Der forkyndes for maronitterne i Libanon

Fra en af Vagttaarnets missionærer i Libanon

ORDET Libanon får os straks til at tænke på de berømte cedertræer, kong Salomo brugte, da han byggede Jehovas tempel. I bjergene, hvor disse cedertræer stadig gror, ligger der mange landsbyer. De fleste af indbyggerne i dem er maronitter, en sekt inden for romerkirken. Denne sekt siges at være stiftet af en vis John Maron i det syvende århundrede efter Kristus. Korstogene i det tolvte århundrede fik blandt andet til følge, at maronitterne anerkendte romerkirkens overhøjhed, men de har stadig deres egen patriark, som vælges af deres biskopper. Blandt maronitternes særlige forordninger er den, at deres præster har lov til at gifte sig; ved messen får alle, der kommer til nadverbordet, vin og brød, idet oblaten bliver dyppet i vin og rakt til den deltagende på en ske; desuden har de deres særlige religiøse helligdage.

I 1954 prædikede Jehovas vidner i Tripoli det gode budskab om Guds rige for disse landsbyers befolkning hver søndag fra april til december. De lejede en bus, og henved tredive forkyndere samledes klokken seks om morgenen og drog af sted. Hele dagen forkyndte de fra hus til hus og vendte først hjem om aftenen. Skønt befolkningen er meget religiøs, mødte Jehovas vidner kun lidt modstand og fik flere steder lejlighed til at holde offentlige foredrag for små grupper af interesserede, enten på torvet eller i friluftsrestauranter.

Det var ganske tydeligt, at mange lærvillige af hjertet glædede sig over at høre budskabet om Riget og over for første gang at se en bibel. Disse menneskers venlige sindelag gav sig udslag på forskellig måde, som da en gammel kone bragte forkynderne det eneste, hun havde, en skål yoghurt lavet af fåremælk. De fortalte hende, at Jesus havde sagt, at den, der gav så meget som et bæger koldt vand, skulle ikke gå glip af sin belønning, og hun havde givet mere. Hun svarede: „I fortjener mere. Takket være jer har vi håb om liv på grundlag af det gode budskab om Riget, vi har hørt af jeres mund.“

I en anden landsby kom en præst på besøg i et hjem, hvor to forkyndere aflagde vidnesbyrd for femten ivrige tilhørere. Præsten forsøgte at opløse den lille forsamling og sagde til forkynderne: „Hvor tør I vove at komme her! Ved I ikke, at dette er mine enemærker? Jeg er den eneste, der har ret til at prædike her! Forsvind!“ Men husets ejer var af en anden mening, og han nægtede at sætte Jehovas vidner på porten. Nu erklærede præsten, at han ville gå hen og ringe med kirkeklokken for at samle alle landsbyens beboere sammen, så de i fællesskab kunne jage vidnerne ud af byen. Han opfordrede de tilstedeværende til at følge med. Nogle fulgte trop, og de, som nægtede det, truede han med at ville melde til biskoppen.

Kirkeklokkernes ringen fik landsbyens beboere til at stimle sammen, og da vidnerne efterhånden var vendt tilbage til deres bus, gav de sig i samtale med beboerne og forklarede dem hensigten med det arbejde, de udførte. Folkeskaren blev venligt stemt, hvorfor en af brødrene på stående fod holdt et bibelsk foredrag. Blandt andet fortalte han dem, hvordan præsteskabet havde modstået dem, som ville gå ind i Riget på Jesu tid, og at det romersk-katolske præsteskab gjorde det samme nu, men at „fårene“, de lærvillige og ydmyge, tog standpunkt for Riget. Bagefter sagde mange af beboerne: „Det er Jehovas vidner, der er de sande kristne, og ikke os, navnlig ikke vore præster.“ I stedet for at få Jehovas vidner drevet ud af landsbyen hjalp præsten dem til at få mange flere af dens beboere i tale.

Alt i alt blev der anvendt 4500 timer i forkynderarbejdet, og der blev aflagt vidnesbyrd i femogtres landsbyer, hvor mange, mange mennesker modtog litteratur, og en del bibelstudier blev oprettet i private hjem.