Spørgsmål fra læserne
● Hvad mente Jesus, da han sagde, at hans efterfølgere skulle gøre større gerninger, end han havde gjort? — V. W., de Forenede Stater.
Jesus sagde: „Sandelig, sandelig siger jeg jer, den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen.“ (Joh. 14:12) Han mente ikke, at hans efterfølgere skulle have større mirakuløs magt og være i stand til at demonstrere denne magt ved større mirakler, end han havde kunnet. Historien viser, at det ikke skete; for eksempel udførte de intet mirakel, der kom på højde med Jesu opvækkelse af Lazarus, der havde været død i fire dage. (Joh. 11:38-44) Som grunden til, at de kunne udføre større gerninger, anførte Jesus, at han skulle stige op til Faderen i himmelen. Det ville sætte en stopper for hans forkyndervirksomhed på jorden og dermed for hans udførelse af undergerningerne, han havde udført. På den anden side skulle hans efterfølgere blive på jorden i lang tid, og i den tid kunne de fortsætte Jesu gerning og udføre den i længere tid end han, indsamle flere og udføre arbejdet over et større område. Jesus havde begrænset sin virksomhed til Palæstina og havde næsten udelukkende virket blandt jøderne; men hans efterfølgere skulle virke i alle nationer.
Ved sin bortgang muliggjorde Jesus også udgydelsen af den hellige ånd over sine efterfølgere, og af den grund var de i stand til at forkynde på mange forskellige tungemål og udvide arbejdet, ligesom de kunne gøre brug af andre af åndens gaver til at udføre undergerninger. Som Jesus sagde til dem lige før sin bortgang: „Når den hellige ånd kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ (Ap. G. 1:8) Da Jesus forlod jorden, afsluttedes altså hans forkynderarbejde, men som følge af, at han for til himmelen, kom den hellige ånd over hans efterfølgere, så de blev styrket og sat i stand til at udvide og fortsætte tjenesten og forkynde i alle nationerne. Således dækkede de et større område med deres forkyndelse og tjente i længere tid end Jesus, og i den betydning gjorde de større gerninger.
● Skal vi tilbede Jesus? — G. B., Abessinien.
Kristenhedens præsteskab, der tror på en treenighed som kristendommens vigtigste læresætning, vil besvare spørgsmålet med et uforbeholdent ja. Det er kun, hvad man kan vente, for de tror, at når de tilbeder Jesus, tilbeder de samtidig Gud Fader og Gud den hellige ånd, for de mener, at disse tre på en eller anden mystisk måde tilsammen udgør een gud. Den engelske King James-oversættelse af Bibelen blev oversat af mænd, der troede på treenigheden, og det er uden tvivl grunden til, at de gengav det græske ord proskynéo med „tilbede“, når det brugtes i forbindelse med Jesus. Alle de steder, dette græske verbum forekommer i de kristne Græske Skrifter, gengiver de det konsekvent med „tilbede“. Derfor læser vi om, at astrologerne „tilbad“ Jesusbarnet, og om mennesker, der „tilbad“ Jesus, når de så Jesus eller blev helbredt af ham eller bad ham om noget, mens han var her på jorden.
Imidlertid vil vi lægge mærke til, at New World Translation of the Christian Greek Scriptures gengiver det græske verbum, ikke med „tilbede“, men med „hylde“, alle de steder hvor det forekommer i forbindelse med Jesus, mens han var her på jorden som menneske. Dette er i harmoni med den kendsgerning, at det græske ord proskynéo forekommer mange gange i den græske Septuaginta-oversættelse af Bibelens Hebraiske Skrifter, og her bruges det i forbindelse med mennesker, f. eks. Jakobs søn Josef og Boaz, Ruts velgører. I disse tilfælde kan proskynéo naturligvis ikke betyde „tilbede“, men blot bøje sig for eller hylde en person, fordi man nærer dyb ærbødighed for ham. Det må derfor have været sådanne ydre tegn på ærbødighed, der blev vist Jesus, mens han var her på jorden, fordi han blev betragtet som Guds repræsentant, tjener og profet og som Davids søn, der skulle blive den messianske konge. Kongerne i det gamle Israel blev til stadighed hyldet ved, at deres undersåtter bøjede sig for dem. New World Translation forklejner ikke Jesus som Guds søn ved således at oversætte dette græske verbum med ord, der betegner en hyldestbevisning mod Jesus, da han var her på jorden.
