Spørgsmål fra læserne
● På de traditionelle billeder af Jesus har han langt hår og skæg; men Vagttaarnets skrifter afbilder ham som skægløs og med kort hår. Hvad er korrekt? — M. H., U.S.A.
Vagttaarnets nyere skrifter viser Jesus som skægløs og med kort hår, fordi han er afbildet på denne måde i fremstillinger af ham, der er ældre end de sædvanlige kvindagtige billeder. På en gammel pokal eller et bæger, som er fundet i Antiokia i Syrien, fremstilles Jesus og hans disciple ved mindemåltidet; her er Jesus indgraveret som en skægløs ung mand, mens nogle af hans disciple er afbildet med skæg. En fotografisk gengivelse heraf kan man finde i Harpers Bible Dictionary, side 22, midt i artiklen „Antioch, the Chalice af“. (M. S. and J. L. Miller, 1952) Den videnskabelige bog Light from the Ancient Past ved Jack Finegan beretter om det andet århundredes kristne malerier fundet i Priscillas katakombe, i Capella Grecas kammer, og der siges her:
„Maleriet af Lazarus’ opstandelse er nu næsten helt udvisket; men det er endnu muligt at skelne, at der på den ene side er malet en lille bygning, der indeholder en mumie, og på den anden side står Lazarus’ søster med opløftede arme. I midten står Kristus med ansigtet vendt mod graven og med højre hånd løftet i en gestus under talen. Han er fremstillet i den romerske type, iklædt tunika og pallium, og hans venstre hånd holder klædebonnet. Han er ungdommelig og skægløs, med kort hår og store øjne. . . . Billedet har stor interesse, idet det er den ældste fremstilling af Jesus, som er bevaret noget sted.“ — Side 371.
Længere fremme fortæller denne bog om maleriet af den lammes helbredelse (Mark. 2:1-12), som er fundet i et huskapel ved udgravningerne af Duras gamle koloni i den syriske ørken, og skriver således: „Det næsten ødelagte maleri af Kristus i Priscillas katakombe i Rom, hører, som vi har set, sandsynligvis hjemme i midten af det andet århundrede. Maleriet i Dura kan med endnu større nøjagtighed henføres til den første del af det tredje århundrede. På begge billeder fremstilles Kristus som en ung, skægløs mand med kort hår iklædt den tids almindelige dragt. Disse og lignende afbildninger er indtil nu de ældste, kendte fremstillinger af Jesus i den tidligste kristne kunst. Senere i det tredje århundrede ses han stadig som ung, men med langt krøllet hår, og fra det fjerde århundrede har vi den mere kendte skæggede type.“ — Side 408, 409.
Så nylig som den 7. oktober 1949 blev det nye østvindue i Stepney Parish kirken, moderkirken i Østlondon i England, afsløret af jarlen af Athlone. Fotografiet af dette kirkevindue, således som det er offentliggjort i „The Illustrated London News“ for 1. oktober 1949, viser et kors, hvortil en ung mand er naglet, han er skægløs og med kort hår, og han fremstiller „Kristus korsfæstet, men sejrende“.
Da Bibelen ikke beskriver Jesu ansigts udseende eller antyder, at han havde langt skæg, følger vi hellere de ældste arkæologiske beviser end den senere traditionelle opfattelse, der fremstiller Jesus kvindagtig, gusten og skinhellig. Nogle henviser til Esajas 50:6 som bevis for, at Jesus havde skæg: „Min ryg bød jeg frem til hug, mit skæg til at rives, mit ansigt skjulte jeg ikke for hån og spyt.“ Det kan være blevet bogstavelig opfyldt på Esajas på en forbilledlig måde, idet det viser hen til de skammelige forhånelser og forsmædelser, der skulle kastes på tjenerskaren, af hvilken den ypperste er Kristus Jesus. Hver eneste i tjenerskaren lider forhånelser, men naturligvis ikke alle af samme kategori som de her specificerede. Beretningen viser, at Jesus blev pisket, slået og spyttet på, men der omtales ikke, at han blev revet i skægget. Hvis det var sket, hvorfor ville det så ikke være blevet omtalt tillige med de andre mishandlinger og forhånelser? (Matt. 27:26; Mark. 14:65) Septuaginta siger ikke i Esajas 50:6, at skægget blev revet af, men at kinderne blev slået: „Jeg bød min ryg frem til hug og mine kinder til slag, og jeg vendte ikke mit ansigt bort for den skam at blive spyttet på.“ Beretningen i evangelierne viser, at alt dette skete bogstaveligt med Jesus.
● Hvornår er en prøvetid på sin plads? Før udstødelsen, mens den står ved magt eller efter genoptagelsen? — L. D., U.S.A.
Hvis en broder har begået noget uret, der burde medføre udstødelse, men menighedens udvalg er af den opfattelse, at han på grund af oprigtig anger eller andre formildende omstændigheder ikke skal udstødes, kan udvalget i stedet lade ham få en prøvetid. Udvalget vil efter skøn og under hensyntagen til kendsgerningerne eller behovet i den foreliggende sag fastsætte vilkårene for prøvetiden. Hvis broderen, der har forset sig, fuldt ud retter sig efter betingelserne i den prøvetid, udvalget har fastsat, kan prøvetiden bringes til ophør, og der vil ikke finde nogen udstødelse sted.
