Italiens kommunister og den katolske kirke

FØLGERNE af krigen mellem Øst og Vest mærkes meget hårdt i Italien, landet, der har det stærkeste kommunistparti uden for sovjetblokken. Karl Marx’ ideer erobrer italienerne og deres politiske stemmer trods præsternes fordømmelser og pavens ekskommunikationer. I denne propagandakrig gør den tabende part fejgt forsøg på ikke at „tabe ansigt“ ved at lægge skylden for nederlaget over på andre. Det var, hvad Italiens biskopper gjorde den 1. februar 1954, da de i en fælleserklæring fortalte verden, at „den protestantiske propaganda . . . er ganske øjensynlig til fordel for . . . den ateistiske kommunisme“.

Men er det nu ikke at drage en forhastet slutning? Antiklerikalismen eksisterede i Italien, længe før man nogen sinde havde hørt om den kommunistiske ideologi, og længe før ikke-katolske religioner efter den anden verdenskrig begyndte at udbrede deres lærdomme i Italien. Og med hensyn til, hvem og hvis adfærd der hjælper kommunismen, udtalte en avis i Rom, La voce repubblicana, at det er de religiøse forfølgere, ikke de forfulgte, som virkelig giver kommunisterne stof til deres propaganda. Den pointerede, at man ved at forvise folk, der tilhører en mindretalsreligion (i dette særlige tilfælde Jehovas vidner), „lægger religionsfriheden på pulterkammeret til stor tilfredshed for kommunisterne og fascisterne“.

Religiøse ledere har hævdet, at kommunisternes foregangsmænd og presse „ikke skjuler, at de nærer sympati for og gerne vil støtte denne splittende protestantiske propaganda“. Men er det tilfældet? Tilbedelsesfriheden i Italien har vundet større terræn, men det er ikke sket uden vanskeligheder. Når prokommunistiske aviser i deres spalter melder om ubeføjede angreb på og uretfærdig behandling af religiøse mindretal, er det ikke, fordi de interesserer sig for, om en religiøs lære er sand, ej heller, fordi de sympatiserer med eller ønsker at støtte andre religioner. Det eneste, de er interesseret i, er at udnytte situationen til deres politiske fordel, når der mod sådanne mindretalsgrupper tages skridt, som ikke er i harmoni med grundloven eller de demokratiske principper. Kendsgerningerne viser, at kommunisterne ikke er oprigtigt interesseret i åndelige spørgsmål, hverken katolske eller ikke-katolske. De interesserer sig først og fremmest for de materielle goder, de kan opnå på jorden. Kommunisterne latterliggør dem, der tror på løfterne om Guds rige under Kristus, og kalder dem for krystere og parasitter.

Den kommunistiske presse gør Bibelen til genstand for spot og hån og stiller kristne forkyndere, der lærer andre Guds ord, i et dårligt lys. Som et eksempel herpå kan vi nævne en artikel, der stod i den kommunistiske avis La Veritá i Brescia, Italien. Den kaldte Jehovas vidner for „amerikanske spioner forklædt som missionærer“ og sagde: „De går fra hus til hus og prædiker ud fra de „Hellige Skrifter“ underkastelse under den krig, som amerikanerne forbereder.“ Videre fremsatte den den falske beskyldning, at disse missionærer var agenter, der blev finansieret af bankierer i New York og Chicago, og som bestræbte sig for at „samle alle mulige oplysninger om de [kommunistiske] organisationers virksomhed og mænd“. Skribenten sluttede med at sige, at „arbejdere, der forstår at forsvare deres land godt, derfor har pligt til . . . at knalde døren i for disse simple spioner, der forklæder sig som præster“.

Mange italienske kommunister har ikke noget imod, at deres hustruer og børn går i den katolske kirke. De føler, at når nu deres koner og børn ønsker at beskæftige sig med en eller anden form for religion, kan det lige så godt være den samme gamle religion, som deres fædre lærte dem. Som støtte for denne indstilling siger de, at den katolske kirkes religiøse lærdomme i sig selv ikke skader noget, men det, der irriterer dem, er, at kirken er så rig, og at den stiller sig på de kapitalistiske landes side. Men den katolske kirke er den religion, der har flest tilhængere i Italien — et faktum, som de stemme-søgende kommunister er sig pinligt bevidst. Som ofte fremsatte kommunistiske udtalelser viser, vil de hellere foretrække den katolske kirke som kompagnon fremfor nogen anden religion i Italien.

Kommunisterne er besluttet på at vinde herredømmet over Italien, og det kan de kun gøre ved at få mange flere katolikker over på deres side. Ikke-katolikker er uden interesse. Det betyder, at de fremfor alt må overbevise dem, der er katolikker af navn, om, at kommunismen sandelig ikke begunstiger nogen anden religiøs tro. Kommunisterne er højligt interesseret i at vinde stemmer blandt de katolske bønder, den befolkningsklasse, der har været bundet til de katolske traditioner gennem århundreder. For at sige det med de italienske kommunistlederes egne ord: de „beder ikke den katolske verden om at ophøre med at være en katolsk verden“, men om „at stræbe henimod en gensidig forståelse“.

Det katolske hierarki har lov at sige, hvad det vil om de „skadelige“ virkninger af ikke-katolikkernes propaganda inden for det katolske Italiens grænser, men når det anklager religiøse mindretal for at hjælpe Italiens kommunister, for at begunstige, sympatisere med og støtte dem, stiller det sig selv blot for kritik, og dets beskyldninger rammer det selv som en boomerang. Religionen, der i mere end femten århundreder har undladt at styrke folket med sund kundskab, må nu høste frugterne heraf: materialisme, antiklerikalisme og gudløs kommunisme. Den kan ikke lægge skylden over på andre, prøve på at bevare ansigtet ved at gøre forsøg på også at få krigen ført over i de sande kristnes lejr, dem, som holder sig skarpt adskilt fra den, og som nu virkelig giver mange oprigtige italienere kundskab fra Guds ord, den styrke, som kendetegnede apostlene, og den magt, der kan modstå de falske påstande, som kommunisterne fremsætter.