hvem denne yngling var, og Septuaginta siger da heller ikke noget om, at han gjorde det. Af den grund sætter James Moffatts moderne oversættelse de vers, der beretter om Sauls forespørgsler om Davids herkomst, i parentes for at vise, at de er et indskud, der hidrører fra en, der senere publicerede teksten. Faktisk sætter Moffatts oversættelse så godt som alle de dele af i Samuel, kapitlerne 17 og 18 i parentes, som Septuaginta udelader.
Dette forklarer derfor de vanskeligheder, som findes i den danske og andre oversættelser, der er baseret på den masoretiske tekst, og vi må tage den mulighed i betragtning, at der er blevet foretaget noget med den masoretiske tekst, der har skabt disse tilsyneladende vanskeligheder for os.
● 5 Mosebog 21:10-13 viser, at israelitiske mænd kunne ægte fremmede krigsfangne kvinder, mens andre skriftsteder forbyder ægteskab med fremmede. Er dette ikke selvmodsigende? — M. H., Pennsylvania.
Jehova giver grunden til det almindelige forbud mod fremmede hustruer: „De vil vende dine sønner fra at følge mig til at tjene fremmede guder.“ Der lød også en guddommelig advarsel mod at „gifte dine sønner med deres døtre, som vil vende sig til deres guder og også få din søn til at falde fra“. (2 Mos. 34:16, Mo; 5 Mos. 7:4, AT) Forbudet havde ikke sin grund i racefordomme eller nationalistiske forskelle, men tjente alene det formål at beskytte israelitterne mod religiøs besmittelse. Det var for at undgå forbindelser, der kunne være en fare for den rene tilbedelse af Jehova.
Men læg mærke til, hvorledes de særlige omstændigheder i forbindelse med omtalte tilfælde i 5 Mosebog 21:10-13 udelukker denne fare for besmittelse: „Når du drager i krig mod dine fjender, og Jehova din Gud giver dem i din hånd, og du tager fanger iblandt dem og blandt fangerne får øje på en kvinde, som ser godt ud, og får kærlighed til hende og ønsker at tage hende til ægte, da skal du føre hende ind i dit hus, og hun skal klippe sit hår af, skære sine negle, aflægge sin fangedragt og opholde sig en månedstid i dit hus og græde over sin fader og moder. Så kan du gå ind til hende og ægte hende, så hun bliver din hustru.“
Hun klippede sit hår af, hvilket var det sædvanlige tegn på sorg. (Job 1:20; Es. 15:2; Jer. 7:27; Amos 8:10; Mik. 1:16) Hun enten skar sine negle, som var farvet for at virke tiltrækkende, ganske korte, hvorved denne pryd forsvandt; eller hun lod dem vokse og blive usoignerede, så de mistede deres velplejede skønhed. (5 Mos. 21:12, Knox; Le) Hun aflagde den dragt, som hun var blevet taget til fange i, idet de besejrede hæres kvinder tog deres fineste klæder og smykker på i håb om at finde gunst i deres erobreres øjne. Derefter sørgede hun en måned og begræd tabet af sine kære, hvilket muligvis tilkendegav den fuldstændige ødelæggelse, krigen havde forårsaget på tidspunktet for hendes tilfangetagelse. De fangne kvinder var måske de eneste overlevende, og de hedenske guder var uden tvivl blevet ødelagt af de israelitiske krigere. Der var således ikke flere bånd, der bandt dem til den hedenske nation, hverken socialt eller religiøst. Der var ingen hedenske slægtninge at omgås for den israelitiske mand.
Det var derfor tilladt at ægte fremmede kvinder, som var så fuldstændig adskilt fra forbindelsen med falske guder og falske tilbedere. Det var noget helt andet end at gifte sig med en fremmed kvinde, som ikke var krigsfange, hvis slægtninge var i live, hvis religiøse guder stadig blev tilbedt af hendes familie, og som fra tid til anden ville have forbindelse med sine hedenske slægtninge og deres guder, og altså også kunne bringe sin israelitiske mand i forbindelse med dem, således at hans rene tilbedelse blev udsat for besmittelse. Det var derfor de særlige omstændigheder i 5 Mosebog 21:10-13, der tillod en undtagelse fra det almindelige forbud mod ægteskab med fremmede kvinder.