Det begynder at dæmre!

I Kirchenbote („Kirkens Budbringer“) for kantonen Zürich kunne man i februarnummeret 1958 læse en meget interessant artikel med titlen „Udødelighed eller Opstandelse?“ Et svar på et spørgsmål synes at have givet bolden op til en strid blandt læserne om dette emne, og nu offentliggjorde bladet en artikel fra „Evangelische Welt“ („Evangeliske Verden“) skrevet af prof. dr. Köberle fra Tübingen som støtte for udtalelserne. Denne kendte tyske professor nævnes som medarbejder ved udgivelsen af det udmærkede værk Neutestamentliches Wörterbuch („Ordbog over Det nye Testamente“). Vi har i de senere måneder talt med adskillige præster som har udtalt at de ikke tror på menneskesjælens udødelighed, men på grund af offentlighedens indgroede opfattelser forkynder de det ikke åbent; denne artikel, af hvilken vi citerer nogle paragraffer, udgør en beundringsværdig undtagelse:

„Spørgsmålet om hvorvidt sjælen også dør ved dødens indtræden er i lang tid blevet besvaret med et afgjort ’Ja’ af tilhængere af materialistiske opfattelser, mens tilhængere af platonisme, idealisme og den kristne kirke lige så stærkt har holdt på sjælens fortsatte eksistens efter døden og graven. Ifølge materialistisk tankegang er menneskets åndelige, psykiske og moralske adfærd et besynderligt og mærkeligt biprodukt af den fysiologiske hjernevirksomhed. Når det jordiske stof ved døden opløses ophører et menneskes åndsevner helt af sig selv, på samme vis som en lampe slukkes så snart olien og vægen i beholderen er opbrugt. Hvor lidet opmuntrende og hvor håbløs denne opfattelse end måtte synes at være, så lad os ikke bedrage os selv: det er netop denne lære om menneskets fuldstændige udslettelse ved døden, som så mange mennesker byder velkommen fordi man fritages fra alt fremtidigt ansvar. Ingen vil nogen sinde kunne spørge én: „Hvordan har du klaret dig på verdensscenens skrå brædder?“

Men det mærkelige er at førende teologer, først og fremmest inden for den lutherske kirke, i omkring 30 år også har indrømmet at de tror at sjælen dør ved døden, selv om deres synspunkt dog baseres på en ganske anderledes motivering og forbindes med et helt andet håb end fremholdt af repræsentanterne for materialistiske opfattelser. Hvad får fremtrædende teologer inden for den protestantiske kirke til at anerkende denne lære om menneskets fuldstændige udslettelse ved døden, et synspunkt som, inden for den kristne kirke, kun har været anlagt og udbredt af bibelstudenterne [Jehovas vidner]?

Teologiske betragtninger går i følgende retning. Det onde, syndens kraft, er altid rodfæstet i sindet. Vort legeme, vor natur, kan ikke dadles for at vi står Gud så fjernt. Det er på grund af vort hjertes stolthed, sjælens trodsighed, at vi ikke ønsker at Gud skal udgyde sin kærlighed over os men foretrækker at gå vore egne selvhævdelsens veje. Derfor, hvis døden er syndens løn, en straf for vort oprør mod Gud, så må den del der virkelig kan dadles også komme ind under dødsdommen; men denne del er vort sind, vor sjæl, og ikke vort legeme, som jo kun er blevet ført ind i denne sørgelige tilstand sammen med sjælen; jo, sandt nok har legemet gjort sit, men det bærer dog alligevel den mindste del af skylden. Kun på denne måde får døden virkelig karakter af en dom, irrens dødsdommen synes at blive taget for let hvis den udødelige sjæl med mere eller mindre besvær befrier sig for den udslettelse som kun legemet er underkastet. Men samtidig er vore dages teologer fuldt ud overbeviste om at kun med dette nye syn træder det kristne opstandelseshåb frem i al sin herlighed og storhed, at Gud ved alle tiders ende af det absolutte intet vil opvække eller oprejse til liv de døde som er indskrevet ved navn i hans hukommelse.

Det er ikke tilfældigt at det netop er lutherske teologer som tager et sådant fast standpunkt for den overbevisning at sjælen tilintetgøres i døden. Den lutherske lære om retfærdiggørelse siger at mennesket selv ikke har noget at tilbyde hvormed det kan fordre Guds tilgivelse og kærlighed . . . Gud, som alene har udødelighed, kan give os liv igen ved en opstandelse på grundlag af en genløsningsakt.

Folk inden for kirken er dybt foruroligede over denne nye forståelse og lære. Når den almindelige kirkegænger hører dette budskab ved en begravelse får han det indtryk: Ja, så har materialisterne altså ret når de hævder at alt er forbi ved døden. Nu siger præsterne det jo selv! At vi går videre end til dette og peger på det håb der venter på dagen for opstandelsen fra de døde, dette er man ikke altid lige villig til at se. Menigheden har, skadeligt nok, kun hæftet sig ved det ene at sjælen ikke lever videre efter døden . . . hvad mennesket angår kan sjælens udødelighed absolut ikke fastholdes eller bevises.“

Ovennævnte bekræftes af en anden kendt professor i teologi, O. Cullmann, som underviser ved Basels og Paris’ universiteter. Han siger i en pjece med titlen „Sjælens Udødelighed eller Opstandelsen fra de døde?“: „Den jødiske og kristne opfattelse af skabelsen udelukker al græsk dualisme mellem legeme og sjæl.“

Det er interessant at bemærke at efter at Jehovas vidner i de sidste firs år har forkyndt den store bibelske sandhed om opstandelsen, begynder nu nogle af de protestantiske teologer at se lidt klarere på dette spørgsmål. Det begynder at dæmre!