Fårene indsamles i det fjerne Burma
JESUS KRISTUS omtalte sig selv som den rette Hyrde og lignede sine efterfølgere ved får. Han sagde at hans får ville genkende hans røst og komme til ham. Mange mennesker med fårets sindelag genkender i sandhed hans røst i dag. Her er et slående eksempel fra Burma:
„En burmeser flyttede fra en landsby til Rangoon. Et par år efter kom han i forbindelse med Jehovas vidner med det resultat at han selv blev et indviet vidne. Han forstod hvilken forret og pligt han havde og begyndte derfor at skrive breve til sine slægtninge i sin fødeby og fortælle dem om det han havde lært. Så en dag kom en af dem til Rangoon for at lære mere, hvorefter han vendte tilbage for at delagtiggøre andre i sin viden. Nogle af landsbyens indbyggere troede på det han fortalte og snart begyndte fem af dem at tale til andre om Jehova og hans rige.
For nogen tid siden besøgte en af Selskabets særlige repræsentanter tilfældigt denne landsby på vej til sit distrikt, og hvor blev han overrasket over at finde så stor interesse for Jehova. Han skrev til Selskabets afdelingskontor i Burma og fortalte at der var tyve mennesker med god vilje som trængte til hjælp. Inden der var gået en uge var to af os på vej til landsbyen. Skønt den kun lå cirka 160 kilometer borte, tog det enogtyve timer med båd. Da mørket faldt på, var vi nødt til at gå i land og finde et sted hvor vi kunne tilbringe natten. Tidlig næste morgen, da vi havde vasket os i Irrawaddyflodens vand, fortsatte vi på cykler, hvoraf den ene havde sidevogn. På den måde tilbagelagde vi de sidste fjorten kilometer, en tur der tog to timer.
Den landsby som var vort mål var ikke særlig let tilgængelig. Der var ingen veje, intet elektrisk lys, ja, ikke engang et torv fandtes på stedet. Vi var glade for at nå sikkert frem og finde at brødrene havde lagt alt godt til rette.
Efter frokost tog vi vore bibler frem og satte os i skyggen hvor der var køligt, og inden der var gået en halv time var tredive af landsbyens indbyggere samlet rundt om os for at drøfte Bibelen. Resten af dagen tilbragte vi med at drøfte Bibelen i forskellige hjem. Næste formiddag forkyndte vi fra hus til hus og otte af landsbyens indbyggere ledsagede os; eftermiddagen tilbragte vi igen i interesserede menneskers hjem. Selv præsten kom, fordi han gerne ville vide hvem der måtte og hvem der ikke måtte nyde brødet og vinen ved Herrens aftensmåltid. Det kunne se ud til at efter at denne ’nye lære’ var kommet til landsbyen havde halvdelen af hans menighed nægtet at nyde symbolerne!
Aftenerne tilbragte vi rundt om petroleumslamper, og tyve til tredive mennesker sad omkring os, alle med opslåede bibler i hånden. Selv børn på en otte til ni år var med. Det var forbavsende at se hvor godt de kendte Bibelen, eftersom de først var begyndt at bruge deres bibler da de hørte om Jehova og hans rige.
Søndag formiddag ledsagede atten af indbyggerne os ud i tjenesten på arbejdsmarken, og om eftermiddagen overværede femoghalvtreds det offentlige foredrag — heraf blev de otteogfyrre til det efterfølgende vagttårnsstudium. Vi fortsatte drøftelsen af Bibelen til kl. 23.00, for vi skulle rejse næste dag. Der blev fundet et sted hvor møderne kunne holdes regelmæssigt, og vi gav dem instruktioner om hvordan de skulle lede menighedsmøderne, hvordan de skulle føre optegnelserne, hvordan de skulle rapportere deres virksomhed i forkyndergerningen, o.s.v. De bad om at få sendt en pioner dertil så han kunne hjælpe dem, og denne anmodning blev efterkommet; to udsendinge fra Vagttårnsselskabet underviser dem nu i Guds retfærdige krav.
Næste dag tog vi af sted til Rangoon med en båd der var fyldt med køer, kyllinger og mennesker. Vi var meget trætte da vi næste dags morgen gik i land! Trætte, ja men meget lykkelige over at have fået den forret at hjælpe til med at vande sæden der var blevet sået i den fjerne junglelandsby.“