Den rene gudsdyrkelse har fremgang i Nigeria
JEHOVAS vidners arbejde har båret megen frugt på Guldkysten og i Nigeria, og lederne af de mange missionsselskaber i disse kolonier føler sig ilde berørt af, at tusinder forlader dem for at blive Jehovas vidner. Uden tvivl er det dette, der ligger til grund for, hvad Vagttaarnsselskabet erfarede gennem myndighederne i Washington, nemlig at „det synes at være“ en uskreven lov, at ingen repræsentant for Vagttaarnet får tilladelse til at komme ind i disse områder. Hvor rige frugter arbejdet har båret i det ene af disse lande, Nigeria, vil man se af følgende oplevelser, hvorom der blev berettet ved Jehovas vidners stævne i Freetown, Sierra Leone, af to af Vagttaarnets missionærer, som havde arbejdet i Nigeria, og de fortælles her videre af M. G. Henschel, sekretær for Selskabets præsident.
„Jehovas vidner i Nigeria er nidkære og beslutsomme. De fleste af dem er fattige og har kun få materielle ejendele. De bor i jordhytter. Deres kost er enkel — kassava og yams og af og til en bid fisk eller kød. Men de har sandheden, og de elsker den. De ved, at de skal forkynde, og de elsker at forkynde. De har trofast forkyndt og ladet deres lys skinne. Resultatet har været, at sandheden er blevet bragt ud til over 400 byer og landsbyer, hvor der er blevet organiseret menigheder, og til mangfoldige isolerede steder. Der er over 12.600 forkyndere i landet nu. Man træffer på Jehovas vidner i alle dele af Nigeria og selv i Britisk Cameroons.
Noget af det, der har hjulpet brødrene til at vokse til modenhed, er stævnerne. Disse kræver et stort forberedende arbejde, eftersom alt må bygges af brødrene, da der ikke findes nogen sale. Når tidspunktet for et stævne oprinder, er alle brødrene på farten — nogle rejser med bus, andre cykler, og atter andre går. Nogle må gå i to dage, og andre stager sig frem i en kano på en flod i tre dage for at komme til stævne.
Søndag morgen, mens alle stadig sover, følger de Gideons eksempel og strømmer ind i landsbyen fra alle sider, mens de averterer det offentlige foredrag, efterhånden som de kommer frem. Kun få har ure, så denne avertering tidlig om morgenen må efterfølges af en sidste bekendtgørelse, lige inden foredraget begynder. En gruppe brødre går syngende i den ene retning efter den anden og fortæller folk, at foredraget skal begynde. Hvor effektiv denne metode er, kan ses af det, der skete i Abiriba. Der var ikke mere end tre hundrede brødre til stede, men den endelige avertering var så effektiv, at hele byens befolkning, 1734 mennesker, strømmede til stedet, hvor stævnet blev holdt.
For at belyse hvilken virkning det har på en landsby, at der bliver holdt stævne der, kan vi vende os til Akwete, en by, hvor der ikke var nogen af Jehovas vidner. Vidnerne kom fra et sted cirka tredive kilometer borte for at træffe forberedelser. Befolkningen var uvenlig og ikke villig til samarbejde. Brødrene kom ud for store vanskeligheder, da de skulle prøve at leje et stykke jord til at holde stævnet på, og da de havde fået det, kunne de ikke få tilladelse til selv at bygge det interimistiske stævnelokale, men måtte betale andre for at bygge det, og de blev nødt til at betale den pris, landsbyens beboere forlangte. Selskabets specielle repræsentant ankom og brugte to dage til at besøge høvdinger, skabe goodwill og fjerne frygten.
Fredag morgen begyndte vidnerne at strømme til byen, næsten 400 mand stærk. Deres lykkelige ansigter bevirkede snart, at landsbyen fyldtes med glæde, og hele billedet blev forandret. Befolkningen indtog en venlig holdning. Før havde de nægtet at have noget at gøre med Jehovas vidner, men nu tilbød de gratis værelser. Prisen på stævnelokalet blev sat ned. Høvdingerne selv begyndte at fare omkring for at skaffe bænke. Akwete genlød af teokratisk virksomhed. Resultatet var, at flere hundrede der fra byen overværede stævnet, og to af dem blev døbt og tog del i forkynderarbejdet. Otte måneder senere blev der oprettet en kreds bestående af 22 forkyndere i Akwete. Der kunne fortælles i dusinvis af den slags oplevelser.
I Adagbrasa organiserede den europæiske katolske præst sine tilhængere til at lave spektakel. De gjorde det så grundigt, at fredagens møder ved zonestævnet praktisk taget druknede i støj. Dette vakte en sådan vrede hos høvdingerne og flertallet af landsbyens beboere, at de ældste tidligt lørdag morgen lod kundgøre over hele byen, at enhver, som forstyrrede Jehovas vidner, ville blive straffet med en bøde på fem shillings og en flaske gin. Før stævnet var der ingen Jehovas vidner i byen. Lige efter det blev der organiseret et bibelstudium, hvori der deltog seksten. Kort efter var antallet fordoblet.
Ofte siger præsterne til deres sognebørn, når de beklager sig: Hvis du ikke er tilfreds, kan du gå din vej og slutte dig til Jehovas vidner. Og det er lige, hvad folk gør, hvad enten præsterne opfordrer dem til det eller ej; og præsterne står magtesløse og kan ikke forhindre det. Ærlige sandhedssøgere glæder sig over at kunne slutte sig til Jehovas tjenere i den sande gudsdyrkelse.
