Spørgsmål fra læserne
● Er spil et brud på Bibelens principper? Er det forkert af en kristen at have sin verdslige beskæftigelse i et spilleforetagende, for eksempel i en autoriseret lotterikollektion eller et spillehus? — V. W., Haiti, Vestindien.
De kristne må arbejde for deres indtægt. „Vi lægger jer på sinde, brødre, at . . . arbejde med jeres hænder, således som vi pålagde jer, for at I må vandre sømmeligt over for dem, der er udenfor, og ikke trænge til hjælp af nogen.“ „Allerede da vi var hos jer, indskærpede vi jer, at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden! Sådanne mennesker byder og formaner vi i Herren Jesus Kristus, at de skal arbejde stilfærdigt og selv tjene sig føden.“ „Vi skaffer os en hæderlig indkomst, ikke alene i Jehovas øjne, men også i menneskers øjne.“ „Tilvejebring det, der er ret i alle menneskers øjne.“ „Men hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ (1 Tess. 4:10-12; 2 Tess. 3:10, 12; 2 Kor. 8:21, NW; Rom. 12:17, NW; 1 Tim. 5:8) I spil yder man ikke arbejde for de penge, man vinder; man får noget for intet af nogen, som ikke ønsker, at man skal have det. Desuden bliver spillet ofte en lidenskab for nogle, og de taber så meget, at de ikke længer er i stand til at sørge for deres familie.
Men hvad hvis spilleren har råd til at tabe, og det ikke går ud over hans forsørgelse af sin familie eller andre forpligtelser? Hvis han har råd til at tabe pengene, er der så ikke en bedre måde at bruge dem på end til at berige professionelle spillere og gangstere, udbyttere og forbrydere? Selv om udbyttet kommer regeringen til gavn, er spillerens motiv dog alligevel forkert. Ønsker han ikke at få penge uden at gøre noget for dem til gengæld? Han ønsker ikke at give regeringen noget, men tværtimod at modtage fra den. De fleste mennesker klager over regeringens skatter; de ønsker ikke at give mer. Den kristne kan bruge sine penge til noget bedre end spil. Hvis han har råd til at tabe sine penge, har han også råd til at give dem bort. Så længe han har åndelige brødre, som er fattige, kan han bruge sit overskud af penge til at opfylde en forpligtelse: „Når der findes en fattig hos dig, een af dine brødre inden dine porte etsteds i dit land, som Jehova din Gud vil give dig, må du ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder.“ (5 Mos. 15:7) Det er bedre at give til dine brødre end at tabe til spillere. Det er også bedre at støtte Jehovas arbejde end at støtte spillere: „Ær med din velstand Jehova.“ (Ordsp. 3:9) En kristen vil derfor ikke ønske at spille og vinde nogle penge, som han ikke har tjent eller betalt på ærlig vis, og han vil heller ikke ønske at spille og tabe penge, som han kunne have anvendt på en kristen måde.
Andre bibelske grunde forbyder spil. Jesus sagde: „Af deres frugter skal I kende dem. Kan man plukke druer af tjørn eller figener af tidsler? Således bærer hvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ bærer slette frugter. Et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, der ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. Altså: af deres frugter skal I kende dem.“ (Matt. 7:16-20) Spil appellerer til selviskheden og svækker moralen; det frister mange til bedrageri og uærlighed, som ligefrem kan blive en vane for spilleren. Spilleforetagender drives eller kontrolleres for en stor del af forbrydere og udbyttere, og dette gangstervælde frembringer en rådden frugt af vold og mord. Kristne ønsker ikke at have del i dets synder eller rammes af dets plager. „Kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og når voldt sig selv megen bitter smerte.“ — 1 Tim. 6:10.
