Spørgsmål fra læserne
● Hvad betyder det når der i Jakob 3:1 siges: „Ikke mange af jer må søge at blive lærere. I skal vide, at vi får en desto strengere dom“? — M. W., De forenede Stater.
Ordet „lærer“ bruges i forskellige betydninger. Jehova er sit folks store Lærer, og i Esajas 54:13 siges der: „Alle dine børn bliver oplært af HERREN [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“ Han indtager en særstilling; han er kilden til al sandhed. Han har knyttet sin søn Kristus Jesus til sig som undervisningsassistent, og Jesus sagde til sine disciple: „I tiltaler mig ’lærer’ og ’mester’, og I taler ret, for det er jeg.“ (Joh. 13:13, NW) Men ingen andre har myndighed til at optræde i denne rolle som lærer og gøre påstand på at være hans arvtager, for han sagde: „Men I, lad jer ikke kalde ’rabbi’, for én er jeres lærer, mens I alle er brødre.“ — Matt. 23:8, NW.
I den synlige organisation er der imidlertid nogle der virker som lærere i medfør af deres tjeneste. Mesteren har udpeget „den tro og kloge træl“ til at sørge for åndelig „mad i rette tid“ til hans tjenere. (Matt. 24:45-47, NW) De som er knyttet til denne trælleskare i egenskab af lærere har et tungt ansvar hvilende på sig ind for Jehova Gud. De må under stadig bøn og største agtpågivenhed nøje holde sig til Guds inspirerede ord og ikke til „lærdomme, som kun er menneskebud“. (Matt. 15:9) De må være på vagt så de aldrig misbruger deres stilling „ved at føre utilbørlig lære for skammelig vindings skyld“. (Tit. 1:11) De må skuldre det ansvar de har i forbindelse med at leve op til Guds ords retfærdige krav som de underviser i, således som det så kraftigt fremholdes i Romerne 2:21-23.
Det er på grund af det tunge ansvar der påhviler sådanne lærere at Jakob formaner: „Ikke mange af jer må søge at blive lærere. I skal vide, at vi får en desto strengere dom.“ (Jak. 3:1) Ikke at en broder der får anvist en sådan teokratisk opgave skulle afslå den. Han bør vise sand værdsættelse af den teokratiske ordning der er opridset i Efeserne 4:11 hvor der står: „Han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme.“ Den der får en sådan opgave betroet vil tage den op i ydmyghed og søge Jehovas vejledning. Men i harmoni med dette skriftsteds formaning bør ingen være alt for ivrig efter eller prøve på at arbejde sig frem til et så ansvarsfuldt hverv.
Mens vi som kristne ikke vil forsøge at tiltage os Guds eller Kristi Jesu rolle som lærer eller tilrane os den „tro og kloge træl“s betroede ansvar, kan vi dog videregive de ting vi lærer gennem den teokratiske organisation til andre og hjælpe disse til at forstå og værdsætte dem, og i den forstand er vi lærere. Det er med denne lærergerning i tanke at Jesus gav sine disciple befalingen: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, . . . idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20, NW) Til dem som var sendrægtige til at gøre brug af deres tjenesteforrettigheder i så henseende sagde Paulus: „Thi skønt I efter den tid, der er gået, burde kunne være lærere for andre, trænger I til, at man på ny skal lære jer de første begyndelsesgrunde i Guds ord; og det er kommet så vidt med jer, at I trænger til mælk og ikke til fast føde.“ (Hebr. 5:12) Alle blandt Jehovas folk skulle gøre sig flid for at kunne bruges som lærere, idet de bliver på deres rette plads i den teokratiske ordning.
● Det er blevet mig fortalt at New World Translation bryder en grammatisk regel når den oversætter Filipperne 2:5, 6: „Bevar den samme indstilling i jer som også var i Kristus Jesus, der, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig på at blive Gud lig.“ En præst i Alaska fortalte mig at dette er en forvanskning der er foretaget for at skjule treenighedsdogmet. Bryder New World Translation grammatiske regler når den gengiver versene på denne måde, der lader forstå at Jesus Kristus som en åndeskabning i himmelen, inden han kom til jorden og levede som et menneske, ikke var Jehova Gud lig? — J. F., De forenede Stater.