Følgende er, hvad der skete under stævnet i Ode Irele. I enhed og harmoni byggede brødrene en smuk hal. Dette fik byens beboere til at gøre store øjne. Aldrig havde de set et sådant lokale, og aldrig havde de været ude for en sådan villighed og begejstring, som her blev lagt for dagen af de brødre, som byggede hallen. De lokale metodister samledes til et særligt møde for at overveje, hvad de skulle gøre. Nej, ikke for at modarbejde brødrene, men derimod for at slutte sig til dem. Det blev besluttet at indsamle fem shillings fra hvert medlem og så give Jehovas vidner pengene som medlemskontingent. Imidlertid fik de at vide, hvad der i stedet kræves — at lære sandheden at kende og så blive en indviet forkynder af Jehovas rige. Penge kunne ikke gøre det. På stævnets åbningsdag var der 811 til stede. Heraf var kun 400 venner. Næste dag var der 937, og de fyldte hvert hjørne i og omkring salen under aftenens møder. Landsbyens beboere var lige så begejstrede som brødrene. Om søndagen symboliserede 75 deres indvielse ved vanddåben, og af disse var der fire der fra byen.
En broder, der hverken kunne læse eller skrive, flyttede til Emu for to år siden, og her var der ingen Jehovas vidner. Hans katolske arbejdsgiver ville ikke høre på budskabet, førend han en dag udbrød: „Det må være sandheden!“ Snart samledes en gruppe på fem til studiet af Bibelen. Det varede ikke længe, før de fortalte andre om det. Da det blev kendt i dette katolske og juju-prægede område, indfandt forfølgelsen sig. Men så tog en af de fjendtligt indstillede høvdinger imod sandheden. Der blev sendt en heltidsforkynder til distriktet, og der blev oprettet en menighed. Arbejdet havde stadig fremgang. For nylig har en af Selskabets særlige repræsentanter besøgt menigheden, der da var på femten forkyndere, og 130 overværede studiet af Vagttaarnet. Der var da kun eet medlem tilbage i den katolske kirke, og han studerer nu sammen med Jehovas vidner. Den eneste modstand kommer nu fra juju-selskabet, og det ser også håndskriften på væggen.
Et andet godt eksempel er Ntan Udom. I umindelige tider har Ekpo-samfundet, som er en juju-organisation, hengivet sig til sine traditionelle drikkefester i løbet af de tre eller fire måneder, tørtiden varer. Medlemmerne maskerer sig, drikker sig fulde og går derefter i optog gennem landsbyen med fuld frihed til at gøre, hvad de vil. Loven siger, at ingen, som ikke er medlem af denne organisation, må vise sig offentligt eller uden for sine egne enemærker, når de således går i optog og danser igennem byen. Denne lov har folk adlydt med frygt og bæven. Men nu er Jehovas vidner dukket op, og de anerkender kun de love, som er i overensstemmelse med Guds love, og de har fået befaling til at forkynde i tørtid såvel som i regntid.
Brødrene adlød Guds befalinger, og det førte til, at en af dem blev såret med en dolk, og et dusin andre blev arresteret og idømt en bøde på £120. Der kom over 500 for at overvære retssagen og se, hvordan Ekpo-samfundet nu skulle udslette og ødelægge Jehovas vidner. Den broder, der ledede deres menighed, sagde, at han var rede til at dø, men inden havde han et ønske, og det var, at han kunne få lejlighed til at aflægge et mægtigt vidnesbyrd.
På retssagens fjerde dag fik han lejlighed til at tale. Hans vidnesbyrd om Jehovas overhøjhed og hensigter var så kraftigt, at retten var rystet. Høvdingerne (dommerne) begyndte at skælve. En af dem bad broderen besøge ham og studere Bibelen sammen med ham. Jehovas vidners fortsatte virksomhed har fuldstændig gjort ende på Ekpo-samfundets magt. I de sidste år har det ikke holdt sine traditionelle maskerader. Verdslige mennesker har givet udtryk for deres taknemmelighed på grund af den frihed, de nu nyder, som resultat af Jehovas vidners sejr.
Den skotske kirke, som ligeledes har haft stor magt over befolkningen her, er også på retur. Lige over for Jehovas vidners smukke rigssal står dens faldefærdige bygning, hvis ene mur er lige ved at styrte sammen. „Herrens menighed“, som blev grundlagt her for over syv år siden og siden regelmæssigt har fejret julen, holdt op med at gøre dette for to år siden. Pastoren kom da med følgende bemærkning: „Der vil ikke blive nogen julefest i år. Og hvorfor ikke? Fordi Jehovas vidner ikke holder jul! Hvad de gør, er rigtigt.“
Brødrene i Nigeria aflægger et godt vidnesbyrd, hvor de end befinder sig. De er et eksempel for deres omgivelser. I nogle egne kan man ved et offentligt møde ligefrem se, hvem der er Jehovas vidner, og hvem der er fremmede. Brødrene er rene og påklædte, mens de fremmede praktisk taget er nøgne og ser ud som bøller. Jehovas vidner har ikke højere løn end de andre, men de lever efter den høje standard, som er fastsat i Jehovas ord, og derfor ødsler de ikke deres penge bort på spiritus og kvinder. De bruger det, de har, til ære for Jehovas navn. Til trods for analfabetisme og andre hemninger har brødrene sandheden og vokser til modenhed. Selv verdslige mennesker lægger mærke til Jehovas vidners modenhed og ser i dem det folk, som virkelig repræsenterer den højeste Gud.“