Det må imidlertid bemærkes, at der er andre græske ord, som King James-oversættelsen gengiver med „tilbede“, men ikke eet eneste af disse græske ord anvendes i forbindelse med Jesus som bevis på, at en sådan handling blev udført over for ham, eller at det var påbudt, at han skulle tilbedes. Det er klart, at når Jesus i Lukas 14:10 (KJ) siger: „Så skal du blive tilbedt (dóxa) for øjnene af dem, der sidder ved måltidet sammen med dig“, mener han ikke, at en menneskelig gæst, der ved et jødisk måltid blev flyttet op fra en lavere til en højere plads, ville blive tilbedt, men han mener, at „det bliver til ære for“ gæsten, som den danske oversættelse og New World Translation gengiver ordet (dóxa). Således ser vi, at Bibelens kristne Græske Skrifter gør forskel mellem Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus ved kun at anvende nogle ord, der gengives med „tilbede“, i forbindelse med Gud og ikke bruge disse ord, når talen er om Jesus.
Da Satan Djævelen fristede Jesus for at prøve at få ham til at tilbede Modstanderen, sagde Jesus ikke til fristeren: „Tilbed mig“, men han sagde: „Du skal tilbede [proskynéo] Herren [Jehova, NW] din Gud og tjene [latreúo] ham alene.“ (Matt. 4:10; Luk. 4:8) Jesus indbefattede sig selv i det, han sagde til den samaritanske kvinde: „I tilbeder [proskynéo] det, I ikke kender; vi tilbeder [proskynéo] det, vi kender, thi frelsen udgår fra jøderne. . . . sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; . . . Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Joh. 4:22-24) Selv efter sin herliggørelse i himmelen holdt Jesus ikke op med at rette sin tilbedelse til Faderen eller begyndte at tilbede sig selv. I Åbenbaringen, som Gud gav Jesus, vises der, at den rene tilbedelse tilkommer den Højeste, Jehova Gud. (Se Åbenbaringen 4:10; 5:14; 7:11; 11:16; 14:7; 15:4; 19:4, 10) Og da Johannes kastede sig ned for at tilbede den engel, Jesus sendte for at overgive ham Åbenbaringen, sagde engelen til Johannes: „Tilbed Gud.“ (Åb. 19:10; 22:9) Tilbedelsen skulle altså udelukkende rettes mod Jehova Gud, mens både den herliggjorte Jesus, Lammet, og hans Fader, Gud, bør ydes velsignelse, ære og pris.
I Hebræerne 1:6 læser vi: „Og når han igen lader sin førstefødte komme til jorderig, siger han: Og alle Guds engle skal tilbede ham.“ Da det græske verbum her er proskynéo, kunne det også have været gengivet „hylde“, ligesom i alle de tidligere tilfælde, hvor ordet anvendes i forbindelse med Jesus, da han var her på jorden som menneske. Samme græske ord bruges også i forbindelse med dem, der vil blive medlemmer af Kristi herliggjorte menighed, „bruden“, nemlig i følgende ord i Åbenbaringen 3:9: „Se, jeg skænker dig nogle af Satans synagoge, af dem, som kalder sig selv jøder, skønt de ikke er det, men lyver. Se, jeg skal få dem til at komme og kaste sig ned [proskynéo] for dine fødder, og de skal forstå, at jeg har fattet kærlighed til dig.“ „Bruden“ vil ikke blive tilbedt.
Der siges ingen steder, at man skal tilbede den salvede konge, som Jehova Gud har sat på sit hellige Zions bjerg, nemlig hans søn Jesus Kristus; men jordens konger og dommere opfordres i følgende ord til at underkaste sig ham og vise ham tilbørlig respekt: „Tjener Jehova i frygt, fryd jer med bæven! Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusser hans vrede op.“ (Sl. 2:11, 12) Dette er i overensstemmelse med det, Paulus siger i Filipperne 2:9-11 angående den anerkendelse, alle levende skabninger bør yde den herliggjorte Jesus: „Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!“ Man må bøje sine knæ i Jesu, Herrens, navn og i tilbedelse til Faderen, Gud, og tungen skal bekende, at Jesus Kristus er herre, men det gøres til ære for Gud, Faderen, og det viser, at Faderen er den højeste. Det er på den måde, at „alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen“. — Joh. 5:22, 23.
Da Bibelen lærer, at Jesus Kristus ikke er samme person som Gud, Faderen, i en treenighed, men et selvstændigt individ, Guds søn, må svaret på ovenstående spørgsmål blive dette, at man ikke specielt skal tilbede den herliggjorte Jesus i himmelen. Vi må rette vor tilbedelse til Jehova Gud. Imidlertid viser vi Guds enbårne søn den rette ærbødighed ved at lade vor tilbedelse af Gud gå gennem Jesus Kristus, idet vi beder i hans navn. Når vi knæler i bøn, som også Paulus gjorde ifølge Efeserne 3:14-19, beder vi i Jesu Kristi navn i lydighed mod hans egen vejledning (Joh. 15:16; 16:23-26), men bønnen selv er rettet til Gud, Faderen, ikke til Jesus. Ved at handle således giver vi alle den rette plads i forhold til hinanden.