Landsstævnet i København
Det vil interessere alle læsere af Vagttårnet at Jehovas vidner fra hele landet vil samles til stor landskongres i København i dagene fra den 27. til den 31. august. Alle vore venner og interesserede er hjertelig velkomne til dette femdages stævne. Programmet vil omfatte mange af de vigtige foredrag som holdes ved den internationale kongres i New York en måned tidligere. Som altid når Guds folk samles til sådanne store sammenkomster vil velsignelser i rigt mål tilflyde alle der kommer, og det hvad enten man har tjent sammen med Jehovas folk en menneskealder eller blot for nylig er begyndt at høre og læse om den gode nyhed. Kongressen vil blive afholdt i de smukkeste omgivelser: på Charlottenlund Traverbane. Reserver nu de sidste fem dage i august. Forbered Dem på at tage hele familien med. Vi skal senere meddele hvordan rejse og ophold kan arrangeres.