Fly i hast til „bjergene“
1. Hvad er det nu på høje tid at gøre, og hvor kan vi skjule os for de himmelske eksekutionsstyrker, når de drager ud for at hærge og ødelægge?
DER er ingen tid til tøven. Det er på høje tid at søge i sikkerhed. Guds ordsprog siger: „Vær viis, min søn, og glæd mit hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig. Den kloge ser faren og søger i skjul, tankeløse går videre og bøder.“ (Ordsp. 27:11, 12) Hvor kan den vise og forsigtige søge i skjul under den ødelæggelse, som de himmelske skarprettere ifølge Guds vilje lader ramme hans fjender? Ikke i private tilflugtsgårde i rent bogstavelige bjerge eller øde egne. Der er ingen afsides egne, hvor Guds skarprettere ikke kan nå hen. De skjulesteder, man måtte finde for „vederstyggelighedens“ hære, når de hærger Jerusalems modbillede i vor tid, vil ikke kunne skjule nogen, så de undgår at blive tilintetgjort af Guds eksekutionsstyrker i Harmagedon, når disse drager ud under hans konge, Jesus Kristus. For de kristne, som så statholderen Gallus’ hære og i hast flygtede fra Judæa, inden Jerusalem blev ødelagt i året 70 e. Kr., var bjergene i Gilead omkring Pella et sted, hvor de kunne fortsætte i den teokratiske organisation under deres styrende enhed, forkynde det gode budskab fra Guds ord og vende folks håb og afhængighed bort fra det dødsdømte Jerusalem og til Guds forjættede rige, det nye Jerusalem. For kristne og for folk uden for kristenheden, der ønsker at flygte bort og holde sig skjult lige fra Harmagedons første begyndelse, er bjergene uden for det dødsdømte Judæa et billede på den nye verdens beskyttende, teokratiske tingenes ordning, som Jehova har skabt her i endens tid. Det er under denne tingenes ordning, at Jehova Gud skærmer dette sin nye verdens samfund, for at dets medlemmer kan fortsætte deres teokratiske virksomhed og forkynde Guds rige og den nye verden.
2. Hvordan kan de, som befinder sig i kristenheden, flygte fra den, og sammen med hvem kan vi nu søge i sikkerhed?
2 De af os, som lever inden for selve kristenhedens område, kan ikke korporligt forlade dette område. Selv om vi rejste til såkaldte „hedenske“ lande, der er gennemsyrede af babylonisk dæmonreligion, ville det ikke være os til nogen beskyttelse under Harmagedonslaget. Men vi kan flygte fra kristenheden i åndelig forstand, idet vi forlader dens verdslige, uteokratiske tingenes ordning og således trækker os ud af farezonen og overlader kristenheden til dens egen skæbne, uden at gøre os medskyldige i dens utugtige forbindelse med de Forenede Nationer eller nogen anden politisk eller kommerciel ordning, der hører den gamle verden til. Kun da kan vi være frie til at forkynde vor Guds hævns dag over kristenheden og hele den øvrige del af den babyloniske verden. Der er kun eet sikkert tilflugtssted, og det er under Jehovas nye teokratiske ordning og sammen med hans nye verdens samfund. Set med Guds øjne er de, som udgør hans nye verdens samfund, ikke længere i de dødsdømtes land, men de er i hans godkendelses land. Han har grundfæstet en „ny jord“, hvortil vi kan fly!
3. Hvordan kan de, der tilbeder Jehova, siges at være i et nyt land, og hvordan er der blevet vendt fuldstændig om på forholdene sammenlignet med situationen, som den var ved afslutningen på den første verdenskrig?
