Hvem leder hvem?

Den engelske ærkebiskop i York holdt for nylig en tale i Overhuset, i hvilken han støttede Englands beslutning om at fremstille brintbomber. Adskillige kirkegængere blev chokerede herover og sendte breve til redaktøren for Manchester Guardian Weekly. Et af disse breve til redaktøren stod i udgaven for den 24. marts 1955 og lød: „Sir! Ærkebiskoppen af York, der i sin tale i Overhuset sagde god for fremstillingen af brintbomben, fremsatte hermed en meget kraftig udtalelse, mere overbevisende end noget, vore politiske ledere har sagt om sagen. På eet punkt undergravede han dog sin stilling som kristen foregangsmand og sin ret til at tale som sådan. Han indrømmede i virkeligheden, at den sande kristne indstilling snarere er at være forberedt på at lide ondt end at tilføje ondt. „Det er et argument, der må tiltale enhver kristen.“ Forbavsende nok fortsatte han imidlertid med selv at tage afstand fra denne holdning, fordi den ikke var et udtryk for „det store flertals faste overbevisning“. Det betyder, at denne kirkens mand, der næsten er den højeste i landet, ikke kan indtage den sande kristne stilling, før han har fået de ulærde og nærmest hedenske massers samtykke.“