Spørgsmål fra læserne

● Hvordan kan man gendrive den påstand, at Moseloven er taget fra Hammurabis lovsamling? — F. M., de Forenede Stater.

Selv om to lovsamlinger dækker over de samme situationer, er det ikke noget bevis for, at den ene er taget fra den anden. Mennesker står over for de samme forseelser og forbrydelser, og det ville være meget rimeligt, om to forskellige lovgivningsmyndigheder anførte de samme forbrydelser i deres love. Da Jehova har givet mennesket en samvittighed, reagerer mennesker temmelig ens over for ret og uret adfærd, medmindre deres samvittighed er blevet sløvet eller forhærdet. Romerne 2:14, 15 siger: „Thi når hedninger, som ikke har Loven, af naturen gør, hvad Loven kræver, så er de, uden at have Loven, sig selv en lov; de viser jo, at den gerning, som Loven kræver, står skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner derom, og tankerne indbyrdes anklager eller også forsvarer hverandre.“ Her har vi et tydeligt bevis for eller en indrømmelse af, at nationer, der ikke havde Moseloven, til tider fulgte de samme retningslinier, som denne lov angav, idet de af naturen, dikteret af deres samvittighed, gjorde, hvad der er ret og rigtigt, fordi deres egen samvittighed anklagede dem, når de begik uret.

Vi burde ikke overse, at selv før den babyloniske konge Hammurabi, der åbenbart har levet samtidig med Abraham, fandtes der organiserede befolkningsgrupper eller menneskesamfund, der havde love og juridiske fortilfælde som rettesnor for deres liv og færden. Fra Vandfloden på Noas tid og fremover handlede Jehova for eksempel med et patriarkalsk samfund, et samfund, der blev ledet af sådanne retfærdige familieoverhoveder som Noa og Abraham. Disse samfunds handel og vandel havde som rettesnor skrevne eller uskrevne love vedrørende kontrakter, køb og salg, ejendomsrettigheder, arbejdsforpligtelser, enkeltpersoners familie- og samfundsansvar, overdragelse af jordejendom, tyveri, krænkelse af ægteskabsløfter, slaveri o.s.v.

I stedet for, at Moseloven, der var en gudgiven lov, skulle bygge på Hammurabis lovsamling eller på andre hedenske love, gør lige det modsatte sig gældende. Sir Charles Marston siger på side 51 i sin bog The Bible Comes Alive: „Det ser afgjort ud til, at Hammurabis love var en samling af ældre, allerede eksisterende love og skikke hidrørende fra den semitiske race — den race, der havde sit udspring hos Noa gennem hans søn Sem, og til hvilken hebræerne hørte.“ Alt tyder derfor på, at de hedenske nationer overtog mange af de gamle love og skikke fra Noas lovsystem og samfundsordning, der var det mønster, de trofaste hebraiske patriarker fulgte.

Når vi undersøger de to lovsystemer, Hammurabis lovsamling og Moseloven, ser vi, at sidstnævnte er mere retfærdig og altså mere tro mod det originale lovsystem, der indførtes blandt Guds trofaste folk. Hvis for eksempel en israelitisk herre blev brutal og slog sin træl eller trælkvinde i øjet og ødelagde det, skulle han frigive den pågældende, hvorimod Hammurabis lov påbød, at trællens herre kunne nøjes med at betale halvdelen af det, en træl var værd. (2 Mos. 21:26; Ham. nr. 199) Hammurabis lovsamling sagde: „Når han [en bygmester] forårsager, at en søn af husets ejer dør, skal bygmesterens søn lide døden.“ (Ham. nr. 230) Men Moseloven forbød udtrykkeligt, at en søn led døden for sin faders synd: „Fædre skal ikke lide døden for børns skyld, og børn skal ikke lide døden for fædres skyld. Enhver skal lide døden for sin egen synd.“ — 5 Mos. 24:16.

Man kan altså ikke sige, at Moselovens anordninger var lånt fra eller genspejlede ånden i Hammurabis lovsamling. Om noget, så var Hammurabis lovsamling en hedensk forvanskning af de tidligere retfærdige vedtægter og anordninger, som under Jehovas ledelse indførtes i det semitiske patriarkat. — Vagttaarnet for 15. oktober 1952, § 8, s. 308.