3 Som sådanne, der tilbeder Jehova, er vi i et nyt land. Et nyt land er blevet født i denne „endens tid“, ikke som følge af undersøiske jordskælv, der har skudt en ny ø eller et nyt fastland op over havets overflade, men som følge af Guds almægtige ånd, der har givet hans folk et nyt ståsted her på jorden. Han har fuldstændig vendt om på forholdene, som de var ved den første verdenskrigs afslutning. Dengang kom den salvede rest af Jehovas vidner i fangenskab under fjendens magt, fordi kristenheden vragede Jehovas rige ved hans søn, valgte kejserens venskab og overgav Kristi trofaste efterfølgere til kejseren, for at de kunne blive henrettet ved statens sværd. For en tid var de som landsforviste og ikke længere i Guds gunst, de opholdt sig i fjendeland, berøvet deres ret til at tilbede deres Gud og gøre hans gerning. Deres tilstand blev skildret forbilledligt, dengang den jødiske rest var i fangenskab i det afgudsdyrkende Babylon, langt borte fra deres hjemland, som Gud havde påbudt skulle ligge øde hen uden folk eller fæ i halvfjerdsindstyve år, uden hovedstad og uden tempel, der bar Jehovas navn. Adspredte, som de var i et fremmed land, var de ikke længere et folk, der havde sin egen regering. Deres fjerne hjemland var ikke længere et velopdyrket land, der summede af indbyggere, men et vildnis, et overgroet tilholdssted for farlige vilde dyr og urene fugle. På tilsvarende vis var resten af Jehovas vidner i 1918 et undertrykt folk, der ikke udgjorde en nation eller ejede et land, et gudgivent land i overensstemmelse med hans løfter. Hvordan går det da til, at de i dag står frem som et forenet og organiseret folk, der færdes frit i et teokratisk kongerige?
4. Hvilket udfrielsesløfte opfyldte Gud på sit folk, således som han tidligere havde gjort det på sit forbilledlige folk?
4 Det er, fordi Gud i åndelig forstand har gjort for dem, hvad han gjorde for sit folk i fortiden, da de havde været i fangenskab i Babylon i det fastsatte åremål. Gud holdt sit løfte om udfrielse, et løfte, han havde givet gennem sin profet: „Jehovas forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly. . . . så sandt jeg er Jehova din Gud, som rører havet, så bølgerne bruser, den, hvis navn er Hærskarers Jehova. Jeg lægger mine ord i din mund og gemmer dig under min hånds skygge for at udspænde himmelen og grundfæste jorden og sige til Zion: Du er mit folk!“ (Es. 51:11-16) Da den almægtige Gud i året 537 f. Kr. forløste sit folk fra Babylons mægtige verdensrige efter næsten trekvart århundredes forløb, vakte det stor opmærksomhed og forundring i verden dengang. Det gør det også nu.
5. Hvornår begyndte udfrielsen af den salvede rest, og takket være hvad befinder de sig nu i dag i en fri og organiseret tilstand?
5 Ved den første verdenskrigs afslutning i 1918 vendte kristenheden sig til Folkeforbundet som en sikkerhedsforanstaltning for efterkrigstiden. Jehovas salvede vidner vendte sig til Jehovas rige ved Kristus som den nye verdens retmæssige regering og lovede højtideligt at forkynde det med stor frimodighed for hele menneskeheden, hvis bare de måtte blive forløst fra fjendens grusomme magt. I 1919 begyndte de at komme fri af fjendens magt, ene og alene takket være Jehovas magt, der blev lagt for dagen gennem hans konge, Kristus. Det skyldes kun hans magt, at de i dag er et folk for hans navn. Som han sagde i sin profeti: „For at . . . sige til Zion: Du er mit folk.“ Det er ham, der ved sin ånds vældige styrke og sit åbenbarede sandhedsords kraft til at udfri har løst sit folk fra menneskefrygtens hemmende bånd og befriet dem for falske religionsbegrebers, menneskegjorte traditioners og uteokratiske ordningers og skikkes hindrende lænker. Han har organiseret dem på ny under sin salvede konge. Han har anvist dem en teokratisk levevis og givet dem et mål i livet og en vidunderlig tjeneste at udføre i sit navn.
