Spørgsmål fra læserne
● I Romerne 7:9 taler Paulus, som om han havde levet, før Lovpagten eksisterede, og at han levede, da den begyndte. Det lå århundreder forud for hans levetid; hvordan skal Paulus’ ord forstås? — D. S., de Forenede Stater.
Paulus’ bevisførelse går ud på, at Loven ved at påvise synd gjorde menneskers syndighed åbenbar. Den fordømte dem som syndere, og synd førte til død. Således bragte Loven synden til live og dødsdømte dem, der levede under Loven. Et ufuldkomment menneske, som var ude af stand til at holde Loven fuldkomment, var kendt skyldig som synder og kunne kun vente døden. Det er på denne baggrund, Paulus skrev i Romerne 7:9: „Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op, og jeg døde.“ Han taler om sig selv som levende, før Loven blev givet, men da Loven trådte i kraft, bragte den synden til live, og den kendte ham skyldig til døden.
Men hvordan kunne dette være sandt i apostelen Paulus’ tilfælde? Lovpagten trådte i kraft femten århundreder, før han blev født. Han levede ikke „uden lov“, eller da Loven kom. Imidlertid var Paulus en kødelig efterkommer af Abraham, til hvem Gud sagde: „I din sæd skal alle jordens folk velsignes.“ (1 Mos. 22:18) Abraham var Guds ven og blev retfærdiggjort i Guds øjne på grund af sin tro. Skønt Paulus endnu ikke var født, men var i Abrahams lænd, havde han et håb om liv gennem tro. Men 330 år efter Abrahams død blev Lovpagten føjet til det guddommelige løfte til Abraham. Denne lovpagt lod det klamt skinne igennem, at Abrahams kødelige efterkommere, Israels tolv stammer, var syndere og overtrædere. Paulus var født under Lovpagten, og da han var ude af stand til at retfærdiggøre sig selv til liv ved hjælp af Lovpagten, døde hans håb om liv.
Det var kun i symbolsk forstand, han var i live uden Loven, før dens komme, idet han var i sin stamfader Abrahams lænder. På samme måde siger Bibelen, at Levi betalte tiende til Melkizedek, skønt Levi ikke levede før længe efter Melkizedeks tid. Men Levis stamfader Abraham betalte tiende til Melkizedek ved en lejlighed, og derfor skrev Paulus: „Ja, endog Levi, som tager tiende, har så at sige gennem Abraham givet tiende; thi han var endnu i sin stamfaders lænd, dengang Melkizedek gik denne i møde.“ (Hebr. 7:9, 10) Således forklarer Bibelen selv, i hvilken forstand Paulus levede uden Loven, eller før den kom. — Se Vagttaarnet, 1. november 1946, side 385, 386.
● Salme 110:1 taler om Kristus som siddende ved Jehovas højre hånd, men Sl 110 vers 5 siger, at Jehova er ved Kristi højre hånd, idet „Herren“ her betyder Jehova i henhold til bogen Hvad Har Religion Betydet for Folkene?, side 102. Hvis Kristus er ved Jehovas højre hånd, må det så ikke betyde, at Jehova er ved Kristi venstre? — R. C., Australien.
I Salme 110 hører vi Jehova tale til Kristus, idet Jehova omtales i tredje person og Kristus i anden person. Vers 1 lyder: „[Jehova] sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd.“ Vers 5 siger: „Herren ved din højre knuser konger på sin vredes dag.“ „Dig“ og „din“ henviser til Kristus, så „Herren“ i vers 5 må gælde Herren Jehova. Derfor taler salmen først om Kristus som siddende ved Jehovas højre hånd, og henviser senere til Jehova som værende ved Kristi højre hånd.
Imidlertid behøver udtrykket at være ved den højre hånd ikke nødvendigvis at hentyde til en bogstavelig stilling, lige så lidt som Jesu billedtale betyder, at fårene nu altid bogstaveligt befinder sig ved hans højre side og bukkene bogstaveligt ved den venstre. Det er ikke mere bogstaveligt end den siddende stilling, der nævnes i Salme 110:1. Jesus sad ikke bogstavelig ned hele tiden fra sin opstandelse og himmelfart indtil 1914, da han stod op som den udnævnte konge. Den siddende stilling betyder blot, at han var uvirksom, for så vidt det angik overtagelsen af sine kongelige pligter. Altså er stillingen ved den højre hånd ikke nødvendigvis at betragte som bogstavelig, men symbolsk. Den højre side tilkendegiver gunst, fortrin, nåde og godkendelse. Stillingen ved den venstre side, som i lignelsen om fårene og bukkene, betyder misbilligelse og ugunst. Prædikeren 10:2 (KJ) udtrykker tanken, når der siges: „Den vises hjerte er ved hans højre hånd, men dårens hjerte ved hans venstre“, eller (AT): „Den vises sind giver ham lykke, dårens sind giver vanheld.“ Her repræsenterer den højre side medgang og den venstre vanheld. Det ville være meningsløst at prøve på at anvende denne tekst på det bogstavelige hjertes plads, for det sidder i venstre side, enten mennesket er klogt eller tåbeligt. Jakob fulgte denne regel om den højre hånds fortrin, da han i sin alderdom lagde den højre hånd på Josefs yngre søn Efraim og gav ham den bedre afskedsvelsignelse, mens han lagde sin venstre hånd på den ældre søn Manasse og gav ham en mindre velsignelse. (1 Mos. 48:14-20) I harmoni hermed siger Kristus Jesus selv profetisk til sin himmelske Fader: „Man mættes af glæde for dit åsyn, livsalighed er i din højre for evigt.“ — Sl. 16:11.
Hvis vi derfor undlader at anlægge et bogstaveligt syn på sagen, er der ingen vanskeligheder i forbindelse med, at Jehova og Kristus er ved hinandens højre hånd, som vist i Salme 110:1, 5. Hver af dem indtager en begunstiget fortrinsstilling hos den anden.