Spørgsmål fra læserne
● Nogle søger at retfærdiggøre deres skilsmisse og indgåelse af nyt ægteskab ved at sige, at deres tidligere ægtefælle bedrev hor med en anden i sit hjerte, selv om der ikke skete andet. De citerer Mattæus 5:27, 28. Hvad med et sådant ræsonnement? — F. R., de Forenede Stater.
En sådan tankegang er et desperat, men omsonst forsøg på at retfærdiggøre sig selv. Jesu ord, som disse mennesker prøver at få til at tjene deres selviske hensigt, lyder således: „I har hørt, der blev sagt: Du må ikke bedrive hor. Men jeg siger jer, at enhver, der vedblivende ser på en kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.“ (Matt. 5:27, 28, NW) Det argument, at en sådan indre lidenskab, der ikke kommer til udbrud, er lig med hor og retfærdiggør skilsmisse og indgåelse af nyt ægteskab, falder ind under samme kategori som farisæernes underfundige, jesuitiske spekulationer, når de med deres traditioner underkendte og tilsidesatte Guds bud. — Matt. 15:3-9.
Med disse ord viste Kristus Jesus, hvad der kræves af et virkelig rent hjerte, nemlig at det ikke huser urette tanker og ønsker. Det er ikke blot et spørgsmål om at undlade at gøre noget forkert af frygt for straf eller ubehagelige følger, men snarere et spørgsmål om at elske retfærdighed så højt, at der i sindet og hjertet ikke er plads for urette længsler. Man vil ikke kunne give rum for tanker om urette handlinger, hvis man adlyder Filipperne 4:8: „I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ Umoralske handlinger bør ikke være noget, kristne til stadighed taler om, men bør kun diskuteres, når det er nødvendigt af teokratiske grunde. (Ef. 5:3) Sindet må omformes med retfærdighed for øje, den gamle personlighed med dens urene tanker og handlinger må aflægges for at give plads for den nye personlighed, der dannes i overensstemmelse med Guds vilje og hans retfærdighed. — Rom. 12:2; Ef. 4:22-24; Kol. 3:5-10.
Hvis vi ikke fjerner de onde tanker fra vort sind, vil de vokse og til sidst komme til udbrud i vore handlinger. Som Jakob advarer: „Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død.“ (Jak. 1:14, 15) Men læg mærke til, at det er synden, der afstedkommer død, ikke blot begæret. Det urette begær vil føre til synd, der igen afstedkommer død, hvis man hæger om det og tænker på det i stedet for at udelukke det af sind og hjerte; men før begæret bliver årsag til egentlig synd, er der ikke tale om dødsstraf. Jesus sagde: „Hvad der gør mennesket urent, er det, der udgår fra mennesket. Thi indvendig fra, fra menneskenes hjerte, udgår de onde tanker, utugt, tyverier, mord, ægteskabsbrud, havesyge, ondskab, svig, løsagtighed, ondt øje, bespottelser, hovmod, hidsighed; al denne ondskab kommer indvendig fra og gør mennesket urent.“ (Mark. 7:20-23) At man blot tænker på disse ting medfører ikke straf. En pludselig opblussen af morderisk vrede, der ikke resulterer i noget mord, bevirker ikke, at vedkommende skal henrettes som morder. Heller ikke vil tanken om at bedrive hor gøre et menneske skyldig i denne synd, hvis tanken aldrig kommer til udbrud i handling. Sådanne tanker vil derfor aldrig være grund for skilsmisse. Men det er alle sådanne onde tanker, de kristne må undertrykke og fjerne fra sind og hjerte, så de ikke bliver så stærke, at de bryder ud i syndige handlinger, der vil medføre dødsstraf. Vort sind må være rent. Det var det, Jesus understregede i Mattæus 5:27, 28.