6. Hvordan er et nyt land blevet født, og hvad er dets hovedstad?
6 Ved denne guddommelige handling er en nation blevet født. Et nyt land er kommet til verden. Det skete ikke ved fredskonferencen i Versailles efter den første verdenskrig, hvor man reviderede landegrænserne og gav folk i Polen, Tjekkoslovakiet o.s.v. deres egne landområder. Nej, det er sket ved, at himmelens og jordens Skaber har givet sine udfriede vidner på jorden et ståsted i tilværelsen, en stilling, som intet andet folk indtager, stillingen som hans genoprettede og godkendte folk, der lever og virker i et teokratisk land. Dette land har sine faste grænser, som de ikke må overskride for at gå på kompromis med denne verden eller gøre fælles sag med den. Landet har en hovedstad, et regeringssæde. Det er ikke i Brooklyn ved bredden af East River over for de Forenede Nationers regeringssæde. Det har ikke nogen jordisk hovedstad, for dets samfund er universelt og har en guddommelig hovedstad i himmelen, det nye Jerusalem.
7, 8. Hvorfor har Zions veer under den første verdenskrig ikke været forgæves, og hvad har slået verden med forundring som en opfyldelse af profetien?
7 De fødselsveer, som Guds universelle organisation Zion udstod under den første verdenskrig, var ikke forgæves, for ved sin ægtemands kraft fødte den et revset og renset teokratisk folk som sine synlige børn på jorden. Til alles forundring blev en nation til. Hvis dette kolossale internationale stævne her på Yankee Stadium i atomalderens ellevte år vækker New Yorks forundring, er det kun en del af hele verdens forundring over at se et nyt land ganske usædvanligt og uventet komme til verden og et folk blive født ved Guds kvinde Zion i opfyldelse af hans 2700 år gamle profeti:
8 „Før hun er i barnsnød, føder hun, førend veer kommer over hende, har hun en dreng. Hvo hørte vel mage dertil, hvo så vel sligt? Kommer et land til verden på een eneste dag, fødes et folk på et øjeblik? Thi Zion kom i barnsnød og fødte med det samme sine børn. Åbner jeg et moderliv og hindrer det i fødsel? siger Jehova. Bringer jeg fødsel og standser den? siger din Gud.“ — Es. 66:7-9.
9. På hvilken dag er disse forbavsende ting sket, og hvordan har Gud åbnet Zions moderliv, og hvorfor kunne han nu ikke lukke det igen?
9 Det er på een bestemt dag, at disse nye og forbavsende ting er sket til hævdelse og herliggørelse af Jehovas ord. Denne dag er Jehovas dag, på hvilken hans teokratiske regering kommer frem på skuepladsen. Den dag på 2520 år, i hvilken de uteokratiske, hedenske nationer har haft herredømmet over jorden, er nu forbi. Da deres dag ophørte i 1914, begyndte Jehovas dag i hele universet, og hans himmelske organisation Zion fødte den regering, som hans salvede konge Jesus Kristus er overhoved for. Jehova åbnede sin organisations, Zions, moderliv, for at det messianske rige, der på symbolsk vis skildres som et drengebarn, kunne blive født. Nu kunne han ikke lukke Zions moderliv og ikke lade hende føde flere børn, navnlig i betragtning af, at han havde ladet hende udstå svære fødselsveer på grund af den forfølgelse, der ramte Rigets forkyndere på jorden. De var i fangenskab og befandt sig som landsforviste i fjendeland, og de var derfor som begravet eller skjult for andres øjne. De kunne ikke identificeres som det himmelske Zions repræsentanter. Forfølgelsen af dem måtte bringes til ophør og ved Guds kraft føre til et resultat. Jehovas folks forhold på jorden måtte bringes i overensstemmelse med Rigets herlige fødsel i himlene, og det blev de også. Hvordan?
10. Hvordan fødte Zion et folk, og hvordan kom et nyt land til verden ved Jehovas tjener, og hvad ligger dette land nu åbent for?