De, der driver spilleforetagender, taber aldrig i det lange løb; som gruppe betragtet vinder spillerne aldrig. Matematisk set er chancerne sådan fordelt, at ejerne tjener den største sum. For at vinde må spilleren stole på heldet, ikke på sin dygtighed, på lykketræf og ikke på logik. Derfor er også de fleste spillere tilbøjelige til at være overtroiske, tage varsler og stole på lykken, skæbnen og chancen. I oldtiden spillede man også, og der var guder og gudinder, man kunne bede om held i spil. Når jøderne faldt fra Jehova, sank de ned til at handle på samme måde som de hedenske nationer og ofrede til falske guder og gudinder, hvoraf nogle var spillernes guddomme. Ved en sådan lejlighed sagde Jehova til sit skyldbetyngede folk: „I, som svigter Jehova og glemmer mit hellige bjerg, dækker bord for lykkeguden, blander drikke for skæbneguden, jeg giver jer sværdet i vold, I skal alle knæle til slagtning.“ (Es. 65:11, 12) Eller som Leeser oversætter dette vers: „Som sætter et bord ud til lykkens gud og fylder drikofferet for skæbnen.“ Moffatts oversættelse siger: „Som dækker bord for heldets gud, hælder drikoffer op til skæbnen.“ Jøderne kom i vanskeligheder med Jehova, når de ofrede til spillernes guder og gudinder.
Både katolske og protestantiske kirkeorganisationer i kristenheden driver forskellige former for spillevirksomhed. De søger at retfærdiggøre det ved at anføre forskellige grunde. De siger, det ikke skader moralen. Mange regeringer mener det modsatte og forbyder derfor spil. Nogle steder, hvor spil er forbudt, spotter grupper inden for kirken loven og gør sig til lovovertrædere for at fortsætte deres spil. I stedet for at føre an i at leve et i moralsk henseende rent liv har mange kirker en lav moral, og de tilskynder deres medlemmer til at følge sig i dette. At spil virker svækkende på menneskers moralske rygrad, er indlysende for enhver, der ikke er forblindet af sin egen griskhed. Det var for at fremme den høje moralske standard, at Jehovas lov påbød: „Du må ikke begære.“ (Rom. 7:7; 2 Mos. 20:17) Spillere begærer penge, der ikke er deres egne, de søger at komme i besiddelse af penge, de ikke har tjent. At begære er ikke moralsk opbyggende, men nedbrydende.
Kirkerne bruger det påskud, at indsatserne er små, og spillet derfor uden risiko for spillerne. Jesus sagde: „Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.“ (Luk. 16:10) Hvis det er urigtigt at spille, er indsatsen ikke det afgørende. Vi må ikke gøre vold på principper. Satan bruger små og tilsyneladende ubetydelige brud på principper som en kile til at åbne vejen for større synder. Visse ting, for eksempel spisning og drikkeri, bliver først urette, når de bliver overdrevet ud over alle grænser, men det er ikke tilfældet med spil. Flere små tab kommer efterhånden til at udgøre større summer, der kunne være brugt på en bedre måde eller foræret bort i stedet for at blive bortødslet, fordi man håber at få mere igen. Men hvad der er endnu værre, lidt spil kan vokse til lidenskab og føre til sørgelige konsekvenser for spilleren.
Religiøse organisationer har søgt at retfærdiggøre spillet ved at påberåbe sig, at Israel kastede lod. Det er rigtigt, at Israel kastede lod, men det var hverken for sport, fornøjelse eller materielt udbytte. Der var intet væddemål og ingen indsats, og man kunne hverken tabe eller vinde. Lodkastningen var ikke noget, der skulle berige templet eller præsterne eller skaffe midler til almisser. Lodkastningen skete ene og alene for, at israelitterne kunne se, hvad der var Jehovas vilje og ledelse i et eller andet anliggende: „I brystfolden rystes loddet, det falder, som Jehova vil.“ (Ordsp. 16:33) Det var et middel til at afgøre stridigheder: „Loddet gør ende på trætter og skiller de stærkeste ad.“ (Ordsp. 18:18) Det har ikke noget med spil at gøre, og man bør følgelig ikke søge at fortolke det derhen.
Mange vil give os ret i, at spil i almindelighed er af det onde, men mener, at når det er en kirke, der driver spillet for at finansiere sit arbejde eller uddele almisser, er det helt i sin orden. Ikke desto mindre er det en dårlig måde at skaffe penge til veje på. Det er at kæle for falske motiver — offeret lokkes af sit selviske håb om gevinst. Giveren ønsker ikke at give; han ønsker at vinde, at få andre spilleres penge, i stedet for at lade det hele gå til kirken. Hvis spillerne ville give, uden at der var udsigt til at vinde, kunne alle pengene bruges til kirkearbejde, uden at noget blev trukket fra og givet tilbage til spillerne. Spillet florerede i det hedenske Rom og ud over hele dets verdensrige, men hverken Jesus eller apostlene eller andre kristne autoriserede spil som en indtægtskilde for kirken.