Men hvis en broder er udstødt, så kan han ikke også sættes på prøve. Han er udskilt fra menigheden, og menigheden har intet med ham at gøre, fører ingen kontrol med ham uden for menigheden, pålægger ham ingen indskrænkninger udenfor i verden. Hvis menigheden forsøgte noget sådant, ville det være i modstrid med selve udstødelseshandlingen, som tilkendegiver, at der er sket en fuldstændig afbrydelse af forbindelsen mellem den udstødte og menigheden. Han er ikke ansvarlig over for menigheden, og menigheden har intet med ham at gøre, prøver ikke på at føre kontrol med ham udenfor og forsøger ikke at give forskrifter for hans opførsel udenfor.
Hvis en udstødt viser oprigtig anger og ønsker at blive genoptaget, kan udvalget efter forløbet af et tidsrum, som det anser for passende, genoptage vedkommende. Når det er sket, ønsker udvalget måske at lægge lidt bånd på ham og sætte ham på prøve. Og nu kan udvalget gøre det, eftersom den pågældende er genoptaget og igen er en del af menigheden, der på ny har knyttet forbindelsen med ham.
Svaret på spørgsmålet bliver derfor, at en person kan sættes på prøve, når udstødelsen ikke er sket, eller når vedkommende efter udstødelse er genoptaget, men det er fuldstændig ulogisk, hvis udvalget forsøger at sætte en person, som udvalget selv har vist bort, og med hvem det ingen forbindelse har, på prøve. Udvalgets medlemmer taler kun med ham, hvis han kommer til dem for at drøfte spørgsmålet om sin genoptagelse. Tag som eksempel en person, der overtræder en lov i samfundet. Han kendes skyldig og fængsles. Han er blevet fjernet fra samfundet; han er ikke på prøve, når han er udstødt af samfundet og holdes fængslet. Men når han løslades og sendes tilbage til samfundet, så kan det tænkes, at han får en prøvetid, at han må finde sig i visse frihedsbegrænsninger og regelmæssigt må melde sig hos en eller anden myndighed. Men det kan også tænkes, at han, når han er kendt skyldig, i stedet for at blive idømt fængsel får en betinget dom; på den måde får han en prøvetid, men fjernes ikke fra samfundet. Således kan det også gøres i forbindelse med den kristne menighed. Til sidst bemærkes: Det, der her er sagt, betyder ikke, at enhver lovovertræder i stedet for at udstødes skal have en prøvetid, og heller ikke, at han skal sættes på prøve efter genoptagelsen. Det overlades alt sammen til afgørelse i det lokale menighedsudvalg.
● Hvordan kunne Jesus med rette sige, at enhver, der griber til sværd, skal falde for sværd, når dette i virkeligheden ikke har været tilfældet? — L. R., Spanien.
Ved hvilken lejlighed var det, Jesus sagde dette? Var det en almindelig udtalelse, som skulle gælde til alle tider? Eller er det kun en antagelse, mennesker har bygget på hans ord? Omstændighederne for Jesu ord er følgende: Jesus var i Getsemane sammen med nogle af sine disciple. Han havde lige indstiftet mindehøjtiden sammen med de elleve trofaste apostle og var derefter søgt ind i denne have. Han havde lige sagt, at den, som ville forråde ham, nærmede sig, da Judas kom med soldater fra ypperstepræsterne for at fængsle ham. Da soldaterne lagde hånd på Jesus, huggede apostelen Peter øret af ypperstepræstens tjener. Da var det, Jesus sagde til Peter: „Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd. Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han med det samme sender mig mere end tolv legioner engle? Men hvordan skulle så de skriftord gå i opfyldelse, der siger, at således skal det ske?“ — Matt. 26:52-54.
Hvis det havde været Jesu ønske at blive befriet fra soldaterne, ville han ikke have opnået sin hensigt ved en kamp med våben, men ved himmelske hærskarer. Han havde forvisset sig om, at nogle i hans gruppe bar sværd, blot for at vise, at han ikke ville ty til dem, selv om de var til rådighed. Der var imidlertid kun to sværd i hans gruppe. Men Judas kom „og sammen med ham en stor skare med sværd og knipler“. (Matt. 26:47; Luk. 22:38) Men hvilken chance ville to kæmpende have mod en stor skare, der også var bevæbnet med sværd? Overhovedet ingen. Hvis de to, der var sammen med Jesus, havde grebet til sværdet mod en så stor overmagt, ville de være faldet for den store skares sværd. De ville ikke have haft nogen chance. Desuden kunne ethvert sådant forsøg på at befri Jesus ikke lykkes, fordi det ville være i modstrid med Jehovas hensigt. Enhver, som på det tidspunkt var i Jesu lille gruppe, og som greb til sværd, kunne da være sikker på at omkomme ved sværdet, og Jesus advarede dem udtrykkeligt mod det. Den antagelse, at Jesus her fremsatte en bred og almindelig sandhed eller et ordsprog, som kunne anvendes til enhver tid og under alle omstændigheder, er uberettiget.