10 Da det himmelske Zions barnsnød var på sit højeste og tiden til fødselen kommet, lod Jehova hende føde resten af sine åndelige børn på jorden som et folk af undersåtter under Guds nyfødte rige. Lang tid forinden havde han sagt til sin store tjener, kongen Jesus Kristus: „Jeg . . . vogter dig og gør dig til folkepagt for at rejse landet igen, udskifte øde lodder og sige til de bundne: Gå ud! til dem i mørket: Kom frem!“ (Es. 49:8, 9) Nu rejste Jehova landet igen ved sin tjener, det nyfødte riges hersker, og gav sine salvede vidner de førhen øde lodder i arv, idet han sagde til dem, at de skulle gå ud fra trældommen i den babyloniske verden og ikke længere blive i det babyloniske mørke, men komme frem i lyset fra Jehovas dag. Han lod et land føde ved at genindsætte dem i sin gunst, underlægge dem sit teokratiske opsyn og udfri dem fra trældommen under Rigets fjender. Som tilfældet var med israelitterne ved afslutningen på Jerusalems og Judæas halvfjerds års ødelæggelse, således er dette nyfødte land ikke længere under noget guddommeligt forbud. Det er, som var det halvfjerdsårige band hævet, og landet lagt vidt åbent. Nu er tiden her, da Jehovas folk bør strømme ind i det nyfødte, teokratiske land, og hver enkelt må tage sin teokratiske opgave deri op. Lad de retsindige drage ind i dette land i flokkevis!
11. Hvornår og hvordan udspændte Jehova himlene og grundfæstede jorden, og hvad svarer den nye jord ifølge Jesu profeti til med henblik på ødelæggelsens vederstyggelighed?
11 Det betyder, at den nye jord nu grundfæstes. Skaberen har allerede i 1914 udspændt den nye verdens nye himle ved at lade sit messianske rige fødes, for Riget er den nye retfærdige verdens himmelske regeringsmagt, og han begyndte at lægge den nye jords grundvolde i året i 1919, da han løste resten fra de babyloniske bånd og genindsatte den i sin guddommelige gunst, tjeneste og tilbedelse. At dette den nye verdens samfunds land fødes, er ensbetydende med, at den nye jord grundlægges, for den åndelige rest vil blive bevaret gennem Harmagedon, og deres teokratiske organisation her på jorden vil med tiden smelte sammen med den nye verdens varige nye jord, der udelukkende vil være befolket af retsindige mennesker med jordisk håb. Dette nyfødte land, hvis indbyggere er Zions nyfødte, åndelige børn, er et sikkert tilflugtssted. Det svarer til de bjerge, som Jesus advarede sine efterfølgere om at fly til, når de fik øjnene op for ødelæggelsens vederstyggelighed, navnlig når de så det faretruende syn, at dens ødelæggelseshære omringede kristenheden, der påstår, at den er hellig og ikke kan røres af menneskehånd. — Luk. 21:20, 21.
12. Hvad har Jehova lagt i sin genoprettede rests mund, og i hvilken hensigt?
12 Den åndelige rests og dens styrende enheds flugt til det nyfødte land, der ligger langt uden for kristenhedens farezone, er ikke enden på sagen. Deres velfærd og sikkerhed alene er ikke et helt og fuldt udtryk for Guds barmhjertighed og frelsesmagt på denne Jehovas dag. Han har vist, hvad der er hensigten med at beskytte sin genoprettede rest i det genoprettede land, og sagt: „Jeg lægger mine ord i din mund og gemmer dig under min hånds skygge for at udspænde himmelen og grundfæste jorden.“ (Es. 51:16) De ord, der lægges i restens mund, skal de ikke beholde for sig selv, men de bør lade dem gå videre til den nye verdens opvoksende slægt, der vil bebo den „nye jord“ til evig tid. „Dette er min pagt med dem, siger Jehova: Min ånd, som er over dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal ikke vige fra din eller dit afkoms eller dit afkoms afkoms mund, siger Jehova, fra nu og til evig tid.“ — Es. 59:21.
13. Hvordan vil Jehovas ord aldrig vige fra deres mund?
13 Jehovas ord bliver lagt i hans folks mund, for at de skal forkynde det med frimodighed og myndighed. Så længe hans ord ikke viger fra deres mund, så længe ophører de ikke med at tjene som hans talerør, idet de forkynder det gode budskab om Riget i hele verden til et vidnesbyrd for alle nationerne. Hvis de er villige til at bruge deres mund i hans vidnegerning, vil han altid give dem et budskab at forkynde. Det er ikke alene til frelse for dem selv, men også til frelse for mange andre.
