„Giv mine små får næring“

I EN kristen menighed kan den der udøver myndighed som tilsynsmand sammenligne sin opgave med en hyrdes ansvar. Jesu ord til Peter gælder alle sådanne tilsynsmænd: „Giv mine små får næring.“ (Joh. 21:17, NW) Det betyder at en tilsynsmand må drage omsorg for at menigheden får sin åndelige føde, at den tilbeder Skaberen efter bibelsk mønster og at den følger en vej der vil vinde den Guds godkendelse.

Fårene er ikke tilsynsmandens ejendom. Han er blot deres vogter. Som sådan er det hans pligt at vise dem kærlig omsorg og gøre sit yderste for at opbygge hjordens tro på og kærlighed til dens himmelske ejermænd.

Men hvad skal en menighed gøre når dens åndelige hyrde ikke alene er forvirret og usikker i trosspørgsmål men undlader at undervise den i de bibelske sandheder og måske helt mangler tro? Blandt kristenhedens religiøse menigheder er dette ikke et usædvanligt problem. Menigheden i Alle Sjæles Kirke i Washington, D.C., hørte en søndag sin præst fremsætte en udtalelse der viste at han var blottet for kristen tro. Post and Times Herald i Washington refererede hans udtalelse om at han „havde overvejet sin stilling og at hans personlige anskuelser nu udelukkede muligheden af at han kunne være kristen“. Bladet fortsatte med at sige: „Mr. Stutzmans grunde for at bryde med kristendommen var at han ikke kunne anerkende visse af Jesu læresætninger og at han ikke længere ønskede at efterligne hans livsmønster.“ Bladet sagde endvidere: „Efter at have vendt kristendommen ryggen har mr. Stutzman sluttet sig til en bevægelse inden for unitarismen der nu er populær blandt [dens] præster.“

Hvordan kan en tilsynsmand der har mistet troen opfylde sine bibelske forpligtelser som åndelig hyrde? Hvordan kan han opbygge troen hos andre når han ikke selv ejer den? Hvordan kan han føre an i sand tilbedelse af Gud og i lydighed mod den Allerhøjeste? Hvordan kan han yde menigheden åndelig hjælp på nærværende tidspunkt hvor det er så hårdt tiltrængt?

Vi kunne stille de samme spørgsmål til teologiske seminarieelever. Mange af dem er i vildrede med hvad de skal tro. Herom sagde New York Times i en artikel i sit litterære tillæg for 30. november 1958 at de er „skeptiske men håber gennem erfaring at få tro og gennem deres gerning at finde den dybere mening. . . . De er — paradoksalt nok — noget skeptiske hvad kaldelsen fra Gud og styrken af deres egen kristne overbevisning angår.“ Artiklen citerer en af de studerendes udtalelser: „Jeg er ikke virkelig kristen, for jeg kan ikke forlade mig helt på den kristne tro — er den tanke der hele tiden vender tilbage i mit sind. Kan jeg nære ønske om at forstå den kristne tro når jeg tvivler på om jeg kan forlade mig helt og holdent på den?“

En sådan usikkerhed fandtes ikke blandt det første århundredes kristne. De søgte ikke tro gennem erfaring men gennem studium af Skriften. Ingen i en så svag åndelig tilstand ville have fået betroet en ansvarsfuld stilling som tilsynsmand i en kristen menighed. Men det er sådanne menighederne i den religiøse kristenhed får anvist som åndelige hyrder.

Set under Bibelens synsvinkel er det vanskeligt at forstå hvordan skeptiske og usikre teologiske studerende der ikke står stærke i den kristne tro, kan betragtes som gode og egnede kandidater til at være åndelige hyrder. Henry P. Van Dusen, præsident for et teologisk seminarium i New York, udtalte: „Mange af dem synes blottet for glæde, og jeg tvivler på om de virkelig ved hvad det vil sige at være lykkelig. . . . Dog er de alt i alt det dygtigste, fineste, alvorligste og mest konsekrerede hold kandidater til den kristne præstegerning nogen af os har kendt.“

Lykke er uadskilleligt knyttet sammen med den kristne tjenestegerning. Det er en lykke at tilegne sig kundskab om Guds hensigter og det er en lykke at give fårene næring ved at øse denne kundskab ud til andre. Evangelium betyder jo god nyhed, en god nyhed om Guds rige og dets konge. Giver en god nyhed ikke grund til glæde? Skulle det ikke fylde hjertet med glæde at høre at Guds rige vil gøre ende på de onde magter som nu regerer jorden, og indføre en retfærdig ny verden med fred og liv? Skulle en sådan nyhed ikke opløfte et menneske og give det et fremtidshåb, navnlig når det får at vide at vor generation skal opleve denne forandring?

Hvorfor skulle teologiske studerende være blottet for glæde? Hvorfor skulle nogle af dem føle sig til mode som de sagde de gjorde — „helt deprimeret“, „i syv sind“ eller „slået helt ud“? Hvordan kan nogen i en sådan tilstand efterkomme Jesu befaling om at ’give mine små får næring’?

Men hvad skal en menighed gøre når dens tilsynsmand er åndeligt udhungret og ude af stand til at opbygge dens tro? Der er kun én ting den kan gøre, og det er at se sig om efter åndelig ledelse og belæring andetsteds. Tusinder af tilhængere af judaismen i det første århundrede vendte sig bort fra de tørre skorper deres religiøse ledere gav dem og til de livgivende bibelske sandheder Kristi efterfølgere fremholdt. I den kristne organisation fandt de hyrder der virkelig gav Guds hjord næring.

Som det gik i det første århundrede går det også i dag. I skarevis vender åndeligt udhungrede sig til den nye verdens samfund af Jehovas nutidige vidner. Ved hjælp af bibelhåndbøger og gratis hjemmebibelstudier opbygger Jehovas vidner disse menneskers tro, styrker deres kristne overbevisning, kaster lys over fremtiden og uddyber deres forståelse af hvordan de kan tjene Gud og deres næste. De erfarer opfyldelsen af Jesu udtalelse: „Lykkelige er de som er sig deres åndelige behov bevidst, for Himmelriget tilhører dem. Lykkelige er de som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal blive mættet.“ — Matt. 5:3, 6, NW.

Det er inden for den nye verdens samfund at man erfarer den styrke og lykke der kommer når ens åndelige hunger bliver stillet. Den enkelte besjæles af håb, åndelig tilfredshed og ønsket om at tjene Gud, fordi den nye verdens samfunds åndelige hyrder adlyder Jesu befaling om at give de små får næring.