Gengivelsen af Filipperne 2:5, 6 i New World Translation bryder ingen grammatiske regler, og ydermere er gengivelsen i harmoni med hvad der læres i de øvrige af Bibelens skrifter, nemlig at Jesus Kristus er Guds søn og ikke Gud selv, ikke den almægtige Gud. At Jesus Kristus inden sit komme til jorden ikke var Gud lig kan vi bevise ved hjælp af andre bibeloversættelser.
For eksempel lyder Revised Standard Version, der blev udgivet i 1952: „Hav dette sind iblandt jer, som I har i Kristus Jesus, der skønt han var i Guds skikkelse, ikke betragtede lighed med Gud som noget at gribe efter.“
The Emphatic Diaglott af Benjamin Wilson, en oversættelse der blev udgivet for cirka hundrede år siden, siger: „Lad dette sindelag være i jer som også var i Kristus Jesus, der, skønt han var i Guds skikkelse, dog ikke overvejede et magtran for at blive som Gud.“
An American Translation udgivet af Smith og Goodspeed lyder: „Hav samme indstilling som Kristus Jesus havde. Skønt han ejede Guds natur, greb han ikke efter lighed med Gud.“
The New Testament in an Improved Version udarbejdet på grundlag af ærkebiskop Newcomes nye oversættelse der blev udgivet i 1808 lyder: „Thi lad dette sind være i jer som også var i Kristus Jesus: der, skønt i Guds skikkelse, ikke ivrigt greb efter lighed med Gud.“
The Emphasised Bible af J. Rotherham lyder: „Værdsæt det samme hos jer som I også værdsætter hos Kristus Jesus, der var til i Guds skikkelse men ikke regnede det at være Gud lig for noget at gribe efter.“
The Riverside New Testament oversat af dr. theol. William G. Ballantine, lyder: „Lad dette sind være i jer som også var i Kristus Jesus, der, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på at lighed med Gud var noget man skulle gribe efter.“
Læg mærke til at ingen af disse oversættelser siger at Jesus var Gud lig i himmelen før han blev menneske. Han efterlignede ikke Djævelens eksempel, for denne stræbte efter at gøre sig lig Gud, at blive Guds lige. Der foreligger andre moderne oversættelser som støtter den nævnte gengivelse.
● Hvorfor siger Ordsprogene 8:24, 25 (NW) om visdommen at den blev „født som under fødselsveer“? — B. G., De forenede Stater.
Det siges om visdommen at den blev „født som under fødselsveer“ fordi den hebraiske tekst her bruger et ord der anvendes om en kvinde i fødselsøjeblikket. Dette hebraiske ord lægger især vægt på at der er tale om smerte, idet det hentyder til den smerte en kvinde vrider sig i når hun er ved at bringe et barn til verden. Således viser New World Translation at den personificerede visdom, eller Guds enbårne søn, blev frembragt som ved en fødsel, som når en kvinde føder et barn. (1 Kor. 1:30; Kol. 1:13-15) På grund af alle besværlighederne der er forbundet med en fødsel fortjener en kvinde anerkendelse når hun har født et barn. Efter fødselen har hun grund til at glæde sig, som Jesus sagde. (Joh. 16:21) Når man på hebraisk bruger dette ord i forbindelse med frembringelsen af den personificerede visdom, viser det at Gud bør vises anerkendelse for frembringelsen af sin enbårne søn, og at hans første skaberakt er et værk som han omfattede med megen og grundig eftertanke. Følgelig må den personificerede visdom i høj grad anerkendes som Guds søn, den han omtaler som „sin vejs begyndelse“.
● Skulle de der underkastede sig Johannes’ dåb senere gendøbes med Jesu dåb? — A. R., De forenede Stater.
Det der omtales som „Johannes’ dåb“ var den dåb som de kødelige jøder og proselytterne modtog efter at have angret deres synder imod Lovpagten. Det var en dåb som var sat i kraft af Jehova, men som han pålagde Johannes at forrette. (Luk. 3:2, 3; Joh. 1:33) For så vidt som sådanne angrende jøders dåb var en tilkendegivelse af at de angrede deres synd mod Lovpagten, ville denne dåb have gyldighed så længe Loven havde gyldighed. Det vil sige at denne dåb kunne forrettes på gyldig måde indtil pinsen i år 33 e. Kr. Der findes ingen beretning om at nogen der var blevet gyldigt døbt med Johannes’ dåb blev gendøbt i Jesu Kristi navn.