14. Hvorfor må de, som allerede har søgt tilflugt i bjergene, interessere sig for mere end blot deres egen frelse, og hvordan rejser de et banner eller signal over folkeslagene?
14 De, som allerede er søgt i sikkerhed i bjergene sammen med den nye verdens samfund, må i uselviskhed interessere sig for mere end blot deres egen frelse. Mange er de, som trues af tilintetgørelse i Harmagedonslaget, der først vil slå ned på den gamle verdens religion. Vi, som læser profetien med omtanke, ser nu ødelæggelseshærene lejre sig omkring vor tids modbillede til det troløse Jerusalem. Vi ser situationens dystre betydning. Det er for os et tegn på, at de verdslige religionssystemer, der har smykket sig med Guds søns navn, men hånet og spottet Jehovas navn, står over for deres tilintetgørelse, og derfor over for begyndelsen til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Det bliver hævnens dage til hævdelse og herliggørelse af Jehova og hans messianske rige. (Åb. 16:14, 16; Luk. 19:22) Det påhviler resten som en uafviselig pligt at handle som en vægterskare og lade advarselsråbet lyde for de retsindige i alle nationerne, at de skal fly ud til bjergene. Hvis de er i kristenheden, må de fly ud af den. Hvis de er i den hedenske verden uden for den, må de ikke søge ind i den eller blive en del af den. Nationerne i vestblokken søger febrilsk at bevare kristenheden hellig, som stod og faldt verdens sikkerhed med den, hvilket Guds ord siger ikke er tilfældet. De, som allerede er flygtet til det nyfødte land sammen med den nye verdens samfund, har Jehovas ord i deres mund, og de må overalt forkynde hans rige som den eneste regering, der aldrig vil blive en fiasko, men vil indføre varige velsignelser for alle jordens slægter. På denne måde rejser de et banner eller et signal over folkeslagene, så de kan se, hvor de skal fly hen og søge i sikkerhed under Guds hånds skygge. — Es. 62:10.
15. Betyder opfordringen til at flygte, at vi ikke længere skal forkynde budskabet i kristenhedens område? Hvor længe skal vi blive ved med at forkynde?
15 Jerusalems modbillede i nutiden omringes nu af ødelæggelseshære, og de, som befinder sig i dette dødsdømte system, får befaling til at flygte ud af det, hvis de vil være Kristi efterfølgere. Det vil dog ikke sige, at vi skal holde op med at forkynde i kristenheden. Det er kristenheden som systemet, der har allieret sig med denne verden mod Riget, og det er det, vi bør flygte fra, men vi bør vedblive med at forkynde inden for kristenhedens område. Hvor længe? Hvis vi har sagt: „Her er jeg, send mig“, må vi lade Jehovas svar til Esajas i synet af templet være os svar på dette spørgsmål: „Til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske, og agerjorden ligger som ørk! Og Jehova vil fjerne menneskene, og tomhed skal brede sig i landet.“ (Es. 6:8-12) Det vil sige, til det kommer til åbent brud på pagten mellem kristenhedens og ødelæggelsens vederstyggelighed, og dyrets ti horn vender sig imod kristenheden og æder den op. Det vil sige, til Harmagedonslaget begynder og efterhånden helt ødelægger den gamle verden, hvis gud er Satan Djævelen. Før da er der ikke tale om at holde op. Vi må fremholde det gode budskab om Riget for alle nationerne til et vidnesbyrd, og det indbefatter, at vi også må forkynde hævnens dag fra vor Gud. — Es. 61:2.
16. Hvordan kan vi vise, at vi byder flygtningene velkommen i den nye verdens samfunds åbne land, og hvad må vi gøre, hvis indbyggerantallet skal blive langt større, end det nu er?
