Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor er det i forbindelse med vanddåben passende at sige at man dør fra sin „tidligere levevis“ i stedet for fra sin „egen vilje“? Hvordan kunne det gælde for Jesu vanddåb?

Ordet „vilje“ betegner en evne Gud har udstyret fornuftbegavede skabninger med, og ved hjælp af hvilken de bevidst og med overlæg beslutter sig til at følge en ønsket handlemåde. Det er den gudgivne evne til selv at vælge hvorledes man vil handle; det er den bevidste udførelse af det man vil.

Når en troende er blevet undervist i Bibelen og efter bøn og overvejelse indvier sig til Jehova Gud gennem Jesus Kristus, dør han ikke fra denne evne til at udfolde sin vilje. I forbindelse med selve indvielseshandlingen måtte han med stor styrke og beslutsomhed sætte al sin vilje ind på at træffe denne evigvarende afgørelse. For at tage det skridt at lade sig døbe i vand måtte han bruge sin vilje i lydighed mod Guds bud gennem Kristus. Efter dåben, der symboliserer hans indvielse til Gud, har han fortsat viljens brug nødig. Han bliver ikke en viljeløs maskine, en robot eller en marionet der kun kan bevæges ved en anden persons viljekraft. Han må bruge sin vilje mere bevidst end nogen sinde før, så han kan træffe sine fremtidige afgørelser i harmoni med Guds skrevne ord og ofte i overensstemmelse med de instruktioner der kommer gennem Guds synlige organisation. Han må afgøre hvad det er Gud vil, og derefter må han bringe sin vilje i harmoni hermed. Han må træffe sine afgørelser efter hvad der bedst tjener Guds riges, Guds folks, og hans egne interesser som en kristen.

For eksempel: Måske må han træffe bestemmelse om hvorvidt han skal gifte sig eller lade være. Følgelig må han bruge sin vilje i overensstemmelse med hvad han beslutter sig til. Til støtte for denne kendsgerning skrev apostelen Paulus: „Dersom nogen mener at han handler uret mod sin jomfruelighed, hvis han er over sin første ungdom, og det må være sådan, så lad ham gøre som han ønsker; han synder ikke. Lad dem gifte sig. Men dersom nogen i sit hjerte står fast, og ikke er nødsaget dertil, men har rådighed over sin egen vilje og i sit hjerte har taget denne beslutning at bevare sin jomfruelighed, han gør vel.“ (1 Kor. 7:36, 37, NW) Angående enker sagde Paulus: „Men hvis hendes mand falder i søvn i døden er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil, kun i Herren.“ (1 Kor. 7:39, NW) Hun har en fri vilje, men ikke uden begrænsning. Hun har frihed til at gifte sig igen, forudsat hun gifter sig med en mand der er i samhørighed med Herren.

Når derfor en taknemmelig gransker af Bibelen, i kærlighed indvier sig til Gud og symboliserer denne indvielse ved vanddåben, dør han fra sin tidligere handlemåde, ikke fra evnen til at anvende sin vilje. Tidligere var hans handlemåde lagt an på at behage ham selv eller mennesker han kunne lide, respekterede eller frygtede. Efter at han har indviet sig, således som dette symboliseres i vanddåben, følger han en ny handlemåde, nemlig den at behage Jehova Gud ved at gøre hans vilje. Forstandigt øver han derefter sin bevidste viljekraft så han træffer afgørelser og beslutninger der er i overensstemmelse med Guds vilje.

Naturligvis betyder ordet „vilje“ også et menneskes agt; et ønske eller en attrå. Det er i harmoni med denne betydning af ordet vilje at vi beder: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Matt. 6:9, 10, NW) Når vi set fra dette standpunkt foretager indvielsen må vi gøre Guds vilje og ikke længere vor egen. Men for at kunne gøre Guds vilje i fremtiden må vi altid have i tanke hvad den er eller vi må afgøre hvad der er Guds vilje, og lære hvad den går ud på. Derefter må det bevidst, forstandigt og velovervejet være vor agt og vort ønske at gøre den, uden frygt for skabninger.

Jesus gjorde altid Guds vilje, også mens han var tømrer i Nazaret, og selv om han „var lydig imod“ sine jordiske forældre. Han sagde: „Jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig.“ (Joh. 6:38-40) Da Jesus i trediveårsalderen kom for at gøre Guds vilje som en opfyldelse af Salme 40:8, 9, døde han fra sin tidligere levevis på jorden. Han ophørte med at leve ubemærket i Nazaret, ukendt for offentligheden. Han lagde sit tømrerværktøj fra sig, var ikke mere sine forældre, Josef og Maria, undergiven. Han forlod hjemmet hvor han havde visse pligter som familiens ældste, førstefødte søn. Han påtog sig det hverv at opfylde visse vigtige sider af den lov Gud havde givet gennem Moses, profetier med tilknytning til præsteembedet, profetembedet i lighed med det Moses beklædte, o.s.v., dog især profetier vedrørende det kongedømme han var arving til gennem kong David af Jerusalem. Han helligede sig de interesser der var knyttet til Riget som Johannes Døber forkyndte.

Efter at Jesus havde taget dette skridt og havde bekræftet det ved vanddåben, havde han stadig sin bevidste viljekraft. Han var ikke døet bort fra den; det havde altid været hans vilje at gøre Guds vilje, ligegyldigt hvad det måtte kræve af ham. Han vedblev med at gøre Guds vilje, ligesom tidligere. Efter vanddåben måtte han imidlertid, for at gøre Guds vilje, i endnu højere grad end nogen sinde før anspænde sin viljestyrke. Hvorfor? Fordi det var Jehovas vilje at gøre denne frelsens banebryder „fuldkommen gennem lidelser“. Dette fordrede at Jesus satte hele sin vilje ind på beslutningen om at ville finde sig i lidelser og stå dem igennem. „Han [har] selv . . . lidt da han blev stillet på prøve.“ Under prøven måtte det være hans vilje at vise sig sand, loyal og lydig imod Gud. (Hebr. 2:10, 18, NW) „Skønt han var søn [af Gud] lærte han lydighed af det han led.“ For at vedblive med at ville det rette måtte han „under stærke råb og tårer [opsende] bønner og anmodninger til den som kunne frelse ham ud af døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt“. (Hebr. 5:7, 8, NW) I sin mest kvalfulde time, da hans sved blev som blodsdråber der faldt til jorden, bad han til Gud: „Ske ikke min vilje, men din!“ (Luk. 22:41-44) Dette krævede et ihærdigt opbud af viljestyrke.

Efter at Jesus var blevet døbt til døden og oprejst fra de døde, havde han stadig evnen til at bruge viljestyrke. Da Peter spurgte den opstandne Jesus angående apostelen Johannes’ fremtid, svarede Jesus: „Dersom jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!“ (Joh. 21:22, 23) Altså bruger den herliggjorte Jesus Kristus i himmelen nu sin vilje i harmoni med sin indvielse, og i fuld overensstemmelse med sin mønsterbøn: „Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“

Det er derfor stadig passende at sige om den indviede dåbskandidats vanddåb: „Det betyder, at hans tidligere livsførelse begraves (som ved nedsænkning i vand), og at han kommer op af vandet for kun at gøre Guds vilje og herefter leve et nyt liv.“ — Vagttårnet for 1. oktober 1955, side 304, paragraf 8.