Spørgsmål fra læserne
● Hvordan kan vi forklare udtalelsen i Lukas 22:44 om, at Jesu sved blev som blod? — L. G., Frankrig.
Jesus var under et stærkt følelsesmæssigt pres i Getsemane have, og det var, mens han var angst og bad, at denne usædvanlige hændelse fandt sted. Lukas 22:44 lyder: „Han var da kommen i dødsangst og bad endnu mere indtrængende; og hans sved blev som bloddråber, der faldt ned på jorden.“. Der siges ikke, at hans sved blev til bogstaveligt blod, men blot „som bloddråber.“ The Watchtower for 15. februar 1901 sagde under overskriften „Getsemane — vågende og bedende“: „Lukas, der var læge, siger, at han [Kristus] var „i angst“, en strid, en kamp; udtrykket i det græske sprog indebærer tanken om en kamp af tiltagende styrke og voldsomhed, således at hans sved blev som var det store bloddråber; og denne blodige sved er ikke ukendt af vor tids læger, skønt den er meget sjælden. Den tilkendegiver en yderst anspændt følelse — sorg indtil døden.“
Den moderne videnskab kaster mere lys over, hvad dette kan have været, idet den i stedet for at modsige Bibelens udtalelser på dette punkt viser, at hans sved kan været blevet „som bloddråber“. Science News Letter (Videnskabeligt nyt) for 30. august 1952 siger for eksempel: „Der findes virkelig nogle mennesker, som synes at „svede blod“. Den røde farve i deres sved kommer af et farvestof, som produceres af svedkirtlerne. Disse hudkirtler udskiller sædvanligvis en ubetydelig mængde mælkehvidt stof, men somme tider afsondrer de et farvestof sammen med den normalt farveløse vædske. Når transpirationen tørrer, bliver farvestoffet tilbage og tiltrækker således opmærksomheden. . . . Det, at man sveder rødt eller en hvilken som helst anden farve, kendes under navnet chromidrosis. I nogle tilfælde skyldes det øjensynlig indtagelsen af kemikalier eller medikamenter i legemet. Man har i flere århundreder kendt til, at arbejdere i kobberminer kunne have grøn sved, og at patienter kunne svede rødt, når de havde taget visse mediciner. I disse tilfælde er sveden imidlertid farvet over hele legemet, og man har i lang tid været klar over farvens oprindelse. Den form for chromidrosis, der ikke har kunnet forklares før nu, er begrænset til små dele af legemet. Den viser sig sædvanligvis i armhulerne, men kan optræde hvor som helst på huden. Den ses kun hos voksne, ofte i forbindelse med sindsbevægelser. Sveden kan være grøn, blå, sort, gul, brun eller blodrød. Hvor det sidste er tilfældet, har lægmænd ofte troet, der var tale om en bogstavelig sved af blod.“
Man kan naturligvis ikke vide, om dette er den særlige forklaring på det, der skete i Jesu tilfælde. Men det viser, at der findes afgjorte videnskabelige beviser for, at sved kan være „som bloddråber“. Ovennævnte citat viser, at denne usædvanlige hændelse ofte finder sted „i forbindelse med sindsbevægelser“. Det er sikkert, at der under Jesu kvalfulde bøn i Getsemane forelå tilstrækkelig stærke sindsbevægelser til at fremkalde den virkning, at sveden blev „som bloddråber“.
● I det tilfælde hvor en fader eller moder eller søn eller datter bliver udstødt, hvordan skal en sådan behandles af familiens medlemmer i deres indbyrdes familieforhold? — P. C., Ontario, Canada.
I dag lever vi ikke i en teokratisk nation, hvor sådanne medlemmer af vor kødelige familie kan udryddes for utroskab mod Gud og hans teokratiske organisation, sådan som det var muligt og beordret i Israel under ørkenvandringen og i Palæstinas land. „Du skal slå ham ihjel; din hånd skal være den første, der løfter sig imod ham for slå ham ihjel, siden alle de andres hånd. Du skal stene ham til døde, fordi han søgte at forføre dig til frafald fra Jehova din Gud, . . . Og det skal høres i hele Israel, så de gribes af frygt og ikke mere øver en sådan udåd i din midte!“ — 5 Mos. 13:6-11.
Da vi i dag er begrænset af de verdslige nationers love, som vi lever i, såvel som af Guds love gennem Kristus, kan vi kun i en vis udstrækning træffe vore forholdsregler mod sådanne frafaldne, det vil sige i overensstemmelse med begges love. Både landets lov og Guds lov gennem Kristus forbyder os at dræbe frafaldne, selv om de er medlemmer af vor egen familie af kød og blod. Guds lov kræver imidlertid, at vi anerkender deres udstødelse af menigheden, og dette til trods for, at landets lov fordrer, at vi på grund af det naturlige bånd lever sammen med og har omgang med sådanne frafaldne under samme tag.