Johannes var blevet sendt af Jehova for at forberede folket på Messias’ fremtræden. Loven var blevet givet dem som en tugtemester for at føre dem til Kristus, men som nation betragtet havde de ikke givet agt på dens undervisning og var ikke i stand til at anerkende og modtage den som Loven førte dem til. (Gal. 3:24) Lukas 3:3-6 forklarer: „Derfor kom han ind i hele landet omkring Jordan og forkyndte dåb for dem der angrede til forladelse af synder, netop som det er skrevet i bogen med profeten Esajas’ ord: ’En røst af et menneske der råber ude i ørkenen: „Bered Jehovas vej, gør hans veje lige. Hver lavning må fyldes op, og hvert bjerg og hver høj jævnes ud, og bugtningerne må blive til lige veje og de uvejsomme steder til jævne veje; og hele menneskeheden skal se Guds frelsesmiddel.“’“ (NW) Efter at have identificeret Jesus som „Guds lam“ forklarede Johannes Døber selv grunden til at han forkyndte og døbte: „Grunden til at jeg kom og døbte i vand var at han skulle blive gjort åbenbar for Israel.“ — Joh. 1:31, NW.
Da Jesus begyndte sin forkyndergerning fortalte han ikke sine disciple som var blevet oplært af Johannes, at de skulle gendøbes i Jesu navn. Slet ikke. Deres dåb var blevet forrettet af en Guds tjener i overensstemmelse med Jehovas egne forskrifter og var derfor gyldig. Han instruerede dem heller ikke om at de der blev hans efterfølgere mens han forkyndte på jorden skulle underkastes en dåb af en anden art. Når vi derfor læser i Johannes 3:22 at „Jesus og hans disciple [drog] ud i Judæas land; dér opholdt han sig sammen med dem og døbte“, forstår vi at den dåb man der forrettede havde samme betydning som den Johannes forrettede.
Hvis nogen imidlertid blev døbt med Johannes’ dåb efter pinsen i år 33 e. Kr. var det uret. Det ville være et tegn på at vedkommende ikke værdsatte betydningen af denne dåb. Vi læser om et sådant tilfælde i Apostlenes Gerninger 19:3-5: „Og han sagde: ’Med hvad blev I da døbt?’ De sagde: ’Med Johannes’ dåb.’ Paulus sagde: ’Johannes døbte med dåben for dem der angrede, idet han sagde til folk at de skulle tro på den der kom efter ham, det vil sige, på Jesus.’ Da de hørte dette blev de døbt i Herren Jesu navn.“ (NW) Eftersom dette skete da Paulus var ude på sin tredje missionsrejse, som begyndte omkring år 52 e. Kr., er det indlysende at disse mennesker var blevet døbt efter at Johannes’ dåb var ophørt med at have værdi i Jehova Guds øjne. De blev derfor med rette døbt igen.
Det er imidlertid ikke nødvendigt at blive gendøbt hver gang en profeti i Guds ord bliver opfyldt eller man får en klarere forståelse af visse sandheder. En døbt Guds tjener som virkelig har angret sin tidligere livsførelse vil følge Jehovas ledelse i disse forhold. Da Kristus således blev indsat på tronen som konge i 1914 e. Kr. var det ikke nødvendigt for alle sande kristne at blive gendøbt for at anerkende hans herskerstilling. Da Johannes Døber udpegede Kristus som „Guds lam der borttager verdens synd“, var det derfor heller ikke nødvendigt at hans disciple atter blev døbt. At de anerkendte Jesus som Kristus var blot en konsekvens af den dåb som de allerede havde underkastet sig. Og akkurat som deres dåb dengang havde fortsat gyldighed, således var der da Kristus steg op til himmelen og Gud havde „højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne“ intet behov for at Jesu disciple skulle vise deres anerkendelse af dette ved at blive døbt på ny. — Fil. 2:9.
Imidlertid måtte der indtræde en ændring i dåben da Lovpagten ophørte med at have gyldighed. Derfor sagde Jesus til sine disciple, ikke ved begyndelsen af sin forkyndergerning, men efter sin opstandelse og før sin opstigning til himmelen: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20, NW) Han sagde endvidere til dem: „Tag ikke bort fra Jerusalem, men bliv ved med at vente på det som Faderen har lovet, hvorom I har hørt mig tale.“ „I vil modtage kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Ap. G. 1:4, 8, NW) Fra Pinsen blev der derfor forrettet en dåb af en anden art, ikke som en tilkendegivelse af at man angrede sine synder mod Lovpagten, men en dåb „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“, for at symbolisere den troendes indvielse.