16 Vi må gøre det i kærlighed til vor næste, vore medmennesker, der befinder sig i fare, og således hjælpe så mange, vi kan, til ufortøvet at flygte fra hele Djævelens dødsdømte verden. Det er os, der må gå til dem. Ligesom englene, der advarede Lot og hans døtre i Sodoma og opfordrede dem til ikke at blive i den egn, men at fly for deres liv og søge ud i bjergområdet, således må vi tage de retsindige ved hånden og fremskynde deres flugt. (1 Mos. 19:15-17; Luk. 17:28-30) Hvad vi nu ser i lyset af Jesu profeti, må vi tage alvorligt, og vi må handle i forståelsen af, hvor meget det haster for alle de retsindige, der længes efter at leve lykkeligt i en retfærdig ny verden. Gennem vore bestræbelser viser vi dem, at vi byder dem velkommen i den nye verdens samfunds velsignede land og til at nyde Guds miskundheds goder og den sikkerhed, der er at opnå under hans vinger, hvor evig glæde hviler over hans folk. Rapporterne viser, at der allerede er over en halv million, der tjener som vidner i det nyfødte land sammen med den nye verdens samfund. Er vi villige til at arbejde, til Jehova Gud har forøget den velsignede befolkning i dette teokratiske land, så der måske bliver millioner af indbyggere, som er flygtet dertil og nu lever der i trofasthed, og som derfor vil overleve Harmagedonslaget og aldrig behøver at dø, så de forsvinder fra den nye jord? Er vi villige hertil, så må Guds gode budskab om Riget og advarselen om hævnen over Rigets fjender være det budskab, vi forkynder lige indtil Harmagedon, og da vil vi ikke lade disse Guds ord vige fra vor mund, før Satans gamle verden fuldstændig er lagt øde, og både jorden og himmelen er renset. Denne skelsættende begivenhed er nær!
17. Hvad står vi på tærskelen til, og hvilke forberedelser må vi træffe?
17 Vi står nu på tærskelen til en ny verden, der aldrig vil forgå eller ældes, men hvorom den guddommelige Skaber siger: „Thi ligesom de nye himle og den ny jord, som jeg skaber, skal bestå for mit åsyn, lyder det fra Jehova, således skal jeres afkom og navn bestå.“ (Es. 66:22) Hvilken usigelig forret er det ikke nu at leve i sikkerhedens land sammen med den nye verdens samfund og at være med i forberedelserne til den verden, hvor der hersker fred og ro og gudfrygtig tilfredshed, hvor intet volder os men eller skræmmer os! Det er Jehova Gud, der skaber den retfærdige nye verden ved sin konge, Jesus Kristus, og vore forberedelser gælder hovedsagelig os selv, hvordan vi som en ny verdens samfund kan lære at arbejde sammen i kærlighed, kan blive organiseret på teokratisk vis og fortsætte ad denne bane. Under Harmagedonslagets ødelæggelser bliver vore forskellige personlige ejendele, vore hjem, vore rigssale og vort jordiske gods måske tilintetgjort, men da vi nyder himmelsk beskyttelse og altså ikke vil blive rørt af Jehovas eksekutionsstyrker, vil vi overleve med, hvad der er nødvendigt, og det vigtigste af dette nødvendige vil være Guds godkendelse, som han giver os, fordi vi har bevaret vor retskaffenhed over for ham og hans rige.
18. Hvordan og i forventning om hvad bør vi nu leve som en ny verdens samfund, og hvad har Jehova i overensstemmelse hermed givet os gennem sin nye verdens samfund?
18 Idet vi ser frem til at skulle leve evigt sammen efter Harmagedon, er det vigtigste for os, at vi nu lærer at leve sammen og tjene Gud i endrægtighed. Vi bør lade Jehovas ånd virke frit og uhindret iblandt os, så vi ikke lader os forme efter menneskers påfund og planer, men kan blive til nytte for ham evigt og altid. Mens den gamle verdens samfund klager og jamrer og i religiøs henseende sulter og tørster, bør vi til stadighed fryde og glæde os og holde åndelig højtid sammen, idet vi bestandig husker Peters ord: „Men efter hans forjættelse venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.“ (2 Pet. 3:13) I nøje overensstemmelse med vor forventning, og for at vi fortsat kan fryde os og arbejde sammen som en ny verdens samfund, har den lykkelige Gud, Jehova, gennem sin nye verdens samfund givet os denne nye bog på 384 sider; den er på engelsk og hedder: „NEW HEAVENS AND A NEW EARTH“.
(The Watchtower, 15. september 1953)