Ære fra de svage

Ville en stærk konge vælge de svageste af sine undersåtter til at repræsentere sig? Ville han sende sådanne ud for at gøre sit rige ære? Mon han ikke snarere ville vælge de stærkeste, de tapreste og de viseste?

Det er hvad en jordisk konge ville gøre, men ikke hvad Gud gør. Universets Enehersker vælger ikke dem som verden anser for stærke, tapre og vise for at bringe sit navn ære. Han vælger de svage, dem som man ser ned på, dem som kun regnes for tåber og uintellektuelle. Det er dem han foretrækker som sine repræsentanter. Hvorfor? Fordi deres svaghed er hans ære.

Er det ikke en større ære for en konge at vinde sejr med en flok kæmpende bønder end med en deling dygtige krigere? Forherliger det ikke hans visdom at overliste og narre en professionel kampstyrke for derpå at slå den med mænd der ikke er uddannede soldater?

En jordisk konge kan vinde sig selv ære med en sådan taktik, og det kan Gud også. Jakobs efterkommere er et godt eksempel på hvordan han har gjort det. Da de opholdt sig i Ægypten for 3500 år siden var de ikke noget stærkt folk, men svage og undertrykte, slaver under en regering der rådede over store militærstyrker. Det var over dette ubetydelige folk at Gud nævnede sit navn og ikke over det mægtige Ægypten. Om dette valg siger 5 Mosebog 7:7: „Det er ikke, fordi I er større end alle de andre folk, at HERREN [Jehova] har fattet velbehag til Eder og udvalgt Eder, thi I er det mindste af alle folk.“

Han udtog dette folk og gjorde det tilsyneladende umulige — udfriede dem fra trældommen under en vældig verdensmagt og gjorde dem til et uafhængigt folk. Det kunne de ikke have præsteret i egen kraft; det er indlysende. Set under en menneskelig synsvinkel var deres situation aldeles håbløs, og dog blev de udfriet. Denne begivenhed forherligede Guds magt.

Mange år senere, da israelitterne havde bosat sig i det forjættede land, kom de under midjanitternes undertrykkende åg. Gud tillod dette på grund af deres ulydighed, men da de viste den rette anger valgte Gud Gideon til at være deres anfører i kampen for friheden. Dog skulle Gideon ikke mønstre en stor hær, for så ville Guds andel i sejren ikke være nær så påviselig. Jehova sagde til Gideon: „Du har for mange folk hos dig, til at jeg kan give midjanitterne i deres hånd; gjorde jeg det, ville Israel gøre sig stor over for mig og sige: Min egen kraft skaffede mig sejr!“ — Dom. 7:2.

Gideons hær blev da skåret ned til 10.000 mand. Men de var stadig for mange. Til sidst blev den skåret ned til 300 mand. De blev sendt ud mod midjanitterhæren der talmæssigt var dem langt, langt overlegen. Set med menneskeøjne var den lille flok prisgivet fjenden. Men de vandt sejr. Gud herliggjorde sig selv i kraft af deres svaghed. Ved den vandt han sit navn ære.

Ligesom Jehova ikke valgte denne verdens mægtige til at udgøre sit folk på Moses’ og på Gideons tid, således gjorde han det heller ikke på Kristi tid. Det var til den jævne befolkning at hans længe lovede Messias henvendte sig. Kristus valgte sine apostle blandt den og ikke blandt sin samtids fremtrædende religiøse ledere og intellektuelle. Apostelen Paulus var en undtagelse, men han mistede sin agtede stilling i verden da han blev en kristen.

Den tids elite så ned på den jævne befolkning som var den ringere end de. Men det var disse „ringere“ mennesker Kristus begunstigede. De var ydmyge og ophøjede ikke sig selv. Ved at blive Kristi Faders repræsentanter fik de den forret at forkynde og undervise. Det arbejde troede de opblæste religiøse ledere at de havde eneretten til. De anså sig selv for at være de eneste der var kompetente og værdige til at udføre det. Ikke desto mindre blev fattige fiskere, toldere og teltmagere udset til dette arbejde. De blev forkynderne af Guds sandhed.

Disse jævne mennesker udrettede store ting fordi Guds ånd hvilede over dem. De „fik styrke efter svaghed“ ligesom Guds tjenere før dem. Skulle disse første kristne rose sig, måtte det blive af Guds kraft og ikke af nogen naturlig magt eller evne de besad.

Ligesom Jehova ikke udvalgte det første århundredes fremtrædende religiøse ledere til at repræsentere sig, således gør han det heller ikke i dag. Hans grunde er de samme: „Thi tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud.“ — 1 Kor. 1:26-29.

De jævne mennesker som Gud har valgt til at repræsentere sig i dag er ikke verdens vise, mægtige eller fornemme, og dog udretter de et vældigt arbejde til Jehovas navns ære. I lighed med det første århundredes kristne bringer de også masserne håb gennem forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. De aflægger også vidnesbyrd for denne verdens herskere og udholder modigt den frygteligste forfølgelse.

Disse nutidens Jehovas vidner roser ikke sig selv men roser sig i Gud. Han er den som har bevirket at deres forkyndelse af Riget er nået ud til de fjerneste egne på hele den beboede jord; han er den som giver forkyndelsen fremgang og vækst; han er den som giver dem styrke til at vidne for herskerne og holde ud under hård forfølgelse. Disse mennesker som er svage i verdens øjne er stærke i Gud. Ved dem vinder Gud sit navn ære.