Bibelen viser, hvordan man skal skaffe sig penge til at udføre hjælpearbejde for: „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i slet og bruge sine hænder til noget godt, for at han kan have noget at give af til den, som er i nød.“ (Ef. 4:28) Vi skal give af kærlighed, ikke tabe i spil. Da Paulus samlede penge ind for at hjælpe nødstedte brødre, roste han ikke de bedrøvede tabere, men sagde tværtimod: „Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ (2 Kor. 9:7) Jehova er ikke interesseret i midler, der kommer ind, ved at spillere taber, men derimod i gaver, der gives med glæde. Ved kirkernes spilleforetagender er det vinderne, der er glade, fordi pengene tilfaldt dem i stedet for at gå til velgørende formål og dække et eller andet behov. De glæder sig over at fylde deres lommer med gevinster, ikke over at give ved at tabe. Det er, fordi kirkegængerne ikke vil give af kristen kærlighed, at præsterne tyr til basarer og spil for at overvinde den ukristne selviskhed og lokke penge ud af påholdende lommer. En velgørenhed, der fremtvinges ved, at der lokkes med gevinster, er ikke et udslag af kristendom, men er i direkte modstrid med Jesu ord: „Når du beder gæster til middag eller aften, så indbyd ikke dine venner eller dine brødre eller dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de måske skal indbyde dig igen og du få gengæld. Men når du gør et gilde, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde! Da skal du være salig [lykkelig, NW]; thi de har intet at gengælde dig med; men det skal blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.“ (Luk. 14:12-14) Kristenhedens spillefugle ønsker mere end gengæld, de ønsker at få noget for intet. De har ikke tro nok til at se hen til gengæld i form af en opstandelse. Sande kristne behøver man ikke at tvinge til at tabe for at få dem til at give.
Kan en kristen være ansat i et spilleforetagende, der er juridisk anerkendt og tilladt? Han mener måske, at han kan, hvis han selv afholder sig fra at spille og ikke heller lader sine åndelige brødre gøre det. En kan med god samvittighed have et sådant arbejde, en anden ikke. Uden tvivl er det at foretrække at holde sig adskilt fra den atmosfære, der omgiver den slags, og den kristne ville gøre klogt i at vælge en anden beskæftigelse. Det er en sag, som enhver selv må tage stilling til med hensyntagen til de foreliggende omstændigheder og sin egen samvittighed. Vagttaarnsselskabet giver sig ikke af med at bestemme, hvad den enkelte skal beskæftige sig med, som vi tidligere har sagt i Vagttaarnet for 15. januar 1952, siderne 31, 32.
● På side 80 i bogen „Dette Betyder Evigt Liv“ siges der, at Xerxes I blev efterfulgt på Perserrigets trone af Artaxerxes III. Var det ikke Artaxerxes I i stedet for? — J. C., Canada.
I Vagttaarnets publikationer er denne Artaxerxes blevet omtalt som Artaxerxes III af følgende grund: Mageren og bedrageren Smerdis, der sad på den persiske trone i mindre end otte måneder (522 f. Kr.), kaldes på græsk Arthasasthá, hvilket sædvanligvis oversættes Artaxerxes. Han bliver altså den første Artaxerxes. (Ezra 4:7-24) Den græske Septuaginta omtaler dernæst Esters kongelige ægtefælle som „Artaxerxes“, mens han i virkeligheden var Xerxes den Store, og på den måde bliver han den anden Artaxerxes. (Ester 1:1) Den næste igen, der sædvanligvis kaldes Artaxerxes I, er den tredje Artaxerxes, og det var ham, Nehemias havde at gøre med. Om ham siger McClintock & Strongs Cyclopædia, bind I, side 440, 1. spalte: „Han er identisk med den tredje Artaxerxes, den perserkonge, der i sit tyvende regeringsår så hensynsfuldt tillod Nehemias at drage til Jerusalem for at fremme rent nationale mål, gav ham regeringsmagten over hans eget folk og tillod ham at blive i byen i tolv år. (Neh. 2:1; 5:14)“ Det er således for at undgå forvirring med hensyn til identitet, at Xerxes den Stores efterfølger kaldes Artaxerxes III.