Døden — en udvidet fortsættelse af livet?

IFØLGE Websters Unabridged Dictionary er døden „et tilfælde af eller en årsag til tab af liv; udslettelse; tilværelsens eller livsfunktionernes ophør“.

Imidlertid anerkender største delen af menneskene ikke Websters definition af døden. Skønt buddhisterne, hinduerne, muhamedanerne, jøderne, katolikkerne og de fleste protestanter har modstridende opfattelser af, hvad der sker ved døden, er de dog enige om at tro, at døden ikke betyder livets ophør. Dr. Peale, D.D., gav udtryk for en populær opfattelse af spørgsmålet, i en artikel, der stod i St. Pauls Sunday Pioneer Press for 13. april 1952 under overskriften: „Livet er evigt“:

„Jo længere jeg lever og iagttager menneskelige og evige forhold, desto sikrere bliver jeg på, at døden ikke er livets afslutning. Det er min tro, baseret på virkelige erfaringer, at dem tilværelsesform, vi kalder døden, blot er en udvidet fortsættelse af livet.“ Efter at have gjort bemærkninger om „livets uforgængelighed“, fortsætter han med at sige: „At vi ikke kan se dem, der er gået bort, viser ikke, at de er udslettet af tilværelsen.“ Og til slut siger dr. Peale om de døde: „De er ikke døde.“

Er døden „tilværelsens eller livsfunktionernes ophør“ eller „blot en udvidet fortsættelse af livet“? Hvad siger Bibelen? Den betydeligste mand, der nogen sinde har levet, sagde om Guds ord: „Dit ord er sandhed“, og derfor kan vi tillidsfuldt antage Bibelens udtalelser om spørgsmålet som sandhed.

Blev der sagt til det første menneske, Adam, at døden for ham ville betyde en udvidet fortsættelse af hans liv? Fik han at vide, at livet var uforgængeligt, evigt? Tværtimod, fordi han var ulydig, blev der lige ud sagt til ham: „Støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mos. 3:19) Havde Adam en tilværelse, før han blev taget af jordens støv? Naturligvis ikke! Når han så skulle vende tilbage dertil, hvor han var taget fra, ville han heller ikke have nogen tilværelse, vel? Hans skabelse var en forandring fra ikke-eksistens til eksistens; hans død var en tilbagevenden fra eksistens til ikke-eksistens. Hvad Adam angår, var døden givetvis ikke en forandring af tilværelsen, en udvidet fortsættelse af livet.

Det er derfor, Bibelen siger: „Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og een og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed. Alle går sammestedshen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden. Hvo ved, om menneskenes ånd stiger opad, og om dyrenes ånd farer nedad til jorden?“ „I dødsriget drives de ned som får, deres hyrde skal døden være.“ (Præd. 3:19-21; Sl. 49:15) Går de lavere dyr ved døden ind til en „udvidet fortsættelse af livet“? Hvis ikke, så gør mennesket det heller ikke.

Videre læser vi: „Kun for den, der hører til de levendes flok, er der håb; thi levende hund er bedre faren end død løve. Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente, thi mindet om dem slettes ud. Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du stævner hen.“ (Præd. 9:4, 5, 10) Der er ikke meget håb om en udvidet fortsættelse af livet i disse skriftsteder, vel?

Job vidste, at døden betyder tilværelsens ophør, og derfor sagde han: „Snart ligger jeg jo under mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!“ „Tag dog og gem mig i dødens rige, skjul mig, indtil din vrede er ovre, sæt mig en frist og kom mig i hu!“ „Vil jeg håbe, får jeg dog bolig i døden, jeg reder i mørket mit leje.“ — Job 7:21; 14:13; 17:13.

Også David vidste, at døden ikke er „en udvidet fortsættelse af livet“, men det stik modsatte. „Thi i døden kommes du ikke i hu, i dødsriget hvo vil takke dig der?“ Ja, „de døde priser ej Jehova, ingen af dem, der steg ned i det tavse“. Det er derfor, vi får det råd ikke at sætte vor lid til et menneske: „Sæt ikke jeres lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe! Hans ånd [åndedræt, AS] går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ — Sl. 6:6; 115:17; 146:3, 4.

Fordi de døde ikke oplever en udvidet fortsættelse af deres jordiske liv, men er uden bevidsthed, sammenligner Bibelen deres tilstand med søvnen. Således sagde Jehova Gud til både Moses og David: „Du skal sove hos dine fædre.“ Det er derfor, salmisten bad om Guds vejledning, da han ellers ville „sove dødens søvn“. — 5 Mos. 31:16; 2 Sam. 7:12; Sl. 13:3, KJ.

Og da Lazarus, Jesu ven, døde, sagde Jesus også om ham, at han sov. Han sagde ikke til Maria og Marta, at deres broder var taget til himmelen, men han forsikrede dem, at Lazarus ville opstå fra døden. — Joh. 11:11-23.

Man kan heller ikke med rette hævde, at døden i de nævnte tilfælde kun sammenlignes med søvnen, fordi Kristus Jesus endnu ikke havde bragt liv og uforkrænkelighed for lyset ved evangeliet. (2 Tim. 1:10) I beretningen om, at Stefanus blev myrdet af en pøbelsværm, læser vi intet om, at han for til himmelen, men derimod, at han også „sov hen“. (Ap. G. 7:60) Og apostelen Paulus taler om kristne, der sover til opstandelsen: „Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham.“ — 1 Tess. 4:14.

Betyder det, at der ikke er noget håb for de døde? Slet ikke. Der er håb, men dette håb er ikke baseret på, at døden er en form for tilværelse, en udvidelse af tilværelsen, men det er baseret på den almægtige Guds magt til at oprejse fra døden. Opstandelseshåbet fremholdes gentagne gange i både Bibelens Hebraiske og Græske Skrifter. (Se Dan. 12:13; Hos. 13:14; Joh. 5:28, 29; Ap. G. 24:15) Men hvis de døde ikke er døde, men blot oplever en udvidet fortsættelse af deres tilværelse, hvorfor skulle de så have en opstandelse?

Død er det modsatte af liv. Hvad mennesket angår, er døden tilintetgørelse, medmindre han er bevaret i Guds erindring og vil blive oprejst til Guds fastsatte tid. Bibelen er ufornuftig og konsekvent. At sige, at livet er evigt, at sige, at døden er en tilværelsesform, en udvidet fortsættelse af livet, er at sige, at hvidt er sort, og sort er hvidt, at varmt er koldt, og koldt er varmt, at op er ned, og ned er op, det er at sige, at Bibelen er blottet for fornuft. Men det er menneskers anskuelser og læresætninger, baserede på tradition, overtro og „virkelige erfaringer“, der er blottet for fornuft. Guds ord er altid fornuftigt, når bare vi forstår det!