Guds lov tillader ikke en mand eller hustru at skille sig af med sin ægtefælle, fordi denne bliver udstødt eller falder fra. I de fleste tilfælde vil landets lov heller ikke tillade en skilsmisse af sådanne grunde. Den trofaste troende og den frafaldne eller udstødte ægtefælle må på lovlig vis fortsætte deres samliv og opfylde de ægteskabelige forpligtelser over for hinanden. En fader kan ifølge loven ikke skille sig af med sit mindreårige barn, fordi han falder fra eller bliver udstødt, og et mindreårigt barn eller børn kan ikke forlade deres fader eller moder, fordi de bliver utro mod Gud og hans teokratiske organisation. Forældrene må efter Guds og menneskers love opfylde deres forpligtelser som forældre over for barnet eller børnene, så længe disse er mindreårige og afhængige af dem, og barnet eller børnene må vise forældrene lydighed, så længe de er umyndige eller ikke har forældrenes samtykke til at rejse hjemmefra. Dersom børnene er myndige, kan de naturligvis rejse hjemmefra og på bogstavelig måde bryde de familiebånd, der allerede er bristet åndelig set.
Hvis børnene er myndige og fortsætter med at komme sammen med en udstødt fader eller moder, fordi de modtager materiel støtte fra ham eller hende, må de overveje i hvor høj grad deres åndelige interesser bringes i fare ved at leve under denne ulige ordning, og om de kan ordne det sådan, at de kan klare sig selv, hvis de lever adskilt fra deres frafaldne fader eller moder. At de fortsat modtager materiel støtte, skulle ikke få dem til at gå på kompromis, sådan at de ignorerer faderens eller moderens udstødte tilstand. Hvis de trues med at ville blive frataget forældrenes støtte, fordi de følger kredsens afgørelse med hensyn til udstødelsen, må de være villige til at tage sådanne konsekvenser.
Satan vil gennem det udstødte familiemedlem søge at påvirke de andre af familiens medlemmer, som er i sandheden, til at følge den udstødte i hans handlemåde eller indstilling til Guds organisation. Det ville være skæbnesvangert at gøre dette, og de trofaste familiemedlemmer må derfor anerkende og rette sig efter bestemmelsen angående udstødelsen. Hvordan kan det praktiseres, når man lever under samme tag eller daglig er i personlig berøring med den udstødte? På denne måde: Ved at man nægter at have nogen religiøs forbindelse med den udstødte.
Ægtefællen vil opfylde sine ægteskabelige forpligtelser i overensstemmelse med landets lov og som en behørig betaling for alle de materielle goder, han eller hun får og nyder. Men hvad religiøs forbindelse med den udstødte angår — nej, det vil der ikke være noget af! Den trofaste ægtefælle vil ikke diskutere religion med den frafaldne eller udstødte og vil ikke ledsage denne til hans eller hendes religiøse mødested og overvære møderne der. Som Jesus sagde: „Er han også menigheden [som var forpligtet til at udstøde ham] overhørig, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder [i forhold til Guds hellige folk].“ (Matt. 18:17) Man har ingen bemyndigelse til at gøre en sådan nogen skade, men der vil ikke være noget åndeligt eller religiøst fællesskab.
Den samme regel gælder i forholdet mellem forældre og børn eller børn og forældre. Den trofaste ægtefælle eller det trofaste barn vil leve op til de naturlige forpligtelser, der ifølge menneskers og Guds lov hviler på dem. Men med hensyn til at give mere end dette og have et religiøst fællesskab med den utro i overtrædelse af menighedens bestemmelse om udstødelse — nej, det kan den trofaste ikke få sig til. Hvis den trofaste lider i materiel henseende eller på anden måde, fordi han trofast holder fast ved den teokratiske lov, må han betragte det som en lidelse for retfærdighedens skyld.
Formålet med at overholde bestemmelsen om udstødelsen er at få den udstødte til at indse sin fejlagtige handlemåde og få ham til at skamme sig, sådan at han atter kan komme på ret køl, og samtidig at beskytte og værne vor frelse til liv i den nye verden. (2 Tess. 3:14, 15; Tit. 2:8) Når man er knyttet sammen i et nært, uløseligt, naturligt familiebånd og af samme husstand under samme tag, må man spise den bogstavelige føde og i fysisk henseende leve sammen med den utro, og i det tilfælde gælder 1 Korinter 5:9-11 og 2 Johannes 10 ikke; men forpur ikke hensigten med menighedens udstødelse ved at spise åndelig eller religiøs føde med en sådan eller ved at tage velvilligt imod ham i religiøs henseende og byde ham farvel med ønske om god fremgang for ham i hans frafaldne kurs.