Én gang frelst, altid frelst?

Man hører ofte mange religiøse mennesker sige: „Én gang frelst, altid frelst.“ Hermed mener de, at når de én gang har erklæret, at de tror på Kristus, kan de ikke falde fra og undgå at blive frelst. Men denne tanke er ikke rigtig. Hvis den var det, ville apostelen Paulus ikke have skrevet til brødrene i Korint: „Men jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige tro mod Kristus. Og det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel.“ — 2 Kor. 11:3, 14.

Hvis det var umuligt at falde fra, ville han heller ikke have sagt til menigheden i Efesus: „Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.“ Hvis det var umuligt at blive draget bort fra frelsen, ville han heller ikke have sagt til de åndeligsindede blandt galaterne, at de skulle passe på, „at ikke også du bliver fristet“. — Ap. G. 20:29, 30; Gal. 6:1.

Hvad betyder dette for kristne? At de bestandig må ransage deres tro ved at efterprøve dens rigtighed og sammenholde den med Guds ord; så må de leve op til Guds krav og kæmpe for troen, så de ikke bliver som israelitterne i fortiden, der blev frelst ud af Ægypten, men som senere blev ødelagt, fordi de „ikke troede“. — Judas 5.