Den moderne viden støtter Bibelen

BIBELEN giver sig ud for at være den eneste sande Guds, Jehovas, ord. „Hvert skrift er indblæst af Gud.“ (2 Tim. 3:16, fodnoten) Dette forudsætter naturligvis, at Bibelens forfatter er til. Støtter den moderne viden troen på, at Gud virkelig er til? Det gør den.

Som tænkende skabninger ved vi, at enhver virkning har en kompetent årsag. Når vi derfor ser den umådelige stjernehimmels orden og harmoni, som kan tages i øjesyn gennem Mount Palomars linser, når vi ser naturens undere og hele dens skønhed, som er synlig for det blotte øje, og når vi betragter den verden, der gøres synlig ved hjælp af elektronmikroskopet, kan vi ikke komme uden om den slutning, at alt dette i sandhed må have en årsag, der har en umådelig magt og visdom til sin rådighed.

Efterhånden som mennesket lærer mere og mere om sit eget legeme, hvordan dets forskellige organer fungerer og samarbejder med hinanden, hvordan det producerer enzymer og hormoner, hvordan dets hjerne virker o.s.v., har mennesket endnu stærkere grund til at drage den slutning, at denne den vidunderligste af alle organismer simpelthen ikke kan være et resultat af blinde, fornuftløse kræfters spil, som for eksempel „naturen“.

Og når vi betragter de mange forhold og omstændigheder, der er tvingende nødvendige, for at mennesket kan leve på jorden — jordens afstand fra solen, den hastighed, hvormed jorden løber rundt om solen og drejer om sin egen akse, jordatmosfærens sammensætning, månens afstand fra jorden, den måde, hvorpå flora og fauna kompletterer hinanden i produktionen og forbruget af ilt og kuldioxyd — spørger vi: Hvordan kunne alt dette og meget andet være sket tilfældigt på een planet? Det kunne ikke lade sig gøre, og derfor er disse forhold et vægtigt bevis for, at mennesket står ikke alene, for at bruge forhenværende præsident for New Yorks videnskabelige akademi, A. Cressy Morrisons ord, som han har valgt til titel på sin bog, Man does not stand alone. Man karakteriserer i sandhed sig selv som en dåre, hvis man på trods af alle disse beviser vil påstå, at der ikke er nogen Gud. — Sl. 14:1.

Støtter den moderne viden som helhed troen på Bibelens pålidelighed, ligesom den støtter troen på det overordnede væsens, Jehova Guds, eksistens? Det gør den.

Guds ord, Bibelen, oplyser os ikke om universets alder; den moderne videnskab har for nylig fordoblet sin skønsmæssige angivelse fra 1,8 milliard til 3,5 milliard år. Hvad angår beredelsen af jorden for mennesket, bekræfter den moderne videnskab den orden, Bibelen angiver, lysets tilsynekomst, derefter landet, vegetationen, havdyrene, fuglene, landdyrene og til sidst mennesket. Geologiens vidnesbyrd støtter ikke evolutionsteorien, men fremviser — for at citere den afdøde franske videnskabsmand Lecomte du Noüy — „alle de utilfredsstillende kendetegn på en absolut skabelse“. (Human Destiny, siderne 72, 75, 79) Palæontologien støtter Bibelens udtalelse om, at Gud lod jorden frembringe de forskellige dyr hver „efter deres arter“. (1 Mos. 1:21, 24, 25) Afdøde Lucien Cuenot, en af Frankrigs største biologer, skrev, at „evolutionstræet har mistet sin kraft“, og dermed indrømmer han, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget bevis for evolutionsteorien; og kort før sin død forkastede han evolutionsteorien helt, til stor bestyrtelse for sine kolleger inden for videnskaben. Eftersom det eneste alternativ til evolutionsteorien ifølge Sir Arthur Keith og professor D. M. S. Watson er „skabelse af hver enkelt slægt for sig“, som Bibelen siger, lagde Lucien Cuenot derved sit lod i Bibelens vægtskål.

Bibelen siger, at hos Jehova er livets kilde. (Sl. 36:10) Menneskene troede engang, at livet opstod spontant, men nu ved man, at der kun opstår liv af allerede eksisterende liv; denne grundsætning kaldes „biogenesens lov“.

Tidligere tiders videnskabsmænd troede, at Vandfloden på Noas tid blot var en lokal foreteelse, men den moderne viden, særlig inden for geologi og arkæologi, afgiver beviser for, at den verden, der blev beboet af mammutter og lignende kæmpedyr, endte i en oversvømmelse, og selv i Italien, Schweiz, England og de Forenede Stater har videnskabsmænd „endog på toppen af høje bjerge“ fundet „hele træer sunket dybt ned under overfladen, og forstenede tænder og knogler af dyr, hele fisk, skaller af havdyr, kornaks o.s.v.“; disse ting kunne kun være kommet der ved en verdensomspændende vandflod. — Encyclopedia of Religious Knowledge.

Den moderne viden fremhæver også visdommen ved mange ting i Moseloven. Blandt de dyr, der ikke måtte spises, var svinet, der ofte har trikiner, kaninen, der ofte har tularæmi, visse fisk, der ofte har bændelorm o.s.v. Kødet blev undersøgt, og det måtte ikke spises, hvis det var over to dage gammelt. Intet selvdødt dyr måtte spises; mennesker, der led af visse sygdomme, blev isolerede; der var forskrifter for hygiejne.

I det attende og nittende århundrede fremstod der mange bibelkritikere, som angreb Bibelens historiske pålidelighed; men den moderne viden har forvirret kritikerne og retfærdiggjort Bibelen. J. G. Duncan siger i Accuracy of Old Testament in Light of Recent Palestinian Archacology: „Jeg tror ikke, at det længe vil være muligt, hvis det overhovedet er muligt nu, at benægte selv detaillernes nøjagtighed i det Gamle Testamentes beretning. Begivenheder, der hidtil er blevet betragtet som legendariske, er gennem den senere tids fund bevist at være historiske. . . . Der ligger virkelig historie til grund for alle beretningerne.“ Og afdøde Sir Frederic Kenyon siger i sin bog The Bible and Archaeology: „Skønt arkæologien endnu ikke har sagt sit sidste ord, bekræfter resultaterne allerede, hvad troen i forvejen tilkendegiver, at Bibelen ikke kan andet end vinde ved en forøgelse af vor kundskab.“

Fordi vi ikke har Bibelens originalmanuskripter, er der mange, der har draget pålideligheden af de manuskripter, der er bevaret, i tvivl. Men i de senere år er der fundet papyrusmanuskripter, indeholdende de kristne Græske Skrifter, som går helt tilbage til en tid, der ligger så nær op til originalmanuskripternes tid, at „det Nye Testamentes bøgers pålidelighed og generelle uangribelighed må betragtes som endelig fastslået“, som Sir Kenyon udtrykker det. Et slående bevis på det „Gamle Testamentes“ pålidelighed var fundet af Esajas-rullen ved det Døde Hav i 1947; bortset fra et par ubetydelige forskelle viste den sig at være identisk med den bedste masoretiske tekst, skønt den er skrevet tusinde år før. Teksten er altså blevet skrevet af over tusinde år, uden at der er sket nævneværdige ændringer!