Ungdom ingen hindring for tjeneste
EN FORKYNDER er en, der tjener. Jesus fremhævede dette i sin belæring om ydmyghed, som han fremholdt på foranledning af, at Zebedæus’ hustru havde spurgt, om hendes to sønner, Jakob og Johannes, måtte få de øverste pladser sammen med Kristus i hans rige. „Den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl. Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ — Matt. 20:20-28.
Hvor gammel skal man være for at blive en af Guds tjenere? Mangen en embedsmand har set med skepsis på en forkynder, der har været fremstillet for ham og har fortalt, at han indviede sig til sin Skaber, da han endnu kun var dreng, og at han har været forkynder lige siden sin indvielse. Kan et barn være forkynder for Gud, eller forhindrer dets unge alder det automatisk heri?
Lad os allerførst lægge mærke til, at Samuel begyndte at tjene i templet lige efter, at han var blevet vænnet fra. Og da Gud havde et budskab til Israel om en forestående katastrofe, sendte han ikke sin engel til den aldrende Eli og heller ikke til dennes modne, men umoralske sønner, men til drengen Samuel. — 1 Sam. 2:12 til 3:19.
Og hvad med Jeremias? Da Jehova sagde til ham: „Til profet for folkene satte jeg dig“, svarede han: „Ak, Herre, Jehova, jeg kan jo ikke tale, thi jeg er ung.“ Godkendte Jehova Jeremias’ undskyldning? Det gjorde han ikke, men han svarede: „Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig.“ — Jer. 1:5-7.
Ja, Bibelens Hebraiske Skrifter indeholder mange eksempler på unge, der har været forkyndere for Jehova Gud. Der kan nævnes David, Josef, Josias, Daniel og hans venner. Det samme er tilfældet med de Kristne Græske Skrifter, hvori det første og betydeligste eksempel naturligvis er Kristus Jesus. Da han kun var tolv år gammel, „fandt de ham i helligdommen, hvor han sad midt iblandt lærerne og lyttede til dem og spurgte dem ud; og alle, som hørte ham, blev ude af sig selv af forbavselse over hans forstand og svar“. (Luk. 2:46, 47) Og hvis nogen vil hævde, at han var en undtagelse, fordi han var Guds søn, spørger vi: Hvad så med Timoteus? Han må have været meget ung, da han begyndte sin karriere som forkynder, for nogle år senere fandt Paulus det stadig nødvendigt at give ham følgende råd: „Lad ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung.“ — Ap. G. 16:1-3; 1 Tim. 4:12.
Ikke alene har Jehovas tjenere således god bibelsk støtte for at udføre deres forkyndervirksomhed, mens de endnu er unge, men kritikernes spidsfindige tale bringes også til tavshed af historiens beretning om emnet. Jean Calvin blev for eksempel anerkendt som præst i en alder af tolv år. Pave Paul III ophøjede sit barnebarn (ja, det er rigtigt, sit barnebarn) Alessandro Parnese til kardinalværdigheden, da denne var fjorten år gammel.
Hvad kræves der for, at man kan være forkynder for Jehova Gud nu i tiden? Indvielse til Jehova, kundskab om hans ord, ønske om og evne til at forkynde det for andre samt trofasthed på trods af modstand. At man ikke behøver at være voksen for at være i besiddelse af disse kvalifikationer, fremgår af følgende rapport, som vi har fået fra en af Vagttaarnselskabets rejsende repræsentanter, der tjener på Guldkysten:
„Da jeg ankom til den lille kystby Senya Beraku, mødte jeg en ung broder på omkring tretten år, hvis ene øje var blodunderløbet. Da han blev spurgt om grunden, fortalte han, hvad han havde oplevet. Han var første gang kommet i berøring med sandheden for to år siden ved at følge en ældre skolekammerat til Jehovas vidners rigssal. Efter nogen tids forløb tabte denne skolekammerat interessen, men det gjorde han ikke. Snart var han med brødrene ude i arbejdet fra hus til hus. Hans moder var død, og hans fader var borte, idet han arbejdede på Elfenbenskysten, og derfor boede han hos en bedstemoder og tante, der ofte slog ham for at få ham til at holde op med sin tjeneste, men forgæves. To gange blev han forhindret i at overvære et af Jehovas vidners stævner, hvor han havde håbet at blive døbt, men de havde simpelthen gemt hans tøj. Den dag, jeg så ham, havde han været parat til at møde os og være med i gruppevidnearbejdet, da hans tante fik fat i ham og fik nogle drenge til at trække ham udenfor og slå ham. Da de havde givet ham en afstraffelse, spurgte han dem, om det var alt, de kunne gøre, og så gik han hen for at samles med os til vidnearbejdet. Hans blodunderløbne øje skyldtes pryglene.
Folk spotter ham, fordi han går fra hus til hus, og de kalder ham asempfo, hvilket betyder „bærer af et godt budskab“. Han siger ganske roligt, at han synes om navnet, for det er virkelig, hvad han er, og så spørger han dem, hvorfor de ikke også gerne selv vil være asempfo’er, bærere af et godt budskab.
De siger til ham, at han burde være i skole, i stedet for at gå sådan og forkynde; hertil svarer han ved at henvise til budskabets livsvigtige karakter. Sagen er, at til trods for sit forkynderarbejde er han blandt sin klasses lyse hoveder. Hans svar er så taktfulde og intelligente, at nogle giver udtryk for deres vrede, mens andre undrer sig over, at en så lille dreng kan svare sådan. Når han går fra dør til dør, slæber hans mappe, der indeholder bibelsk litteratur, ligefrem hen ad jorden, fordi han er så lille.
Tidlig søndag morgen døbte vi ham, og I kan forestille jer hans glæde, da han endelig havde været i stand til at symbolisere sin indvielse til Jehova offentligt.“
Hvor mange såkaldte kristne forkyndere, der er modne af alder, viser en så stor forståelse, nidkærhed og retskaffenhed? Det er sandelig ikke alderen, men derimod frugterne, der afgør, om man er forkynder for Gud eller ej. Alder er ikke nogen hindring for tjeneste.